Tag: timian

Funky hotdogs

Funky hotdogs

I går lovede jeg jer nogle funky hotdogs, da jeg bragte opskriften på hjemmelavede hotdogbrød, så her er de to slags funky hotdogs, jeg har brugt mine hotdogbrød på indtil videre. I den øverste flækkede jeg to hotdogbrød og smurte dem med en hjemmelavet karrymayonnaise, …

Flamsk stuvning

Flamsk stuvning

I weekenden lavede jeg lidt comfort food, og selvfølgelig var det relateret til mit belgiske benspænd. Jeg valgte at lave en flamsk stuvning, som er en enkel og fyldig ret, der stammer fra den nordlige del af Belgien, og jeg skelede til en opskrift, jeg …

Kanin i øl og hindbær

Kanin i øl og hindbær

Da jeg spurgte min belgiske ven om inspiration til mit belgisk mad-benspænd, så nævnte hun blandt andet kaninretter, og jeg researchede videre, opdagede jeg, at belgiere blandt andet tilbereder kanin i øl! Rigtig spændende men også lidt af en udfordring, for kaninkød er ret svært at få fingre i her i Danmark, og når jeg en sjælden gang støder på det, så koster det spidsen af en jetjager. Men! For nylig opdagede jeg ved et tilfælde, at den lokale Irma havde pakker med ½ kanin i til den nette sum af 68 kr, så jeg skyndte mig at købe den sidste pakke. Jeg ved ikke, om det var et særtilbud, men det må jeg undersøge, næste gang jeg kommer i butikken.

Jeg så på flere forskellige opskrifter på internettet, da jeg ville se, hvordan belgierne foretrak at tilberede kanin i øl, og jeg så, at det ikke alene var populært at lave kanin i sur øl (!) – men også at lave kanin i … kirsebærøl! Nu var jeg jo for nylig forbi Ølbutikken for at købe belgiske øl, og her købte jeg en sur hindbærøl (jeg var tæt på at købe den kirsebærøl, der stod lige ved siden af), så jeg tænkte, at den måtte være lige så god – måske endda bedre?

Jeg kiggede på en lang række opskrifter på internettet men endte med at skele mest til an endless banquet. Jeg lavede dog en række ændringer – den vigtigste var at bruge hindbærøl og hindbær i stedet for Kriek og kirsebær.

Kanin i øl og hindbær

2 personer

½ kanin, skåret i 3-4 dele
salt
2-3 dl sur hindbærøl – jeg brugte Framboise Girardin
25 g smør
lidt hvedemel
1 løg, skåret i tern
2 gulerødder, skåret i skiver
2 tsk timian
3 dl tør hvidvin
1 dl hindbær
1-2 spsk solbærgelé

Gnid kaninstykkerne med salt og put dem i en frostpose sammen med hindbærøl. Luk posen og sørg for at vende den rundt, så øllet fordeles ud over kaninkødet. Læg posen i køleskabet i fem timer.

Tag kaninkødet ud af posen og sørg for at gemme hindbærøl-lagen! Dup kaninstykkerne tørre og vend dem i hvedemel. Smelt halvdelen af smørret i en gryde og brun kaninstykkerne. Tag dem op og smelt resten af smørret, inden du steger løgternene bløde i det. Tilsæt gulerødderne og steg dem ved mediumvarme i fem minutter. Tilsæt derefter kaninkødet, timian, hindbærøl-lagen og hvidvin. Læg låg på gryden og lad retten simre i 30-40 minutter. Tilsæt hindbær og solbærgelé og lad det simre i yderligere fem minutter. Smag til med salt og peber.

Servér sammen med stegte kartoffelbåde og evt. salat. Husk at drikke hindbærøl til!

Note: Kanin i øl smager overraskende godt. Jeg var lidt spændt på, hvordan hindbærøllet ville fungere sammen med kaninkødet, men det gik fint sammen, og så var jeg imponeret over, hvor hurtigt kaninkødet tog smag af øllet. Allerede da jeg brunede kaninkødet, kunne jeg dufte hindbærøllet, som det var marineret i, og det gav også en fin sødme til det milde kød.

OBS – jeg havde væde til overs fra retten (så meget sauce bruger man trods alt heller ikke til kartoffelbåde), så den har jeg frosset ned. Så kan den bruges som base til en god, fyldig sauce, som jeg vil lave i weekenden, hvor den står på flæskesteg 🙂

Hvis du ikke kan skaffe en sur hindbærøl, så foreslår jeg, at du i stedet forsøger at skaffe en sur øl og derefter tilsætter nogle hindbær, når du marinerer kaninen.

Waterzooi – belgisk kyllingestuvning

Waterzooi – belgisk kyllingestuvning

I lørdags havde vi gæster, og her var temaet belgisk mad i anledning af månedens benspænd. Til forret fik vi gratinerede muslinger, og til hovedret fik vi waterzooi, der er en rigtig belgisk klassiker. Waterzooi blev oprindeligt lavet med fisk, men i dag laver mange …

Rødbede-risotto

Rødbede-risotto

Da gemalen holdt fødselsdag i weekenden, bestod hovedretten af rødbede-risotto, farseret kylling samt kålsalat. Min bedre halvdel har et ret anstrengt forhold til rødbeder, så jeg blev ret overrasket, da han var frisk på, at jeg lavede rødbede-risotto til hans fødselsdag. Måske fordi jeg før …

Gulerodspandekager med rødbedefyld

Gulerodspandekager med rødbedefyld

I weekenden havde jeg inviteret gæster – herunder Vegetarvennen, som desværre ikke tåler mælkeprodukter. Derfor skeler jeg ofte til det veganske køkken, når jeg laver maden, så der er kun én ingrediens, du skal ændre i opskriften på gulerodspandekager for at gøre dem veganske – nemlig æggene (her bruger veganere som regel hørfrøslim). Ellers burde både gulerodspandekager og rødbedefyld kunne spises af både vegetarer, veganere – og såmænd også kødspisere, for det er nu skønt med sådan et skud grøntsager, især her i juletiden.

