I går aftes havde vi svigerforældrene på besøg, og jeg benyttede anledningen til at lave en treretters menu – primært kinesisk, men desserten var nærmere thailandsk/vietnamesisk. Jeg hentede inspiration i kogebøgerne ‘Det kinesiske køkken’ og ‘THAI køkkenet’, men da der var flere specialvarer, jeg ikke …
Jeg fik lyst til at lave en kartoffelroulade, jeg havde set hos Newyorkerbyheart, og så kunne jeg også meget passende hive første fiske/skaldyrs-ret hjem på en forret til sådan en lille fødselsdagsmiddag, som jeg holdt her til aften, hvor mine forældre var på besøg. Opskriften …
I fredags havde vi svigerfamilien på besøg, da gemalen fyldte år. Vi havde ikke supermeget tid og energi, så retterne blev lidt mere simple, end jeg plejer at kaste mig ud i til fødselsdage, men de var alle vellykkede!
Forretten improviserede jeg, mens hovedretten var blevet til ved at have læst flere steder på nettet og derefter bikse noget sammen i køkkenet. Selleritilbehøret var fra ‘Flere suveræne salater…’ med et par få ændringer. Jeg havde fået lov til at transmogriffe fødselsdagslagkagen om til en lækker tærte, nu hvor jeg har det som månedens benspænd, men til gengæld var gemalen også dybt involveret i at finde den rigtige opskrift, der skulle prøves. Det blev igen en perle fra NYBH, hvor jeg puttede en spsk vand i dejen (da jeg ikke havde supermeget tålmodighed og havde brug for, at dejen samlede sig hurtigst muligt) og glemte at putte en halv dl piskefløde i selve karamellen. Det smagte dog fint alligevel, og tærten blev serveret med flødeskum, så fløden blev brugt.
Agurkemousse med rejer
7 små glas
1 agurk 250 g creme fraiche salt 1 spsk finthakket dild saften fra 1 lime
5 rejer til hver person – vendt i saften fra den anden halvdel af limefrugten
Flæk agurken og skrab de bløde kerner ud. Riv agurken på et rivejern og bland det med creme fraiche. Smag til med de øvrige ingredienser og servér det i et glas sammen med rejerne.
Note: Meget simpel og hurtig forret. Den mætter ikke meget, men jeg havde også lavet en solid hovedret, så forretten skulle helst være så enkel og let som muligt.
Sellerifritter med gremolata
8 personer
1,7 kg sellerihoved 2 spsk olivenolie salt
Gremolata: 2 håndfulde hakket bredbladet persille 2 fed presset hvidløg fintreven skal fra ½ citron saften fra den halve citron
Skær sellerierne i stave og vend dem i olie og salt. Hæld dem på en bagepapirsbeklædt bradepande og bag dem ved 200 grader i omkring 40 minutter, til fritterne er gyldne. Vend dem undervejs. Du kan evt. give dem en gang grill i få minutter, hvis du har svært ved at få dem gyldne nok.
Bland gremolataen og vend den i fritterne, når de er kølet en smule af.
Note: Meget frisk og alligevel sødmefuldt tilbehør – en dejlig afveksling i forhold til kartofler.
Mørbradgryde
8-9 personer
150 g bacon smør til stegning 3 stk svinemørbrad 500 g champignon 3 dl vand 1 grøntsagsbouillonterning 1 stor dåse tomatkoncentrat ½ l fløde salt 1 tsk timian
Bacon svitses i en gryde sammen med smør. Svinemørbrad afpudses og skæres i skiver, som steges sammen med bacon i gryden. Samtidig renser du champignons, skærer dem i skiver og svitser dem på en pande. Derefter ryger de med i gryden, når kødet er blevet stegt på alle sider. Vand og bouillonterning tilsættes, og retten står og koger en tid under låg – tror jeg gav det en halv time eller lidt mere. Tomatkoncentrat kommer i gryden, og når det er rørt ud, tilsættes madfløden og retten bliver holdt på lavt blus – så lavt, at det stadig bobler men ikke overkoger. Retten smages til med salt og timian og serveres med ris.
Note: Nu er det jo længe siden, jeg sidst har fået mørbradgryde, så jeg kunne dårligt huske, hvordan det burde smage, men denne her version var i hvert ganske god!
Chokolade-, karamel- og marcipantærte
8 personer
Tærtebund: 75 g smør 120 g hvedemel 2 spsk rørsukker 1 æggeblomme 1 spsk vand hvis du er utålmodig Fyld: 200 g marcipan 50 g smør 2 spsk kakaopulver 1 æg 1 æggehvide
Karamel: 75 g smør 40 g rørsukker ½ dl sirup 1 tsk. vaniljesukker 1 spsk kakaopulver
Bland mel og sukker i smuldr smørret i. Bland æggeblommen i og evt. lidt vand, hvis du har travlt. Tryk dejen ud i en tærteform og stil den køligt i et kvarter.
Riv marcipanen fint på et råkostjern. Smelt smørret og rør kakaoen i. Rør det sammen med marcipanen, ægget og æggehviden og fordel det ud over dejen. Sæt tærten i ovnen ved 175 grader og bag den i 15 minutter og lad kagen køle af.
Bland alle ingredienserne til karamellen i en gryde. Smelt det over meget lav varme og under konstant omrøring, til konsistensen bliver tykkere – det tage omkring fem minutter. Fordel karamelmassen over kagen og lad den køle af. Servér kagen med flødeskum.
Note: Meget intens kage smagsmæssigt set – ret mørk og tung i smagen, men meget lækker. Det lette flødeskum supplerer den godt.
