Støvlet Katrines Hus – eller Støvlet Katrine, som restauranten ofte kaldes i folkemunde – ligger i et gammelt bindingsværkhus ud mod Sorø Sø. Det er den helt perfekte ramme for en frokost udenfor, når vejret er godt, og det var det heldigvis for nogle uger …
Jeg faldt over en opskrift på butterdejstærte med asparges, da jeg kiggede en bunke gamle opskrifter igennem, og den var oplagt at afprøve nu. Aspargessæsonen er ikke voldsom lang, så det er bare om at få dem spist, mens de er her. For ja, råvarer …
Første ret fra New Zealand er lammespyd, for landet er i den grad kendt for sin produktion af lammekød. Sidste år var der ca. 26 millioner får i New Zealand (til sammenligning bor der ca. 5 millioner mennesker), men produktionen har været meget højere. I 1982 var der således over 70 millioner får i landet. Jeg har dog brugt dansk lammekød i madlavningen, da det også er af god kvalitet, og så skal det ikke transporteres lige så langt.
Da jeg kiggede på new zealandske opskriftsider, blev jeg lidt overrasket over, hvor mange udenlandsk-inspirerede opskrifter, de brugte. Selvfølgelig er der enkelte lammeretter, der går igen i New Zealand, men de serverer lam på mange forskellige måder.
Jeg har lavet nogle helt enkle lammespyd, som tilberedes på grillen. De blev kombineret med en rørt fetacreme samt en grøn salat.
Lammespyd
ca. 3 personer
ca. 500 g lammekød, skåret i tern ½ peberfrugt, skåret i tern olivenolie til pensling salt og peber
Du skal bruge 5-6 træspyd eller metalspyd, du kan stikke kød og peberfrugt på. Hvis du bruger træspyd, skal du huske at lægge dem i vand i en halv time inden, at de skal på grillen.
Stik kød og peberfrugt skiftevis på spyddene. Pensl dem med olivenolie og drys lidt salt og peber over.
Læg dem på grillen ved indirekte varme i ca. 15 minutter, indtil de er færdige. Vend dem gerne et par gange undervejs.
Fetacreme
100 g feta 100 g flødeost lidt citronsaft eller mælk evt. salt
Pisk feta og flødeost sammen. Tilsæt lidt citronsaft, så cremen bliver mere lind. Hvis du bruger en meget syrlig feta, så udskift citronsaften med mælk. Smag til med salt.
Note: Grillede lammespyd er en let grillret, man sagtens kan tilberede på en hverdagsaften. Spyddene kan varieres, hvis du enten udskifter peberfrugten med andre grøntsager såsom svampe eller squash, eller du kan vælge at putte flere krydderier på.
Denne måned går turen til New Zealand – men desværre kun på madfronten i form af juni måneds benspænd. Det skal dog nok blive spændende, for selvom jeg har været i New Zealand, så er det så mange år siden, at det er godt at …
Den sidste benspændsret, jeg når i forbindelse med saucer og dressinger, er en hjemmelavet Holiday dip, som en af bloggens læsere har efterspurgt. Den klassiske Holiday Dip Mix fra KiMs har jeg fået til adskillelige fester gennem tiden, men det er – suk – efterhånden …
Jeg er snart færdig med at blogge om saucer og dressinger fra maj måneds benspænd, så denne opskrift på ostesauce er den næstsidste. Det er en sauce, du typisk serverer sammen med tortilla chips, og den er ufattelig lækker. Altså hvis du kan lide ost.
Jeg blev lidt overrasket over, hvor forskelligt folk laver denne ostesauce, men efter at have kigget en del igennem, valgte jeg at lave en udgave, der er løseligt baseret på en opskrift fra Once Upon a Chef.
