Har du prøvet en Southern Fried Chicken med blue cheese dip til? Altså en sprød, saftig friturestegt kylling med en blåskimmeloste-dressing til? Well, det kan anbefales! Jeg kom i tanke om retten, da jeg faldt over et gammelt blogindlæg hos Foodfanatic og måtte selvfølgelig lave …
Da jeg valgte mit amerikansk fastfood-benspænd, ville jeg bruge et gammelt foto af corn dogs, for dem havde jeg jo lavet før. Troede jeg. For der tog jeg fejl! Min hukommelse havde spillet mig et puds, og det var faktisk husk puppies, jeg havde lavet …
Ande-æbleskiver? Jojo, det er skam en sjov idé til en forret, jeg fik i forbindelse med mit ande-benspænd. Jeg har tidligere lavet æbleskiver til det salte køkken – se for eksempel disse oste-æbleskiver – så jeg tænkte, at det kunne jeg også gøre med and.
Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på klassiske æbleskiver men udelod sukker, krydderier samt citron. Jeg tilføjede til gengæld salt og peber, og du kan også sagtens tilføje flere krydderier. Prøv for eksempel at finthakke nogle salvieblade og steg dem kort på en pande sammen med andekødet, du vil fylde i ande-æbleskiverne.
Ande-æbleskiver
ca. 20 stk.
Fyld: 80-100 g stegt and i små stykker
Dej: 3 dl kærnemælk 2 æg 1/4 tsk natron 150 g hvedemel ½ tsk salt + ½ tsk peber smeltet smør til bagning
Pisk mel og natron sammen, inden du tilsætter æg, kærnemælk og salt. Varm en æbleskivepande op og pensl hvert hul med smeltet smør. Fordel dej i hvert hul, så det er næsten fyldt. Så snart der dannes en bagt skal, vender du hver æbleskive en fjerdedel rundt (se eksempel) og putter lidt and i hver æbleskive – knapt en teske til hver. Vip derefter hver æbleskive rundt, så den sidste fjerdedel af skallen dannes og bag så æbleskiver, så de er jævnt brune hele vejen rundt.
Dine ande-æbleskiver serveres med varm, smeltet ribsgelé, varm tyttebærsauce eller eventuel en appelsinsauce.
Note: Dette er en festlig og dejlig forret til jul. Du kan servere disse ande-æbleskiver som forret juleaften, men de kan også sagtens indgå i menuen til en julefrokost.
I påsken blev der bagt lidt – blandt andet dette dejlige saftige kærnemælksbrød, som selvfølgelig blev drysset med sesamfrø i anledningen af frø- og kernebenspændet. Vil du have brød, der kan holde sig frisk og blødt i flere dage i træk, så kan jeg anbefale …
Der skal selvfølgelig være plads til lidt julebag i denne måned, så denne weekend bagte jeg stollen – eller Christstollen som den også hedder i Tyskland, hvor julebrødet er fra. Det er et letsødet hvedebrød med nødder, rosiner og kandiserede frugter. Jeg har set nogle …
Jeg medbragte denne islagkage med koldskålsmousse og jordbærmousse til min mindste nevøs fødselsdag sidste weekend. Normalt laver jeg lagkager med sjov pynt til hans fødselsdag, men da det flere gange har været hedebølge på denne tid af året, har det ind imellem resulteret i pynt, der var ved at smelte, selvom vi kun har få minutters transport hjem til ham og familien. I år fandt jeg derfor en helt anden løsning og medbragte i stedet islagkager og pyntede kagerne på stedet med fondantpynt, jeg havde frosset ned inden!
Jeg fandt en opskrift på koldskålsmousse med brombær hos Maja Vase, som jeg tilpassede til mit projekt, og så brugte jeg opskriften på jordbærmousse fra en islagkage, jeg lavede i bloggens første år.
Islagkage med koldskålsmousse og jordbærmousse
10-12 personer
Bund: 300 g kammerjunkere 75 g blødt smør
Koldskålsmousse: 6 blade husblas 1½ dl rørsukker 1½ tsk vanilje Saft og skal fra en øko-citron 2½ dl kærnemælk 2½ dl fløde
Hæld kammerjunkerne i en frostpose og knus dem med en kødhammer. Husk, at vold i køkkenet er supersjovt, så længe det kun går ud over råvarerne. En køkkenrulle kan i øvrigt også bruges. Bland de knuste kammerjunkere med det bløde smør. Tag en 28 cm stor springform og læg bagepapir i bunden – det letteste er at lægge et stykke bagepapir ud over hele bunden og derefter spænde det fast mellem springformsbunden og springformsringen. Fordel de knuste kammerjunkere ud over bunden og tryk dem ud i et jævnt lag.
