Rejsetips til Samsø

Rejsetips til Samsø

www.kortforsyningen.dk

I min serie over danske rejseguides er jeg nu nået til mine rejsetips til Samsø, hvor vi holdt sommerferie sidste år. Det var et glædeligt gensyn for mit vedkommende, for her holdt jeg sommerferie flere år som teenager.

Samsø er ikke en særlig stor ø, men rummer alligevel mange skønne naturoplevelser. Det er et oplagt rejsemål for dig, der elsker grønne områder og indbydende strande, og øen er meget velegnet til cykelferie. I det hele taget indbyder Samsø til en aktiv ferie, og der udbydes flere aktiviteter til voksne og børn.

Strande og grønne områder

Samsø har nogle virkelig dejlige strande. Jeg har badet en del gange ved Sælvigbugten, som er ret børnevenlig, da vandet altid er lavt, og der er fin sandbund. Sidste år prøvede vi også den smukke Mårup Østerstrand. Vi har også fået anbefalet stranden ved Ballen havn, men her kan godt være en del mennesker, da det ligger ret tæt på Ballen centrum.

Du kan næsten ikke tage til Samsø uden også at besøge Issehoved, der er Samsøs nordspids. Her er en fantastisk udsigt, hvor du i klart vejr kan se helt til Aarhus. Det bakkede landskab er dragende og give gode lårmuskler at gå i. Tag også gerne forbi fugleområdet Besser Rev.

De største byer

Nordby er Samsøs måske mest idylliske by. Her er det mest pittoriske gadekær og bindingsværkshuse med stokroser, og her emmer af dansk sommeridyl, når den er bedst. Der er også fine muligheder for at finde noget godt at spise og drikke.

Ballen kan du nærmest ikke undgå at bruge lidt tid i. Der kan godt være en del turister – især ved havneområdet – men det skaber også en festlig feriestemning. Her er en del spisesteder men også flere turistfælder.

Tranebjerg er lidt mere anonym i forhold til de to første byer, men du finder dog både Samsø Museum og Sams Island Distillery, der blandt andet laver gin på myrer (!).

Der er også en række aktiviteter og seværdigheder uden for byerne, du kan overveje. Falkecenter Samsø er både for børn og voksne. Hos Samsø Vin Syndikat kan du smage lokale vine. Er du i den sydlige ende af øen, så kan du finder du både Vesborg Fyr samt Brattingborg Slotspark.

Samsø Badehotel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Samsø

Spisesteder

Man kan godt mærke, at Samsø er en ferieø, for selvom øen ikke er særlig stor, så er der en ganske pæn mængde spisesteder, hvor der er skruet op for de gastronomiske eksperimenter. Der er dog også skruet op for prisniveauet i sommerferieperioden, men det er vel et eller andet sted forståeligt.

Vi havde nogle gode spiseoplevelser hos Ballen Badehotel og Samsø Badehotel. Vores aften på Restaurant Værftet var udmærket, men føltes som en typisk turistrestaurant. Vil du have en bedre og billigere oplevelse, så vil jeg anbefale Restaurant SAK.

Hvis vi havde haft mere tid på Samsø, ville jeg også har været forbi Samsø Madsnedkeri og KArAMbA MeXIcAN FooD.

Der findes dog andre spiseoplevelser end dem, du får til frokost og aftensmad. Hvad med en svalende is? Det finder du i Nordby tæt på gadekæret, hvor Casa Tua sælger umanerlig lækker is. Det er også i Nordby, at du kan besøge Samsø Bryghus eller shoppe øens specialiteter i den gamle købmandshandel.

Samsø Badehotel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Samsø, resetips til Samsø


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.