Butter chicken

Butter chicken

Jeg kan jo ikke have et indisk benspænd uden en af de store klassikere – butter chicken! Se, butter chicken er en fyldig sag, der kan tilberedes på mange måder. Jeg fandt en opskrift på butter chicken fra Spise med Price, men justerede dog på krydderimængderne. Derudover fandt jeg – ret overraskende – ud af, at der var lige lovlig lidt smør i retten (!), så jeg har tilføjet lidt ekstra herunder.

Butter chicken

5 personer

1 stor kylling

Krydderiblanding:
1½-2 tsk stærke chiliflager – jeg brugte arbol chili
10 nelliker
1 tsk sorte peberkorn
2 tsk kanel
20 mandler
5 laurbærblade
10 kardemommekapsler
2 spsk revet ingefær
1 spsk koriander frø
1 spsk spidskommen
1½ spsk gurkemeje
2 spsk fennikelfrø

1 liter yoghurt naturel
3 løg, skåret i tern
6 fed hvidløg, finthakkede

2 dåser flåede tomater, blendede
4 dl kyllingebouillon
150 g smør

Pynt:
Frisk koriander

Del kyllingen i mindre stykker – dvs. lår, overlår, bryst, vinger samt del rygstykket i to dele.
Rist alle krydderierne på en tør pande, indtil de begynder at dufte. Hæld dem derefter over i en blender eller minihakker. Rist mandlerne. Blend krydderierne og halvdelen af mandlerne til en karry og rør det derefter sammen med yoghurten.

Put kyllingestykkerne i en stor frostpose og hæld marinaden i. Luk posen til og ryst godt, så kyllingestykkerne bliver dækket helt af marinaden. Læg posen i køleskabet i minimum et halvt døgn – og evt. et helt døgn.

Tag kyllingen ud af køleskabet, når du tænder op for grillen. Husk at gemme marinaden. Lad kyllingestykkerne dryppe af, inden du lægger dem på grillen ved indirekte varme. De skal stege så længe, at de får farve (på begge sider, så de skal naturligvis vendes flere gange undervejs), men de skal ikke være gennemstegte.

Smelt en klat smør i en dyb gryde og svits derefter løgternene i det, indtil de bliver bløde. Tilsæt hvidløg og ingefær og steg videre et minuts tid. Tilsæt tomater, bouillon og resten af yoghurt-marinaden. Rør godt rundt inden du tilsætter de grillede kyllingestykker. Lad det simre 1-1½ time uden låg, indtil saucen er godt ind til ca. halv mængde. Jeg havde ikke så meget tid, så efter en time tog jeg lidt af saucen op i en skål og rørte en spsk majsstivelse i, som jeg derefter rørte ud i gryden for at tykne saucen. Smag saucen til med sukker og salt.

Kom blendede tomater, hønsefond, i en tykbundet gryde. Læg et låg halvt på. Lad det simre, til saucen er reduceret til det halve. Skær smørret i mindre stykker og put dem i gryden. Rør rundt indtil de er smeltet. Smag din butter chicken til med salt og sukker.

Derefter er det tid til at anrette. Læg din butter chicken i et stort fad. Hak resten af mandlerne og drys dem over kyllingeretten sammen med frisk koriander. Servér din butter chicken med kogte ris samt evt. naanbrød og en grøn salat. Sidstnævnte er ikke så autentisk, men til gengæld fik jeg brugt lidt gode sager fra haven, og så er friskfangede grøntsager jo bare skønt 🙂

Note: Butter chicken er en rar ret – en god blanding af skønne krydderier kombineret i en fyldig sauce. Jeg har som sagt tilføjet lidt mere smør i ovenstående opskrift i forhold til, hvad jeg selv brugte, for gæsterne og jeg blev enige om, at denne udgave havde brug for mere smør. Måske bør du endda bruge 200 g? Smag dig frem, når du har puttet 150 g smør i saucen.

butter chicken, indisk, indisk kyllingeret, smørkylling, kylling, chili, nelliker, peber, kanel, mandler, laurbærblade, kardemommekapsler, ingefær, korianderfrø, spidskommen, gurkemeje, fennikelfrø, yoghurt naturel, løg, hvidløg, tomater, bouillon, smør, koriander


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *