I går var jeg til fødselsdag hos Ninjaen, og jeg havde lovet at lave fødselsdagskage med snørklerier (aka lambeth-dekorationer). Det blev til denne ret pyntede squashkage. Jeg var lige oplagt til at pjatte lidt søndag formiddag, da kagen skulle dekoreres, og derfor sneg der sig …
Her følger så hovedret og dessert fra i lørdags. Hovedretten bestod af en tyksteg, som vi marinerede et døgn i en solid amerikansk barbequesauce og grillede udenfor, samt en sauce, kartoffelmos og salat, som jeg opfandt på stedet. Desserten var en lille potpourri bestående af …
Jeg stødte for nylig på en opskrift på Politiken, som jeg gerne ville afprøve. Den var dog ikke formidlet så godt – blandt andet stod der intet om, hvor lang tid den ville tage at bage, så jeg besluttede mig for at fortolke den og finde frem til, hvor længe den rent faktisk skulle bages i ovnen. Det lykkedes næsten, og resultatet kunne heldigvis spises.
Jeg skruede op for krydderierne i kagen, men de smager dog ikke lige så meget igennem, som de dufter, så niveauet endte på ‘behageligt krydret’ uden at være voldsom. Jeg simplificerede også kagen ved at holde mig til hvedemel, ligesom jeg brugte færre æbler.
Græskar-æblekage
8-10 personer
Dej:
200 g smør
200 g rørsukker
2 æg
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
Fyld:
2 hele stjerneanis
200 g mørk farin
1 tsk. kardemommefrø
1 spsk. revet ingefær
150 g revet hokkaido græskar
ca. 5 æbler skåret i små både
Pisk smør og sukker til en jævn masse og tilføj derefter æggene et ad gangen. Bland mel og bagepulver og rør det i dejen. Riv græskarret på den grove side af rivejernet og hæld det i en gryde sammen med muscovadosukker og krydderier. Lad det varme op i kort tid, så sukkeret lige når at smelte.
Skær æblerne i både – sørg for at fjerne kernehuset. Fordel dejen i en smurt springform på ca. 25 cm, tryk æblebådene ned i dejen og fordel græskarmassen over. Bag kagen ved 165 grader. Jeg gav den 55 minutter, men der var midten ikke helt gennembagt, så jeg vil tro, at den skal have omkring 1 time og et kvarter. Det er lidt svært at måle ved at stikke en pind i kagen, for snasket oven på kagen gør det næsten umuligt at vurdere, om der sidder dej på pinden, når man trækker den op igen.
Servér din græskar-æblekage med flødeskum.
Note: Nu var udførelsen ikke helt fejlfri, men så vi bort fra midten, så var resten af denne græskar-æblekage ganske god – fint krydret og dejlig svampet!
Vi havde en dejlig dag i går, og der er meget at fortælle om, så jeg vil se, om ikke jeg kan nå at skrive om det i morgen, for der skulle jeg gerne have tid. Men i første omgang kan jeg fortælle om tirsdagens …
Jeg plejer at holde mig til frugt, yoghurt/A38 og evt. en grovbolle med ost sådan en hverdagsmorgen, men i går fandt jeg pludselig ud af, at jeg ville bage pandekager! Jeg har for nylig set bloggen Rukiyebenli anbefale at lægge bananskiver oven på pandekagen under …
I går aftes havde vi svigerforældrene på besøg, og jeg benyttede anledningen til at lave en treretters menu – primært kinesisk, men desserten var nærmere thailandsk/vietnamesisk. Jeg hentede inspiration i kogebøgerne ‘Det kinesiske køkken’ og ‘THAI køkkenet’, men da der var flere specialvarer, jeg ikke kunne få fat på lavede jeg mine egne tilpasninger. Bortset fra blommesaucen, der bruges til forretten, og de dejplader, der bruges til wontons, så skulle resten af ingredienserne være ret lette at få fat på. Jeg tillod mig dog at tilføje lidt rejepasta til forretten, for det skal jeg snart have brugt op.
