Intet mikroovnsbenspænd uden en kopkage! Eller en kage i en kop. Kopkage er en let og hurtig måde at lave en lille portion kage på, og metoden er blevet ret populær de seneste år, så jeg tænkte, at det var oplagt at prøve konceptet, nu …
Vi har spist masser af svampe de sidste dage, eftersom vi fandt over 2 kg spisesvampe, da vi var på svampetur i weekenden. Det blev blandt andet til denne pastaret med hjemmelavet timianpasta, der blev kombineret med en dejlig svampestuvning. Hjemmelavet pappardelle Det er let …
Da vi var på svampetur i weekenden, fik vi samlet en del tragt-kantareller, så de skulle selvfølgelig indgå i madlavningen. Her var det meget fristende at lave en simpel svampestuvning, men så skulle jeg også have fat i noget brød… og så fik jeg lyst til at lave brød bagt i mikroovn, for det kan man nemlig godt.
I forbindelse med mit mikroovns-benspænd spurgte Ravfood, om ikke jeg ville lave en udgave af et LCHF-brød bagt i mikroovn, hun havde blogget om, og den udfordring tog jeg straks op. I hendes udgave bruger hun kartoffelfibre (kan købes i helsekostbutikker), men det havde jeg ikke, så jeg erstattede det med hjemmelavet sesammel samt lidt fiberHUSK til at suge væden i brødet. Samtidig krydrede jeg brødet med timian for at give det lidt ekstra smag.
LCHF-brød bagt i mikroovn
1 æg 1 spsk olivenolie ½ spsk fiberHUSK 3½ spsk sesamfrø ½-1 tsk bagepulver ½ tsk salt 1 tsk timian
Pisk æg og olivenolie sammen. Blend sesamfrøene i en minihakker (eller noget andet, der kan male dem til sesammel). Rør sesammelet i æggeblandingen sammen med bagepulver, fiberHUSK, salt og timian. Fordel dejen i et lille oliesmurt fad, som du evt. har lagt en stribe bagepapir i først. Jeg brugte et fad på ca. 8 x 18 cm.
Sæt fadet i mikroovnen og bag brødet i ca. 1½ minut ved 900 W. Tag brødet ud og lad det hvile et minut eller to, inden du fordeler svampestuvning – eller pålæg – ud over brødet.
Note: Ok, det er virkelig let at lave bagt brød i mikroovn! Hvis du ikke er til LCHF, så kan brødet også bages med hvedemel – jeg vil mene, at du blot skal udskifte sesamfrø og fiberHUSK med hvedemel i ovenstående opskrift.
Svampestuvningen er i øvrigt meget let at lave. Tag ca. 150 g tragt-kantareller. Rens dem. Smelt en god klat smør på en pande og steg svampene ved mediumvarme. Når er de bløde og møre, hælder du 1 dl fløde i og lader det koge ind, indtil væsken er halveret. Smag til med salt, peber og lidt timian. Skær LCHF-brødet over på midten og top de to stykker brød med svampestuvning. Tadaaa – forret til to personer!
Efteråret byder på mange dejlige grøntsager, frugter og bær, og to af mine yndlingsafgrøder på denne årstid er græskar og svampe. Det er bare om at spise løs af dem, mens det er muligt at købe de danske udgaver. Jeg faldt for nylig over en …
Kan man lave bagte kartofler i mikroovn? Ja, det kan man – og det virker overraskende godt! Jeg ved ikke, om jeg er total last mover på dette område, men jeg havde ikke overvejet at lave bagte kartofler i mikroovn, før jeg faldt over det, …
Det er ret svært at give slip på det texanske benspænd, men nu er jeg faktisk nået til den sidste ret, jeg nåede at lave i august måned. Det har været en forrygende måned, og jeg er bestemt ikke færdig med det texanske køkken – det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt.
