tungemousse, mousse, forret, kalvetunge, oksekød, indmad, husblas, oksebouillon, bouillon, dijonsennep, sennep, hp sauce, persille, citroner, dild, flødeKig nøje på ovenstående. Det er IKKE tunmousse. Næ, det er tværtimod tungemousse lavet på kogt kalvetunge! Nu tænker du måske “kan man det?!”, og i så fald havde du samme reaktion som mig, da jeg faldt over en opskrift på tungemousse i en kogebog ved navn ‘Indmad’, som jeg havde lånt. Og jeg er jo vældig nysgerrig, når det kommer til råvarer og nye måder at tilberede mad på, så det måtte jeg selvfølgelig afprøve. Det var også en god anledning til at teste en kalvetunge fra Bondegården, og det viste sig atter at give et godt resultat.

Jeg tog udgangspunkt i opskriften men erstattede gelatinepulver med husblas, undlod løg, brugte mere bouillon og fløde og erstattede worchester sauce med HP sauce.

Tungemousse
5-6 personer

2 dl blendet kogt kalvetunge
2 blade husblas
2 dl oksebouillon
3 spsk dijonsennep
1 tsk HP sauce
1 spsk hakket persille
1 spsk citronsaft
1 spsk friskhakket dild
1 dl fløde
lidt salt og peber

Læg husblas i koldt vand i ti minutter. Bring bouillonen i kog og opløs husblassen i det. Lad det køle af, indtil det begynder at stivne. Blend bouillonen med kød, dijonsennep, HP sauce, persille, citronsaft og dild. Pisk fløden til skum og vend det forsigtigt i kødmassen. Smag til med salt og peber. Hæld din tungemousse i en oliesmurt form – eller i to små forme. Sæt formen(e) i køleskabet, indtil de er stivnet – gerne natten over. Anret din tungemousse på et fad sammen med fintstrimlede salatblade, citronskiver og frisk timian.

Note: Denne tungemousse overraskede positivt. Jeg havde ærlig talt ikke særlig høje forventninger til denne lidt – i vore dage – utraditionelle forret, men den var luftig, mild og havde alligevel et godt bid fra senneppen. Mmm!

oksebov i römertopf, oksebov, oksekød, simremad, røde bønner, tomater, løg, timian, bouillon, oksebouillonDe selvsamme gæster blev også udsat for denne – delvise – efterårsret i sidste uge, men da det også var 16 grader og regnvejr den dag, så passede det jo fint sammen. Okseboven var også fra Bondegården, og den havde jeg sat over aftenen inden, så den fik ca. 16 timer i ovnen. Lidt mindre kan dog også gøre det, men så skal du sandsynligvis skrue lidt mere op for ovnens varme.

Oksebov i römertopf med røde bønner og tomatsauce
ca. 6 personer

1 middelstor oksebov
salt og peber
1 dåse røde bønner
1 dåse hakkede tomater
1 stort løg skåret i både
1 dl frisk timian
½ l oksebouillon

Læg en stor römertopf i blød i koldt vand i 10 minutter. Fjern evt. fedtrester fra okseboven og gnub den godt med salt og peber. Hæld tomater, bønner og løg i römertopfen sammen med frisk timian. Læg okseboven oven på og hæld oksebouillon i. Læg låget på og sæt den i en kold ovn. Sæt temperaturen til 100 grader og lad så römertopfen være i 16 timer.

Tag römertopfen ud og tag forsigtigt kødet op. Det er meget, meget mørt så brug evt. en grydeske. Dræn resten af römertopfens indhold (gem væden, for den kan du sagtens bruge i en fyldig suppe) og brug bønne-løg-tomatfyldet som tilbehør til okseboven. Servér det sammen med nye kogte kartofler vendt i en smule smør og salt.

Note: Når nu det danske sommervejr har teet sig lige så upålideligt som aprilvejr indtil nu, så kan man lige så godt udnytte det til at spise gode efterårsretter. Jeg valgte at lave en ret mild udgave – normalt kan jeg godt lide at skrue op for krydderierne, men da jeg serverede retten sammen med nye kartofler, så ville jeg ikke have, at smagen af de skønne danske kartofler skulle drukne i stærke krydderier. Du er dog velkommen til at krydre maden yderligere, hvis du vil have mere spark i retten.