Rejetoasts
4 personer
6 små skiver toastbrød 100 g pillede rejer 1 forårsløg ½ æg 1 spsk koldt vand ½ tsk rejepasta 2 dl sesamfrø rapsolie
Blend de pillede rejer sammen med forårsløg, æg og vand, til det bliver en glat masse. Skær kanten af toastbrødet og smør rejemassen på skiverne, inden de vendes i sesamfrø. Steg brødene i 1 cm dybt olielag på en pande – vær opmærksom på, at olien skal være glohed, når du putter brødskiverne på. Steg dem gyldne på begge sider og lad dem afdryppe. Servér dem varme med blommesauce – eller alternativt sur-sød sauce.
Note: De ser mest elegante ud, hvis de er skåret i mindre trekanter, men jeg tillod mig at servere ‘første omgang’ som et helt stykke toast til hver, og så kunne man skære sig en halv mere, hvis man havde lyst. De smagte bedre, end jeg havde forventet – jeg var lidt skeptisk inden – og mætter ret godt, så brug ikke større portion end den, jeg har angivet.
Dampede wontons
3-4 personer
ca. en tredjedel pakke wonton-plader 250 g hakket svine- og kalvekød 1 forårsløg, finthakket 1 spsk finthakket koriander 1 spsk soyasauce lidt æggehvide
Rør det hakkede kød, forårsløg, koriander og soyasauce godt sammen. Læg en tsk af farsen på hver wontonplade og pensl to tilstødende kanter på pladen med æggehvide. Fold den anden halvdel af pladen over, så det danner en trekant omkring fyldet, og tryk kanten sammen med en gaffel.
Damp dem i ca. 5 minutter – jeg har en smart lille si, jeg kan putte ned i en gryde med lidt vand på bunden, som jeg lagde dem oven på, inden jeg lagde låg på gryden. Serveres varme – gerne med soyasauce til.
Note: Jeg bandede lidt undervejs, for de kunne godt finde på at sidde lidt fast, når de blev dampet, men jeg lærte hurtigt at lirke dem fri, uden at de gik i stykker. De smager dejlig friske – mest af alt på grund af korianderen, så den kan du ikke undvære i denne ret.
Honningglaseret kylling
4-5 personer
500 g kyllingefileter 2½ dl majsmel ½ tsk bagepulver 2½ æggehvider koldt vand ca 2 dl ekstra majsmel fritureolie 2 dl klar honning 1½ tsk sød chilisauce
Skær kyllingekødet i mindre, mundrette stykker. Lav en cremet dej af majsmel, bagepulver, piskede æggehvider og koldt vand. Vend kyllingestykkerne i majsmel og dyp dem i dejen. Frituresteg dem i den glohede olie i et par minutter, til de er sprøde og gyldne. Læg dem i et fad. Smelt honning og chilisauce i en gryde og hæld det over de friturestegte kyllingestykker. Servér med det samme.
Note: Ret spændende med den søde sauce ud over, men jeg syntes, at selve kødet blev lidt kedeligt. Ærgerligt, for de så meget lækre ud, da de kom på bordet.
Wokstegte grøntsager
4 personer
½ blomkål 3 gulerødder, skrællede 1 bakke friske bønnespirer lidt soyasauce lidt honning salt
Skær blomkålen i mindre buketter og skær gulerødderne i tændstiktynde strimler. Svits blomkål i en wok med lidt olie – jeg brugte valnøddeolie – og tilsæt derefter gulerødderne. Giv dem et par minutter – evt. sammen med en sjat vand – inden du tilsætter bønnespirerne. Vend grøntsagerne godt på wokken og hæld derefter lidt soyasauce og honning over samt smag til med salt. Servér straks.