King Ranch Casserole er en ret, der stammer fra det sydlige Texas, og det er ret tydeligt, at den er inspireret af det mexicanske køkken, selvom retten dog er ret mild (det kan du selvfølgelig selv ændre på ved at smide mere chili i). Jeg skelede til en opskrift på King Ranch Casserole fra ‘Texas Favorites’, men undlod selleri og poblano chilier samt skar ned på mængden af ost. Jeg brugte i stedet tørret ancho chili og arbol chili, som jeg er ret glad for.
King Ranch Casserole
4 personer
4 kyllingeoverlår 5-6 dl hønsebouillon 4 spsk smør 3 spsk hvedemel et stort løg, hakket 4 fed hvidløg, finthakkede 2 snackpebre 1 spsk ancho chili ½ spsk arbol chili 3 tomater, skåret i tern 2-3 hvedetortillas – helst hjemmelavede 200-250 friskrevet cheddar salt og peber
Hæld bouillonen i en gryde og bring det i kog. Put kyllingeoverlårene i gryden og lad det koge i ca. 20 minutter. Tag kyllingestykkerne op og gem bouillonen. Fjern skind og fedt fra kyllingestykkerne og træk kyllingekødet af benene. Skær kyllingekødet i mundrette stykker og stil det til side.
Smelt tre spsk smør på en pande og rør melet i – gerne med et fladt piskeris. Bliv ved med et piske, indtil blandingen begynder at blive gylden. Tag panden af varmen og lad blandingen køle af. Rør det derefter i hønsebouillonen og bring atter gryden med bouillon i kog. Når saucen begynder at tykne, tager du atter gryden af varmen.
Find en pande frem og smelt en spsk smør på den. Svits løg, hvidløg, ancho chili, arbol chili og snackpebre på panden. Når de er møre, hælder du dem i gryden med sauce sammen med tomater. Rør godt rundt og smag til med salt og peber.
Smør et lille fad med rapsolie og flå derefter tortillaerne i mindre stykker – på størrelse med tortillachips. Nu skal King Ranch Casserole samles. Læg tortillastykkerne så de danner et lag på bunden af fadet og hæld derefter en tredjedel af saucen ud over. Fordel en tredjedel af kyllingekødet ud over saucen og top det med en tredjedel af den revne ost. Fortsæt med at lægge disse lag (ligesom du ville lægge en lasagne sammen) og sørg for, at det sidste lag, du lægger, er revet ost.
Stil fadet i ovnen og lad din King Ranch Casserole bage i 30 minutter ved 175 grader.
Note: King Ranch Casserole er en skøn ret – ren comfort food! Jeg kan varmt anbefale at bruge hjemmelavede tortillas til retten, for de suger en del af saucen og bliver dejlig saftige. Kan du lide lasagne, vil jeg vove at påstå, at du også kan lide denne ret – men om texanerne selv opfatter denne ret som en funky udgave af lasagne, skal jeg ikke kunne sige.
Gemalen og jeg delte en øl til vores King Ranch Casserole – selvfølgelig igen en amerikansk øl. Det var denne Extra Pale Ale med tydelig smag af mandariner – en virkelig anderledes øl og alt for meget pale ale-stil til mig (ja, faktisk også til gemalen, som ellers er ret glad for pale ale).
Jeg har lovet, at jeg også ville lave en friturestegt dessert i løbet af Texas-benspændet, så jeg serverede funnel cakes for vores gæster i lørdags, efter de havde mæsket sig i Texas Brisket og Vegetable Pozole Stew. Funnel cakes – eller tragt-kager, som de løseligt …
Texasmad er mere og andet end saftigt oksekød og texmex-retter – det er også skaldyrsretter. Texas har en lang kystlinje, og det texanske køkken omfatter derfor også mange spændende skaldyrsretter. Det måtte jeg selvfølgelig prøve, og efter mange overvejelser valgte jeg at prøve denne ret …
Når man taler om sydstatsmad, så kan man ikke komme uden om sydstaternes fascination af at frituremad. De frituresteger alt – og jeg mener alt! Texas er ingen undtagelse, og her i den sidste del af måneden vil jeg vise jer en række eksempler på ting, som amerikanerne har fundet på at friturestege.
