Jeg er blevet tagget af Linebine til at deltage i en blogleg, hvor jeg kunne vælge mellem følgende emner: grønlangkål, yndlings-julekage eller kandiserede æbler! Det første har jeg intet forhold til, det næste har jeg ikke, men det tredje – se, det emne vækker minder 🙂

Min første kogebog var ‘Anders Ands Kogebog’, og jeg har den stadig stående – der er nemlig en rigtig god opskrift på kokoskugler i! Jeg var ret glad for Anders And dengang, så et stykke tid senere lånte jeg så en anden Disneykogebog på biblioteket, og her var der en opskrift på kandiserede æbler – noget jeg lavede flere gange som barn og som jeg for nylig tænkte på at prøve igen. Blandingen af det søde, knasende karamellag og det friske, sprøde æble er et hit!

Brilles karamelæbler

4 stk.

4 æbler i mellemstørrelse
1 dl sukker
2 spsk vand
2 tsk eddike
kokosmel eller andet drys

Vask æblerne grundigt, tør dem af og fjern stilk og blomst fra æblerne. Kom vand, sukker og eddike i en gryde og varm det op ved jævn temperatur. Lad det koge, til det er tykt og gyldent – det tager omkring fem minutter. Dyp en træske eller lignende i den varme masse og derefter i koldt vand. Hvis massen bliver hård, er den klar. Spid æblet på en træpind eller en gaffel. Sluk for kogepladen, og dyp derefter æblerne et efter et i gryden – sørg for at drysse med kokosmel, så snart æblet tages op af gryden. Hvis du har lidt svært ved at fordele massen godt ud over æblet, kan du tage en ske til hjælp. Overvej evt. at gange opskriften med 1½, så du er sikker på, at der er karamelmasse nok!

Og så har jeg haft så travlt med at blogge om mad de seneste dage, at jeg helt har glemt at opdatere min bog i højre side! Jeg er nemlig blevet færdig med ‘Vampire Diaries’, og det var alt i alt ok læsning. Ikke et stort litterært mesterværk (det havde jeg nu heller ikke forventet), men en bog med et roligt og jævnt fortælletempo. Den minder mere om ‘Twilight’ end ‘Sookie Stackhouse’ (hvilket overraskede mig ud fra, hvad jeg havde hørt om VD-serien), men den var ikke nær så dramatisk og storladen, som Twilight er. Seriens hovedpersoner er teenagere, og stilmæssigt er det ret tydeligt, at den har en del år på bagen – hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Der er lidt mere uskyld over serien, og det er forfriskende, ligesom det er dejligt, at der IKKE er varulve i bogen! For ja – man kan altså godt skrive en bog om vampyrer uden at blande varulve ind i det, selvom mange af de nye forfattere ikke er af samme holdning.

Hvis du er til stille og rolige bøger med lidt bid i (…), så er det her fin, lettilgængelig underholdning – og ikke så meget mere end det. Men det skal der også være plads til ind imellem.

Nu har jeg kastet mig over ‘Dødens jagt’ af Joe Hill – søn af Stephen King – og det er jo noget af et forventningspres, der så er på forfatterens skuldre…