Note: Den pludselige indskydelse med at hælde soyasauce og honning over viste sig at være ret god, for det gav lidt kant til smagen og gjorde grøntsagerne ekstra spændende og velsmagende.
Kokosbudding
5 personer
1½ dl rørsukker 1 dåse kokosmælk 6 æg 30 g smør
Varm kokosmælk og sukker forsigtigt op i en gryde, så sukkeret smelter. Pisk æggene og hæld dem gennem en fintmasket si og ned i kokosmælken. Varm blandingen langsomt op, indtil cremen er blevet tyk nok til at dække bagsiden af en ske. Smør fem små forme – for eksempel ramekiner – og fordel kokosmælken i dem. Sæt skålene i en bradepande i ovnen og hæld varmt vand i bradepanden, så det når halvvejs op ad skålene. Bag dem ved 180 grader i ca. 35 minutter. Brun evt. overfladen et øjeblik under grillen til sidst.
Kan serveres varme eller kolde med lidt flødeskum, frisk frugt eller is til.
Note: Desserten var lidt for ‘bløbbet’ til mig, og jeg tror blandt andet, at det skyldtes, at den blev serveret varm. Vi har en enkelt stående til i dag, som skal prøves i kold tilstand, så der vil jeg melde tilbage, om den bliver bedre af det. De andre syntes dog godt om den varme udgave, og jeg serverede den sammen med lidt bananyoghurtis samt ananas-basilikumis.
Kender du hush puppies? Jeg har brugt eftermiddagen og aftenen i selskab med Klidmoster og Hanne, og der er blevet spist og fjollet en hel del! Jeg udsatte dem blandt andet for en amerikansk-sodavand-bootcamp, så nu har vi fået nok sødestoffer og E-numre for mange …
Jeg havde nogle friske abrikoser, som jeg ville eksperimentere lidt med, så i dag lavede jeg to slags abrikosmarmelade – en med vanilje og stjerneanis i og en, hvor jeg også tilsatte lidt tørrede lavendler! (den idé havde jeg fra en syltebog, jeg købte for …
Jeg bagte kokosmuffins den anden dag. Opskriften er oprindeligt fra Diabetesforeningens hjemmeside, da jeg godt ville bage en kage, som kunne spises af folk med sukkersyge. Desværre var den nys indkøbte flaske med sødemiddel pist forsvundet, da jeg skulle bruge den! Absolut elendig timing. Jeg endte derfor med at finde noget frugt frem til vedkommende i stedet, og så brugte jeg sukker i disse kokosmuffins. Jeg erstattede desuden margarine med smør og minimælk med vand. Derudover tilføjede jeg en dl kokosmælk, der var en rest fra madlavningen for et par dage siden.
Kokosmuffins med bær ca. 20 stk.
5 æg
200 g rørsukker
50 g smeltet smør
2 dl vand
250 g hvedemel
3 tsk bagepulver
50 g kokosmel
1 dl kokosmælk
300 g blandede bær
Pisk æg og sukker piskes luftigt. Rør smør, vand, kokosmælk og sukker i og pisk igen. Bland mel, kokosmel og bagepulver og bland det i dejen.
Hæld dejen i muffinforme – de skal kun være halvt fyldte og fordel bærrene oven på. Bag dem ved 200 grader i ca. 20 minutter. Pynt evt. dine kokosmuffins med lidt glasur, når de er afkølede.
Note: Friske og lækre kokosmuffins, som jeg klart vil anbefale. Den er ikke så sød, hvilket passer fint her i varmen, og bærrene gør kagen blød og saftig. Mmm!
Gæt hvem der nu vil trække et tæppe med ud i haven og ellers nyde en god bog?
Hjemmelavet koldskål har været en del af sommermenuen gennem hele mit liv. Jeg er født før de store salmonellaskandaler, der var for 10-15 år siden. Det betyder, at i min barndom var der helt almindelig æg i koldskålen. Det ændrede sig dog efter salmonellaudbruddene, for …