Da jeg havde LCHF-benspænd, var det lidt af en udfordring for de venner, som vi besøgte, for de fleste danskere laver ret kulhydratholdig mad. Et af de vennepar, vi besøgte, lavede en tyrkisk ret, som blandt andet bestod af denne auberginemos. I den oprindelige opskrift …
Jeg savnede at bage kager, så i et anfald af flinkhed bagte jeg tidligere på ugen en æbletærte, som gemalen kunne dele med sine kolleger på kontoret. Jeg smagte den ikke selv men fik bagefter at vide, at den var rigtig god med en dejlig …
Det var ikke kun dinosaurkager og Spider-Man kager, der blev bagt sidste weekend. Jeg havde også brug for lidt bestikkelseskage, og da jeg alligevel var i køkkenet, lavede jeg også en hurtig omgang småkager, som jeg kunne udsætte mine svigerforældre for.
Jeg har lidt et teenagetraume hvad angår roulader. Der var lidt for mange gange, at købe-roulader var løsningen, når folk skulle have kage med i gymnasiet, og de hvinende søde og syntetiske kager var slet, slet ikke mig. Samtidig er jeg heller ikke så vild med hindbær i roulade, og det er ofte den smagsversion, folk vælger, når de serverer hjemmelavede roulader, så jeg har generelt undgået roulader de sidste mange år. Men nu skyldte jeg en kage til en bekendt, og så besluttede jeg mig for at lave en roulade.
Jeg fandt en opskrift på en rouladebund lavet på kakao hos Signes Mad, og den valgte jeg at bruge som udgangspunkt, da jeg skulle lave rouladen. Fyldet blev en alt-godt-fra-køleskabet, hvilket den dag både rummede Bailey, nougat og blåbær. Sidstnævnte blev primært valgt, fordi jeg var usikker på, om en af kagespiserne kunne tåle nødder, for normalt ville jeg nok have valgt at bruge valnødder i stedet. Blåbærrene var dog fine til at give et lidt frisk pift til kagen.
Kakaoroulade
ca. 10 personer
3 æg 150 g lys rørsukker 50 g hvedemel ½ dl kakaopulver 1 tsk bagepulver
Pisk æg og rørsukker lyst og luftigt. Rør mel, bagepulver og kakao sammen i en anden skål og bland det i æggemassen, mens du pisker massen. Fordel dejen på en dyb bradepande beklædt med bagepapir. Sørg for at holde et par cm afstand til pladens kanter. Bag dejen ved 210 grader i 8-10 minutter. Hold godt øje med dejen, så den ikke bliver for mørk. Vend med det samme kagebunden ud på et sukkerstrøet stykke bagepapir og dæk det med et fugtigt viskestykke. Lad bunden køle helt af, inden du forsigtigt trækker bagepapiret af.
Fyld: ½ l fløde ca. 85 g nougat ca. 5 spsk Bailey 150-200 g blåbær – eller alternativt 100 g hakkede valnødder
Pisk fløden til blød skum. Smelt nougaten og rør den i flødeskummet sammen med Bailey. Pisk flødeskummet et kort øjeblik, så den bliver mere stiv.
Fordel flødeskummet ud over bunden og hæld blåbærrene over. Rul forsigtigt rouladen sammen og dæk den til med madfilm, inden du sætter den i køleskabet – gerne til næste dag.
Note: Det er første gang, jeg har eksperimenteret med roulade, men bestemt ikke sidste gang! Det var både let og hyggeligt at arbejde med, og da jeg testsmagte det, fandt jeg frem til, at resultatet var ganske glimrende. Måske ender det ligefrem med, at jeg slipper af med mit roulade-traume 🙂
Småkagerne, jeg besluttede mig for at bage, var en opskrift, jeg på et tidspunkt så hos Newyorkerbyheart. Jeg valgte dog at erstatte halvdelen af de saltede nødder med almindelige mandler og brugte en vaniljestang i stedet for vaniljesukker.
