Jeg har fået kiksekage på et tidspunkt, da jeg var barn, men ellers forbinder jeg faktisk mere kiksekage med mine teenageår, hvor det en overgang var et hit at smide sådan en på bordet, når vennerne kom på besøg. Der var noget fordækt ved den tunge, fedtede kage, og i bedste teenagestil var det jo fantastisk at gøre noget så depraverende!
Dengang blev kiksekage lavet på palmin, rå æg og kakao, men da de to første ting nærmest er bandlyst i dag, fandt jeg en mere moderne udgave af kiksekage på opskrifter.dk. Jeg havde læst flere steder på nettet, at det var en god idé at putte appelsinchokolade i kiksekage, da det gør den mindre kvalm, så det prøvede jeg.
Kiksekage
6-8 personer
100 g mørk chokolade
100 g mørk chokolade med appelsin
2 dl fløde
70 g flormelis
70 g smør
20-25 vaniljekiks
Beklæd en sandkageform med bagepapir, der er klippet til efter formen eller brug en silikoneform. Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Hæld fløde og flormelis i en tykbundet gryde og bring det i kog. Hæld det straks over den hakkede chokolade og rør forsigtigt men grundigt sammen. Lad blandingen køle lidt af i et par minutter, inden du deler smørret i små stykker og rører dem ud i chokoladeblandingen. Lad det køle af og hæld derefter lidt af massen i sandkageformen, så bunden bliver dækket af et tyndt lag chokolademasse. Læg et lag vaniljekiks, dæk dem af endnu et lag chokolademasse og fortsæt sådan, indtil du slutter af med det sidste lag chokolademasse. Dæk formen med husholdningsfilm og lad din kiksekage stå i køleskabet til næste dag.
Note: Det var rigtig hyggeligt med lidt kiksekage, og så var den bedre end den traditionelle udgave! Appelsinen gjorde den ganske rigtig mere frisk og lækker, og så gjorde koncentrationen af chokolade frem for palmin og kakao det til en delikat oplevelse. Kan varmt anbefales!