Jeg må indrømme, at jeg nyder at følge årstiderne mht. råvarer. Det er ikke kun, fordi det er det mest fornuftige at gøre både sundheds-, miljø- og prismæssigt, men også fordi det er dejligt at gå og glæde sig til ændringerne i kosten. I en tid, hvor du kan købe friske jordbær året rundt, er lidt af magien ved råvarerne gået af fløjten, og det er synd. Af samme grund er der en lang række råvarer, som jeg forsøger kun at købe, når der er sæson for dem.

Lige nu er svampesæsonen for alvor i gang. Jeg har læst, at den ligger tidligere i år, og det er da også flere uger siden, at jeg fik fat i friske kantareller for første gang i år. Champignoner kan du købe året rundt, men der er mange andre svampe, som du kun kan få fat på lige nu, og det er langt fra alle supermarkeder, der har et godt udvalg. Jeg har for eksempel lige fundet ud af, at Kvickly her i byen kun kan byde på almindelige og brune champignoner, mens Føtex har en lang række forskellige svampetyper.

Det kunne være sjovt at krydre månedens benspænd med en svampetur, men det er jeg ikke sikker på, at jeg når. Da jeg var barn, var jeg hvert år på svampejagt sammen med min mor, men min viden er lidt rusten på det punkt, og jeg kender ikke gode svampesteder i nærheden af, hvor jeg bor, så det bliver næppe til noget. Desværre. Til gengæld mindsker jeg så risikoen for at sætte tænderne i en fluesvamp, og det har jeg det fint med 😉

Men jeg ser frem til en måned med masser af lækre, spændende og finurlige svamperetter. Jeg ved ikke, hvor innovative og nytænkende de vil være, for jeg er ret god til at spise svampe til daglig, men jeg skal se, om jeg kan finde på noget sjovt undervejs. Først og fremmest tror jeg, at jeg vil eksperimentere mere med svampetyper, som jeg ikke har brugt så tit i madlavningen.

Se de svamperetter, jeg lavede i denne måned