Nøddesmåkager
ca. 15 stk.
½ dl saltede peanuts ½ dl mandler 75 g smør ½ dl lys rørsukker kornene fra 1 vaniljestang 1 spsk ahornsirup 1½ dl hvedemel ½ tsk bagepulver
Rør smør, sukker, vaniljekorn og sirup sammen til en ensartet masse. Tilsæt mel og bagepulver og rør det sammen. Hak nødderne og rør dem i dejen. Form dejen til en aflang, tyk pølse og læg den i køleskabet en times tid.
Varm ovnen op til 175 grader, inden du skærer små buttede skiver af dejrullen – ca. 2 cm tykke – som du lægger på en bageplade med bagepapir. Bag småkagerne i ovnen i ca. 10 minutter og afkøl dem derefter på en bagerist.
Note: Nu er jeg ikke så meget til småkager, men her måtte jeg altså hapse to, for de havde en rigtig dejlig sprødhed, og så var jeg vild med det lille salte touch, de havde. Kan anbefales!
De sidste par dage har jeg leget med farvede glasurer og fondant i køkkenet, for en af mine gode venner er lige fyldt fem år! Vi ved jo alle, at det er en rigtig god alder, så det skal naturligvis fejres behørigt. I går var …
Vi fik grillet kylling sidste weekend, da vi havde gæster. Til frokost fik de linsesuppe med grøntsagstopping, og om eftermiddagen var der chokolade-kakaokage med kokostopping, så aftensmaden, dvs. grillet kylling, blev serveret halvsent. Grillen drillede lidt, eftersom den friske vind slukkede grillstarteren flere gange, men …
Nu er det ret begrænset, hvad jeg kommer til at blogge af søde sager i denne måned, når nu benspændet er LCHF, men jeg fik da sneget en lille chokolade-kakaokage ind i programmet i søndags, da vi havde gæster. Inspirationen fandt jeg hos Madbanditten, men jeg lavede enkelte justeringer – blandt andet i forhold til sukrin, der bruges som sødemiddel i den oprindelige opskrift. Jeg havde stevia på lager, så det brugte jeg som sødemiddel i stedet. Det kan være lidt svært at dosere, men jeg var umiddelbart godt tilfreds med den mængde, jeg brugte. Derudover skruede jeg lidt op for mængden af topping.
Chokolade-kakaokage med kokostopping
12-16 personer
4 øko-æg 100 g tørrede abrikoser 150 g meget blødt smør 200 g rødbeder 100 g hasselnødder 100 g mørk 85% chokolade 6 spsk kakaopulver 2 tsk stevia 1 dl kokosmel 2 tsk vaniljepulver (ikke sukker!) 1 tsk bagepulver ½ dl fløde 3 spsk meget stærk kaffe
Kokostopping: 125 g smør 2½ dl kokosmel 2 tsk stevia 40-45 g kakaopulver 2 spsk meget stærk kaffe et lille knips salt
Læg abrikoserne i en dyb skål og hæld kogende vand over dem. Lad dem trække i 10 minutter. Vask rødbederne grundigt og riv dem på et rivejern. Mal hasselnødderne til mel i en blender eller foodprocessor. Smelt chokolade og smør i et vandbad, og hæld det i blenderen sammen med de udblødte abrikoser, hasselnøddemelet og de revne rødbeder. Blend ingredienserne til du får en ensartet masse. Tilsæt de sidste ingredienser og blend massen godt. Smag dejen til, men pas på at den ikke bliver alt for sød – der skal jo også topping på.
Hæld dejen over i en lille smørsmurt bageform og bag din chokolade-kakaokage midt i ovnen ved 170 grader i 30-40 minutter. Lad kagen køle af.
Toppingen laver du ved at smelte smørret ved lav varme og derefter tilsætte stevia, kokos, kakao og stærk kaffe. Rør massen til den er ensartet og smør den derefter ud over din chokolade-kakaokage.