Den første spøjse kombination fandt jeg, da jeg bladrede i kogebogen ‘Texas Favorites’. Her stødte jeg på friturestegt fasan, der blev serveret sammen med en bacon-chilisauce. Friturestegt fasan? Se, det havde jeg ikke lige hørt om. Min umiddelbare bekymring var, om vildtkødet ville kunne klare den behandling, men der er jo kun én måde at finde ud af det på – nemlig ved at afprøve det!
Til selve fasanen tog jeg udgangspunkt i opskriften, men brugte dog også fansanbrystkødet. Den krydderiblanding, som bogen henviste til, erstattede jeg med to spsk af rubben fra Texas BBQ Ribs. Jeg lavede dog en del om på den foreslåede bacon-chilisauce, da jeg blandt andet ikke havde friske jalapenõs. Jeg erstattede den med lidt tørret arbol chili, men du kan også vælge at bruge en anden type stærk chili.
Start i god tid – gerne dagen før – med at skære lårene af fasanen og lægge dem i en lille skål. Skær derefter fasanbrystkødet fri ved at lægge et snit helt inde ved brystbenet og derefter følge knoglen, så du får brystkødet fri. Læg dem ned til fasanlårene og overhæld dem med kærnemælken. Vend fasankødet i kærnemælk, dæk skålen til og stil den i køleskabet natten over (eller i hvert fald nogle timer).
Rør hvedemel og krydderier sammen. Tag fasankødet op af kærnemælken og lad kødet dyppe af, inden du vender det i det krydrede mel. Sørg for, at kødet er helt dækket af melblandingen.
Hæld rapsolie i en lille, dyb kasserolle og skru godt op for varmen. Du kan teste, om olien er klar, ved at stikke den ene ende af en tændstik (den ende uden svovl ;)) ned i olien. Hvis der straks kommer små bobler omkring tændstikken, så er olien klar.
Frituresteg kødstykkerne et ad gangen, indtil de bliver gyldne. Det tager 2-3 minutter per stykke. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Bacon-chilisauce
2 personer
½ pakke skiveskåret bacon, skåret i små stykker 1 skalotteløg, skåret i små tern 2 tsk smør ½-1 tsk tørret Arbol chili 2 tsk hvedemel 1 dl fløde ½ dl vand salt og peber
Steg baconstykkerne på en tør pande ved mediumvarme, indtil baconen er gennemstegt, men endnu ikke blevet sprød. Tilsæt smør, chili og løgtern. Steg det et minuts tid og drys derefter melet ud over. Rør godt rundt i blandingen, indtil melet begynder at tage farve, og tilsæt så fløde og vand. Rør rundt, indtil saucen begynder at simre. Skru ned for varmen og lad saucen simre videre, indtil den får en tilpas tyk konsistens. Hvis du synes, at din bacon-chilisauce bliver for tyk, tilsætter du blot lidt vand og rører rundt. Smag til med salt og peber.
Servér den varme bacon-chilisauce sammen med den friturestegte fasan samt fintstrimlet salat.
Resultatet blev ganske godt, omend smagen af fasankødet næsten blev overdøvet af frituredejen og den fyldige bacon-chilisauce. Men kødet forblev saftigt, og det var en ret sjov og anderledes måde at få fasan på.
Vi skulle naturligvis også drikke et par amerikanske øl til, og denne gang havde vi fundet et par øl fra Brooklyn bryggeriet. Igen et par ret milde og ukomplicerede øl, som mindede mere om hinanden, end vi havde forventet. Jeg syntes umiddelbart, at det var den til højre, der passede bedst til retten – først og fremmest på grund af den fyldige sauce.
Sidste weekend fik jeg tid til at pjatte lidt i køkkenet, da jeg skulle lave en fødselsdagskage en til af mine mindste venner, som fyldte 6 år. Han er ret glad for Lego, så jeg valgte selvfølgelig at lave en legokage til ham.Hvordan laver man …