Blæksprutte i tomatsauce, rejer og pasta i fad samt fyldte courgetter
Jeg fik lavet en del mad på ferien – alt sammen i kategorien “hvordan bruger jeg kortest tid i køkkenet”, for sommerhusets akilleshæl er netop køkkenet, der er meget lille og hurtigt bliver meget varmt!
Inden rejsen havde jeg planlagt at lave en ret med blæksprutte, og jeg fik ønsket opfyldt allerede en af de første dage, da vi faldt over et bundt meget lange blækspruttearme hos en fiskehandler. Prisen var virkelig overskuelig – ca. 45 kr. kiloet, hvilket er noget af en besparelse i forhold til Torvehallerne, hvor kiloprisen på blæksprutte (i hvert fald i maj måned) var 250 kr! Nu var den ‘franske’ blæksprutte så også lidt billigere, fordi den havde været frosset (og derfor skulle bruges med det samme), ligesom det var en stor blæksprutte og dermed også mere kompakt i kødet, men alligevel – heftig besparelse må man sige.
Blæksprutte i tomatsauce
6-8 personer
2 kg store blækspruttearme
Marinade:
1 dåse hakkede tomater
1 dl hvidvinseddike
saften fra ½ citron
olivenolie
8 store fed hvidløg, pressede
4 tsk paprika
1 dåse hakkede tomater
salt, peber og paprika
Bland marinaden. Rens din blæksprutte – flå evt. det tynde skind af blækspruttearmene – og smør dem grundigt ind i marinaden. Hæld dem i skål, dæk den til og sæt den i køleskabet natten over.
Skær din blæksprutte i mundrette stykker og svits stykkerne i en dyb gryde sammen hvidløgene. Tilsæt tomater og paprika og lad det simre ca. 25 minutter under låg. Smag din blæksprutte i tomatsauce til med salt, peber og evt. mere paprika. Servér retten sammen med pasta og hakket bredbladet persille.
Rejer i fad
7-8 personer
800 g store rejer, pillede
8 fed hvidløg, pressede
smør
400-500 g frisk pasta
3 dl fløde
salt og peber
1½ tsk tørret dild
friskreven ost til gratinering – jeg brugte gouda
Kog pastaen og lad den dryppe af. Vend rejerne i hvidløgene. Smelt smørret på en stor stegepande og svits rejerne – evt. af flere omgange. Læg den kogte pasta i et ildfast fad og fordel rejerne over. Drys dild over – husk at du kan bruge frisk dild, hvis du ikke har den tørrede udgave – og fordel fløden i fadet. Drys revet ost over, så overfladen er helt dækket, og sæt fadet i ovnen i 15-20 minutter ved 200 grader. Servér med en frisk salat til og evt. et stykke baguette.
Fyldte courgetter
4 personer
4 små runde courgetter
kødsauce – lavet på hakket oksekød, krydderier og hakkede tomater
friskreven ost til gra
Auberginepuré:
2 auberginer
2-3 fed hvidløg, pressede
citronsaft
salt
lidt olivenolie
Prik auberginerne utallige gange med en gaffel og steg dem i ovnen ved 230 grader i ca. 40 minutter. Lad dem køle af. Skær imens toppene af courgetterne og udhul courgetterne med en ske. Fyld dem med kødsauce og drys et godt lag ost på toppen. Sæt dem i ovnen ved 180 grader i en halv time. Pil skindene af auberginerne og blend dem sammen med hvidløg, lidt olivenolie samt citronsaft. Smag til med salt.
Mums mums – og atter mums!!
Hvem der var så heldig at være på ferie med dig Piske 😀 Når jeg laver mad i min ferie, så er det som reglen noget der bliver smækket på grillen 😉 men gerne fisk og skaldyr!
– Maj 😀
Mange tak – du inviterer bare, hæhæhæ 😀
Hvis der ikke var så tørt nede i Frankrig på den tid, så ville jeg også meget gerne grille. Det vil jeg så gøre i stedet i aften – for nu ser det – 7-9-13 – ud til, at det ikke regner 😉
Uhmm, de der rejer de ser godt nok lækre ud 🙂
Mange hilsner
Birthe
De var også rigtig gode! Der var ikke det store rejeudvalg dernede – der er bedre muligheder for at købe hele fisk m.m. – men de egnede sig fint til en fadservering 🙂
Den ret lyder skøn. Min erfaring er at blæksprutter der har været frossen ofte er de bedste. Jeg synes de er lige så møre som de blæksprutter man får i Grækenland – hvor farmand eller lillemor står og klasker sprutterne gentagne gange mod store sten eller på klippesiden.
Jeg har været med på blækspruttefangst – en kæmpe oplevelse – hvor fangstmaterialet er ret høje smalle lerkrukker.
Hilsen Charlotte
Jeg har været med på blækspruttefangst, da jeg var barn, men det var til studie (var af sted med en række biologer), og det var nogle små stykker – ikke som disse, hvor armene var ca. en halv meter lange 🙂
Hvordan fik du mulighed for at komme med på fangsttur?
Sorry – meget forsinket svar – så ikke spørgsmålet ang. blækspruttefangst.
På en rejse til Grækenland besøgte vi et lille fiskerleje. Vi slendrede rundt i de smalle gader, og pludselig ser jeg en smal passage hvor der er sat en mængde amfora krukker – krukker som jeg har været besat af så længe jeg kan huske – har selv nogle stykker ude i det fri. Jeg var nysgerrig som altid – gik nærmere hen for at se på krukkerne. En gammel mand, som senere viste sig at være en gammel fisker “fortalte” at dem brugte han til blækspruttefangst – det med at fortælle er nok stærkt overdrevet – det foregik med tegnsprog – det er utroligt hvad der kan fortælles på denne måde:-). Han skulle ud med krukkerne samme formiddag og jeg blev inviteret med – noget af en halsbrækkende oplevelse, men spændende. Det var ikke som jeg troede en lille fiskerbåd – men nærmest en lille gammel træbåd, dog med motor, den tog vand ind som bare det – jeg blev sat til at øse og øse og ø–. Krukkerne blev sat ud – og ja, der var skisme fangst. Jeg er selv en ivrig sejler – dog med sejl – så dette var anderledes. Sorry en lang forklaring for så lidt.
Charlotte
Det lyder vildt spændende! Sikke en oplevelse 🙂
skøn og enkel ret med rejer – jeg har lige idag lavet hjemmelavet pasta for første gang. Rigtig fedt at lave sin egen pasta også – og meget nemmere end jeg troede. Den var dog ikke helt perfekt, men mon ikke den blir forbedret næste gang. Skal helt sikkert gøre det igen. Og uden pastamaskine endda gik det fint:-) Sådan en gang rejer og dild ville ha været skønt
Uh, vi lavede også pasta i går – det er SÅ godt! Vi har lånt en pastamaskine af svigerforældrene, og det kan anbefales (jeg gider nemlig ikke at rulle dejen ud 117 gange ;-))
Dine fyldte courgetter lyder rigtigt dejlige! Det ret har jeg ikke prøvet før og glæder mig 🙂 Ha’ en rigtig god weekend!
Det er ellers en rigtig god måde at bruge courgetter og squash på – og en glimrende måde at udskifte kartofler/pasta/ris med mættende grøntsager 🙂