Note: Den smager ikke som almindelige chokoladekager – men denne chokolade-kakaokage er nu et ret godt bud på et sundt alternativ til de traditionelle kager. Du kan servere kagen uden topping, men det ville være synd, for det er især toppingen, der gør kagen interessant.
Kagen mætter ret meget smagsmæssigt, så husk at skære den i små stykker.
I weekenden lavede jeg to forskellige frokostretter, linsesuppe og spidskålssalat – begge selvfølgelig LCHF-style. Jeg lavede en salat bestående af fintsnittet spidskål, der blev krammet med verdens bedste basilikumpesto, inden den blev vendt med fintsnittet hjertesalat, avokadotern og solsikkekerner. Ost er som bekendt på listen …
I søndags var vi til familiehygge, og jeg havde tilbudt at tage kage med, for så var der en perfekt undskyldning for at lege i køkkenet! Jeg valgte at medbringe to forskellige slags kager – en blommetærte, som blev tryllet frem fra fryserens gemmer, samt …
Traditioner er ikke noget, jeg dyrker særlig meget – jeg kan tilmed godt blive lidt kontrær og tænke “der er da ikke nogen fjollet tradition, der skal diktere, hvad jeg spiser præcis den dag!“. Sådan har jeg det lidt med hveder og Store Bededag – men det skyldes nok mest, at jeg godt kan lide hveder og synes, det er synd, hvis det kun er én dag om året, hvor det er ’tilladt’ at spise dem.
… så jeg bagte selvfølgelig hveder i weekenden!
De seneste år har jeg brugt en god opskrift fra Anarkisten og så lavet en ny version hvert år – bare fordi det er sjovt at eksperimentere. I år besluttede jeg mig dog for at bruge dampning under hævningen. Jeg har set, at der er en del, der bruger det til hveder, og da damp jo er en del af månedens benspænd, så var det oplagt at afprøve.
Hvis du er frisk på en udgave, der er endnu mere utraditionel, så vil jeg anbefale disse grove hvedeknopper, som jeg tror, jeg snart skal lave igen.
Hveder / hvedeknopper
8 store eller 12 almindelige
2 dl lunkent vand 25 gram gær 100 gram smeltet smør 2 æg 30-40 gram sukker et lille knips vaniljepulver 1½ tsk stødt kardemomme 1 tsk fintrevet skal fra økocitron 7-½ dl hvedemel
Hæld det lunkne vand i en skål og udrør gæren i det. Tag en anden skål og pisk æg og sukker sammen i den. Tilsæt vaniljepulver, kardemomme og revet citronskal. Smelt smørret og rør det i og tilsæt til sidst gærblandingen. Rør hvedemelet i lidt ad gangen, indtil du har en god og lidt klæbrig dej. Læg den i en skål og dæk den med et fugtigt viskestykke. Sæt dejen til hævning et lunt sted en times tid.
Smør et firkantet og ildfast fad og form så dejen til 8-12 boller på samme størrelse. Sørg for at vælge et fad, hvor dine hveder kan sidde et stykke fra hinanden – de hæver meget. Et fad på ca. 20 x 30 cm burde passe.
Kog en liter vand og hæld det i en bradepande. Læg en rist oven på og sæt så det ildfaste fad på risten. Dæk fadet med et fugtigt viskestykke og læg det, så dampen fra det kogte vand får adgang til dine hveder. Lad dem hæve sådan et kvarters tid, inden du sætter dem i ovnen ved 225 grader og bager dine hveder i ca. 15 minutter.
Lad hvederne køle så meget af, at du kan flække dem og spise dem med smør på.
Note: Dampmetoden har jeg ikke brugt før til hveder, men jeg var overrasket over, hvor meget de hævede på grund af det.
Gæsterne blev ikke kun udsat for cheesecakes i lørdags – jeg kunne ikke dy mig og smed også citronsnitter og blommetærter på bordet. Ok ok, der var riiiigeligt med kage den aften, men så kunne vi også medbringe et par til svigerfars fødselsdag dagen efter. …