Jeg brugte min opskrift på grønkålspandekager som udgangspunkt, da jeg kreerede disse gulerodspandekager.

Gulerodspandekager

ca. 8 tykke pandekager

300 g revne gulerødder
2 dl rugmel
4 dl hvedemel
6 dl vand
4 æg
2 spsk rapsolie
1 tsk salt
2-3 tsk timian

rapsolie til at stege pandekagerne i

Rør alle ingredienserne sammen til en ensartet dej. Steg pandekagerne på en mediumstor pande – de må gerne være lidt tykke.

Rødbedefyld med bønner og linser
nok til 4-5 pandekager

300 g kogte rødbeder, skåret i tern
200 g kogte røde bønner
3 dl røde linser
2-3 spsk rapsolie
lidt vand
2-3 tsk stødt koriander
salt og peber

Rødbederne kogte jeg møre tidligt på dagen og lod dem afkøle, inden jeg fjernede skindet på dem. De røde bønner var lagt i blød dagen inden og blev kogt møre et par timer inden, at jeg skulle bruge dem.

Kog de røde linser så møre, at de splatter ud. Hæld vandet fra og blend linserne til en jævn masse. Rør rapsolie i og smag til med koriander og salt. Vend rødbedetern og røde bønner i linsecremen. Smag til en gang mere med peber samt evt. koriander og salt.

Servér disse gulerodspandekager lune med rødbedefyld på. Pynt evt. anretningen med lidt fintsnittet kål – sådan for at give det et grønt pift.

gulerodspandekager, pandekager, madpandekager, hvedemel, æg, rugmel, rapsolie, timian, gulerødder
Lam med æbler og pastinakcreme

Lam med æbler og pastinakcreme

Vi har desværre ikke fået købt lammekød hos vores ‘sædvanlige’ lammeavler i år, men jeg syntes dog ikke, vi skulle snydes for lam, så da jeg faldt over et stykke lamme-inderlår til halv pris hos Irma (fordi den var tæt på sidste salgsdato), så røg …

Fyldte grønkålspandekager

Fyldte grønkålspandekager

Vores nye grønkålsstok får bestemt ikke mulighed for at kede sig ude på terrassen! Jeg har fat i den flere gange om ugen, og det seneste påfund er disse grønkålspandekager, som jeg lavede sidste weekend. Grønkålspandekagerne er kraftigt inspireret af de saftige spinatpandekager, som jeg …

Hjemmelavet pappardelle med timian og Indigo-Rørhatte

Hjemmelavet pappardelle med timian og Indigo-Rørhatte

Vi har spist masser af svampe de sidste dage, eftersom vi fandt over 2 kg spisesvampe, da vi var på svampetur i weekenden. Det blev blandt andet til denne pastaret med hjemmelavet timianpasta, der blev kombineret med en dejlig svampestuvning.

Hjemmelavet pappardelle

Det er let at lave. Følg min opskrift på hjemmelavet pasta og tilsæt blot en spsk frisk timian, når du går i gang med at blande dejen (du kan selvfølgelig også lave pappardelle uden timian, men timianen går rigtig godt sammen med svampene). Læg mærke til, at den pastaopskrift er til tre personer – jeg gemte det sidste pasta til dagen efter, hvor det blev brugt til en resteret.

Du kan enten bruge en pastamaskine eller en kagerulle til at rulle pastadejen ud. Selvom vi har førstnævnte, så brugte jeg faktisk en kagerulle denne gang, og det var ikke så besværligt, som jeg troede – men det kræver selvfølgelig lidt armkræfter 🙂

Hjemmelavet pappardelle skal – når den er udrullet – skæres i strimler, der har en bredde på 2-3 cm, og derefter koges i letsaltet vand i ca. 3 minutter. Skyl pastaen i håndvarmt vand, så kogningen stopper med det samme, og pastaen ikke bliver for blød.

Svampestuvningen laver du af følgende ingredienser:

  • 300 g Indigo-Rørhatte (Karl Johan svampe eller evt. portobellosvampe kan også bruges)
  • en god klat smør
  • 1½ dl fløde
  • salt og peber
  • timian

Rens svampene og skær dem i mundrette stykker. Smelt smørret på en pande og steg svampene ved mediumvarme, indtil de er møre. Tilsæt fløde og lidt timian og lad det koge ind til halv mængde. Smag til med salt og peber og fordel svampestuvningen ud over den friske pasta. Drys med lidt frisk timian og servér med det samme.

Note: Hjemmelavet pasta smager skønt, og hjemmelavet pappardelle er ingen undtagelse – prøv det prøv det! Gerne sammen med en svampestuvning. Vær dog opmærksom på, at det er en temmelig mættende ret – især hvis du som jeg ikke er så vant til at spise pasta. Men godt smager det 🙂

LCHF-brød bagt i mikroovn

LCHF-brød bagt i mikroovn

Da vi var på svampetur i weekenden, fik vi samlet en del tragt-kantareller, så de skulle selvfølgelig indgå i madlavningen. Her var det meget fristende at lave en simpel svampestuvning, men så skulle jeg også have fat i noget brød… og så fik jeg lyst …