Piskeriset på Eventyr

Restaurant Amass åbnede for nogle måneder på Refshaleøen, og vi besøgte restauranten i sidste uge sammen med gemalens kolleger.

Selvom kokken bag Amass – Matthew Orlando – har en fortid hos Noma, så er stilen ikke rendyrket nordisk. Restauranten selv beskriver den som spontan og skiftende, så menukortet ændrer sig hele tiden.

Den første ret, der kom på bordet, var ovenstående appetizer – en torskerilette vendt med hestebønner og serveret sammen med sprødt fiskeskind. Det er efter min mening alt for sjældent, at fiskeskind bliver brugt i madlavningen, så jeg hilste denne spændende fortolkning velkommen. En fint afstemt ret, hvor riletten kunne smages, uden at det salte skind overdøvede det.

De følgende retter blev suppleret med dette lidt usædvanlige kuvertbrød – lune fladbrød bestående af fermenterede kartofler! (de har ‘kun’ fermenteret i fire dage, men alligevel…). Ret usædvanligt – men meget, meget lækkert. Havde jeg vidst, at de ville smage så godt, havde jeg nok taget flere billeder af dem (og smuglet et par stykker i håndtasken, hæhæ!).

De blev serveret med lidt hakket grønt til, der blandt andet bestod af bladbede. Udmærket, men jeg må indrømme, at jeg primært spiste brødet uden det grønne tilbehør.

Næste ret på bordet var også fisk – denne gang i form af en hakket rå makrel, der var toppet med sprødstegt fiskeskind. Den skilte lidt vandene ved bordet, for den havde en mere fisket smag. Jeg kunne nu godt lide den og især anretningen af den sad lige i skabet.

Tredje ret havde jeg til gengæld et mere ambivalent forhold til – og ja, den ser lidt pudsig ud. Den bestod af rå rejer fanget ved Hanstholm, der var dækket af fintrevet røget foie gras iblandet blåbær og bittesmå brødcroutoner. Smagsmæssig en ret fræk og anderledes kombination, men også en ret fed spise. Nu er jeg ikke til foie gras – både af dyreetiske og smagsmæssige årsager – men når det nu skulle være, så var det en glimrende foie gras-anretning, og kombinationen med rejerne og blåbærrene fungerede bedre, end jeg havde forventet.

Næste ret på bordet var også meget fed i smagen, men præsentationen var smuk og enkel. Den bestod af en langtidstilberedt æggeblomme, der lå i en suppe på jomfrusmør og græs. Smagen var utrolig rig og fed, og selvom portionen ikke var specielt stor, så mættede den rigtig meget – ja måske ligefrem for meget. Jeg brugte i hvert fald noget tid på at spise den.

Vi holdt os til hønsegården – så at sige – eftersom næste ret bestod af stegte kyllingeskind! Helt præcis 149 kyllingeskind var lagt ovenpå hinanden og stegt under pres, så restauranten kunne servere disse skiver. En ret fjollet idé – hvilket jeg selvfølgelig elsker – men desværre også (igen) en ret fed ret. Jeg savnede noget syre og noget mere grønt, der kunne give det fede kyllingeskind modspil. Sjov ret – men smagsmæssigt ikke lige noget for mig.

Nu var vi efterhånden fremme ved det, jeg vil tillade mig at betegne som hovedretten. Den bestod lammebryst serveret sammen med babysquash og friterede ‘hår’ fra majs (dem der er inde under bladene, når du skræller en majskolbe). Kødet var meget mørt og lækkert, og de små squash lige så, men de friterede hår var hverken kønne eller velsmagende. Dem kunne jeg gerne have undværet – det så ikke særlig appetitligt ud og gjorde ikke noget godt for smagen.

Desserten på Amass bestod af en simpel mælkeis, der var pyntet med vilde blåbær, croutoner og lidt olivenolie. En meget mild dessert, som ikke desto mindre passede rigtig godt som afslutning på en række ret tunge retter. Jeg havde ikke just brug for en tung og sød ret på det tidspunkt, så denne anretning passede mig rigtig godt. I øvrigt en fin måde at bruge olivenolie på i en dessert – det ser man ikke så tit.

Det allersidste, der kom bordet – sammen med kaffen og teen – var disse små fennikelkager, der blev serveret sammen med blommemarmelade. Jeg syntes desværre, de var noget kedelige, og jeg savnede lidt mere saft og kraft over dem.

Det var en hyggelig aften på Amass, og betjeningen var helt, som den skulle være. Retterne skilte vandene flere gange, og det var da heller ikke alle, jeg var lige begejstret for. Jeg satte stor pris på køkkenets kreativitet og evne til at sammensætte råvarerne på nye, spændende måder, men jeg syntes som sagt, at flere af retterne var lige lovlig fede. Jeg havde nok også forventet retter, som var knapt så tunge og med langt mere syrlighed, men smagsmæssigt var det for voldsomt med tre så fede retter i træk.

Amass har bestemt potentiale, men med ovenstående in mente så vælger jeg efter lang tids overvejelse at give oplevelsen fire stjerner – med pil op.