Chili con queso – ostesauce til nachos
ca. 3 personer
1 spsk smør ½ løg, finthakket 1½ tsk chiliflager 2 fed hvidløg, pressede 1 spsk hvedemel 1 dl fløde ½ dl mælk 1 dl fintrevet cheddar ½ dl fintrevet hård ost – for eksempel Vesterhavsost ½ tsk spidskommen 1 mellemstor tomat, hakket (uden kerner og saft) salt og peber evt. lidt friskhakket koriander
Tilbehør: tortilla chips
Smelt smørret ved mediumvarme og tilsæt løg og chiliflager. Lad det simre i nogle minutter, indtil løgene bliver bløde og gennemsigtige. Husk at røre undervejs. Tilsæt hvidløg og lad det stege i 30 sekunder, indtil du pisker mel i. Tilsæt halvdelen af fløden, rør grundigt og tilsæt resten af fløden under piskning. Tilsæt derefter mælken og pisk godt. Lad det simre, indtil det tykner. Skru varmen ned og tilsæt osten lidt ad gangen under piskning. Pisk spidskommen i. Tag en grydeske frem og vend tomatstykkerne i ostesaucen. Smag til med salt og peber. Hvis saucen er for tyk til din smag, så pisk lidt mere mælk i.
Servér din ostesauce varm sammen med tortilla chips.
Note: Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for ost, så sådan en ostesauce her er lige noget for mig. Den vil være helt perfekt at servere til sommerhygge i haven og i særdeleshed lige inden, at du serverer mexicansk mad.
Man skulle tro, at jeg allerede havde lavet en del hvidløgssaucer i forbindelse med månedens benspænd, men Molho de Alho kunne jeg ikke stå for! Det er en ret fyldig sag fra det brasilianske køkken, der består af hvidløg, smeltet smør og mayonnaise! Jeg har …
Denne laksegratin er faktisk tænkt som en ‘reste-ret’, for den laves på kogte kartofler og stegt laks. Men har du ikke lige disse rester, så laves den naturligvis bare fra bunden. Jeg havde set ideen i et gammelt Spis Bedre-blad, hvor den var lavet på …
Jeg stødte på crema de rocoto i forbindelse med en opskrift på ceviche, som jeg havde liggende. Crema de rocoto er en sauce lavet på den peruvianske chilipuré, Salsa de Rocoto, og er rimelig stærk. Jeg har set udgaver af crema de rocoto, hvor man blandt andet rører den op med mayonnaise, hvilket giver den en mildere smag, men i den opskrift, jeg havde liggende, blendede man den i stedet sammen med løg og stegte kammuslinger.
Nu havde jeg desværre ikke mulighed for at tage forbi fiskehandleren i fredags, hvor jeg gerne ville bruge saucen i en forret, så det blev ikke til ceviche men i stedet forkogte rejer fra frys samt kammuslinger, der blev stegt på en pande.
Skaldyr med crema de rocoto
forret til fire personer
500-700 g store forkogte rejer med skal 7 mellemstore kammuslinger smør til stegning ½ lille løg, finthakket saft fra lime ½ tsk sød paprika 1 spsk Salsa de Rocoto evt. ½-1 spsk mayonnaise salt og peber
Pynt: Spiselige blomster og evt. lidt koriander
Pil rejerne og læg dem i en skål. Hæld limesaften over og vend rejerne godt.
Smelt smør på en pande og steg kammuslingerne ved mediumvarme 1-2 minutter på hver side. Tag dem af og tilsæt så løget. Svits det, indtil det bliver blødt. Hæld løget samt de tre mindste kammuslinger i en blender sammen med salsaen og paprikaen. Blend det til en ensartet masse og smag så til med salt og peber.
Find fire tallerkner frem og læg en stegt kammusling på hver. Fordel rejerne omkring den og top retten med chilisaucen. Pynt med spiseblomster og servér det med det samme.
Note: Crema de rocoto er en ret krydret chilisauce – især i denne udgave. Jeg synes, den stjæler lige lovlig meget fokus fra skaldyrene, så en anden gang vil jeg nok røre lidt mayonnaise i, så saucen ikke overdøver dem. Men ellers klart en af de stærkeste saucer, jeg har lavet i forbindelse med månedens benspænd.
Jeg er faldet over en god opskrift på smuldrekage med stikkelsbær, og gode opskrifter med stikkelsbær kan man ikke have for mange af. Vi har nemlig stikkelsbær i haven, men det er ikke altid, at jeg er så god til at få dem brugt. Én …