Denne rejeomelet røg på bordet, da jeg skulle lave hurtig aftensmad. Selvom jeg har nået en del ting i dag, så er der stadig mange punkter på min dosmerseddel – argh! Nå, jeg kan forhåbentlig nå nogle af dem på tirsdag – i morgen skal …
Her til aften har jeg set en gyser/thriller, der hedder Funny Games. Titlen er dog temmelig misvisende, da den ikke er sjov. Den er heller ikke uhyggelig, og så går lidt af pointen med at se den jo af. Men anderledes – det var den. …
Her til aften var svigerfamilien på besøg, og jeg havde udset mig nogle thairetter, som de skulle prøve. Retten med and stammer fra ‘Mere thaikøkken’, som jeg pt. har lånt af min svigermor, mens reje-retten er fra ‘Mit thaikøkken’, som jeg har haft megen glæde af. Salaten er hjemmekomponeret.
And i rød karry 4 personer
1 berberiandebryst uden skind og i skiver på ca. 5 mm
2 tsk rød karrypasta
2 tsk finthakket hvidløg
1 spsk finthakket galanga
1 stilk fintsnittet citrongræs
3-4 limeblade
3-4 stødte nelliker
1 ds kokosmælk (400 ml)
1 løg i smalle både
1 spsk koncentreret tomatpuré
200 g frisk ananas
200 g cherrytomater
2-3 spsk fiskesovs
1 spsk sukker
olie til stegning
Opvarm olie i en tykbundet gryde. Steg karrypasta, hvidløg, galanga, citrongræs, limeblade og stødte nelliker heri. Hæld 1 spsk kokosmælk ved, så krydderierne ikke brænder på. tilsæt kødet og lad skiverne stege i ca. 5 minutter. kom derefter løgbåde, tomatpuré og resten af kokosmælken i. Lad retten simre i 8-10 minutter med ananasstykkerne uden låg.
Kom tomaterne i og smag til med fiskesovs og sukker – smagen skal være krydret og ‘rundt’ – det bliver den med den rette mængde fiskesovs og sukker.
Note: Jeg lavede den uden galanga og citronglæs – førstnævnte gider jeg ikke at købe, da jeg ikke rigtig synes, den giver noget til retten i forhold til, hvor irriterende den er at arbejde med. Citrongræs havde vi ikke fået købt.Jeg brugte desuden almindelige tomater i stedet for cherrytomater, men de passede nu fint i retten. Jeg synes, den blev ret vellykket, og det er en god og forholdsvis sund måde at få and på – nu hvor man starter med at fjerne skindet. Så er det op til en selv, hvor meget kokosmælke-saucen man så spiser 🙂
Rejer i grøn karry 4 personer
8-10 store tigerrejer med skal en stor håndfuld grønlandske rejer
2 tsk grøn karrypasta
2 tsk finthakket hvidløg
1 spsk finthakket galanga
1-2 stilke fintsnittet citrongræs
3 limeblade
1 ds kokosmælk (400 ml)
1 dl grønne ærter
10-15 friske basilikumblade
2 spsk fiskesovs
1 tsk sukker
olie til stegning
friske basilikumblade til pynt
OBS – siden jeg lavede denne ret første gang, er det kommet frem, at man bør holde sig fra at købe tigerrejer og i stedet købe grønlandske rejer, der fanges med respekt for rejebestanden og ikke fodres med skidte sager ligesom de opdrættede tigerrejer.
Rejerne tøs op og pilles, g den sorte streng fjernes ved at åbne rejerne i ryggen med et lille snit. Opvarm olien i en tykbundet gryde og rist karrypasta, hvidløg, galanga, citrongræs og limeblade heri. Kom lidt kokosmælk i, så krydderierne ikke brænder på. Tilsæt derefter ærter, basilikumblade og resten af kokosmælken. Lad retten småkoge i 10-15 minutter. Sørg for at røre jævnligt og lad retten simre uden låg, da grøn karry har en tendens til at skille.
Rejerne kommes i retten 5 minutter inden servering. De må ikke få for lang tid, da de så bliver for seje. Smag til med fiskesovs og sukker. Retten pynte med friske basilikumblade.
Note: Retten er uden galanga og citrongræs. Jeg valgte at putte lidt flere rejer i, end der står i opskriften, og det blev den bestemt ikke dårligere af – altså med mindre man ikke kan lide rejer 😉
Mango-agurkesalat 4-6 personer
2 mangofrugter
1 agurk
50 ml hvidvinseddike
2 spsk olivenolie
1 spsk sukker
saften fra en lime
Mangofrugterne skæres i tern og puttes i en skål. Agurken skæres i mindre stykker (gerne tynde) og blandes med mangostykkerne. Resten af ingredienserne rystes sammen og hældes ud over salaten.
Note: Det er en god idé at gøre lidt mere ud af udskæringen af agurken, end jeg gjorde, eftersom det skulle gå lidt hurtigt til sidst. Salaten var sød og frisk på samme tid og passede godt til thaimaden.
Rejechipsene er købt i en kinesisk butik i København og blev tilberedt i mikrobølgeovnen. Vi eksperimenterede lidt, men generelt fik vi de bedste resultater ved at smøre dem med lidt olie, inden de røg i mikroen ved højeste effekt i ca. et minut.
De senere år har jeg fået øjnene op for det indiske køkken, og til jul fik jeg kogebogen ‘Vores indiske køkken’, som jeg er meget glad for. De sidste par måneder har jeg dog ikke fået prøvet flere opskrifter fra den, men i dag skulle …
Rejer i pastis må da være en fransk ret? Jeg blev i hvert fald inspireret af omgivelserne, for jeg lavede denne ret, efter vi landede i Frankrig ved frokosttid. Vi skyndte os at købe ind, så snart vi havde lejet en bil og var på …