Så er det tid til at lave koldskålsmousse. Læg husblassen i koldt vand.
Hæld sukker, citronsaft, citronskal samt vanilje i en kasserolle og varm det langsomt op, indtil sukkeret er smeltet. Tag kasserollen af varmen og rør husblassen i. Lad det køle af, indtil det er håndvarmt og rør derefter kærnemælken i. Pisk fløden til skum og vend det med lette bevægelser i kærnemælksmassen. Fordel din kærnemælksmousse over kammerjunkerne og stil springformen i fryseren i mindst fire timer.
Derefter skal der laves jordbærmousse.
Jordbærmousse: 300 g jordbær (fra frost, optøede) 4 blade husblas ½ dl vand 1 dl rørsukker 2½ dl fløde
Blend bærrene Læg husblassen i blød i iskoldt i 10 minutter. Kog vand og sukker sammen til en sukkerlage i en gryde og tag gryden af varmen. Tag husblassen op af vandet, og smelt den i sukkerlagen. Lad husblasblandingen køle lidt af, inden du rører i jordbærpureen. Pisk fløden til let skum og vend den hurtigt i den afkølede jordbærpuré. Fordel jordbærmoussen over koldskålsmoussen og stil atter islagkagen i fryseren i mindst fire timer.
Islagkagen kan naturligvis serveres, som den er – se billede herunder – men den kan også pyntes med alskens spas, hvis kagen bliver serveret til en børnefødselsdag. I dette tilfælde havde jeg lavet en række legoklodser og legofigurer ved at farve fondant og presse det ned i nogle forme, jeg havde købt på nettet (du kan finde dem ved at lave en søgning på Google eller Ebay).
Note: En frisk og dejlig islagkage, hvor den milde koldskålsmousse og den søde jordbærmousse var et hit hos alle.
Hehehe – jeg har virkelig glædet mig til at blogge om denne dessertburger! Da jeg afslørede mit burger-benspænd, vidste jeg allerede på det tidspunkt, at jeg blev nødt til at prøve at lave en dessertburger, og her er den så! Det er selvfølgelig i miniudgave …
Jeg kan jo ikke have et burgerbenspænd uden også at lave sliders (aka miniburgere), så her i weekenden lavede jeg sliders med kylling! Det var nogle små saftige hapsere, som jeg virkelig kan anbefale! Jeg startede naturligvis med at bage en portion miniburgerboller, som var …
Da jeg besluttede mig for at have et benspænd med hjemmelavede udgaver af færdigprodukter, så var hjemmelavet rejeost et af de første projekter, jeg tænkte på. Rejeost er i bund og grund et mærkeligt produkt. Jeg kan godt lide det, men helt ærlig – smøreost med rejer i? Jeg tror ikke, man skal tænke for meget over det…
Nå, men til en hjemmelavet rejeost skal jeg bruge hjemmelavet flødeost, for man (læs: jeg) kan jo lige så godt lave så meget som muligt fra bunden, og det er ikke særlig svært at lave flødeost selv.
Jeg surfede på nettet efter tips og tricks og var lidt overrasket over, hvor forskellige temperaturer, folk går efter, når de laver flødeost. Jeg fulgte ikke en bestemt opskrift men brugte lidt forskellige tricks, og resultatet blev ganske godt.
Hjemmelavet flødeost
½ l kærnemælk 1½ dl fløde lidt salt
Rør fløde og kærnemælk sammen i en kasserolle og varm det langsomt op ved lav varme (vores komfur skalerer op til 9, og jeg satte pladen til 3½). Du må IKKE røre i væsken undervejs. Når væsken når op på omkring 30-32 grader, begynder den at skille. Har du ikke et termometer, kan du tage lidt af væsken forsigtigt op med en spiseske og derefter mærke efter med en lillefinger. Væsken skal være en smule køligere end din fingerspids.
Hæld væsken gennem et osteklæde, en finmasket saftsi eller et tyndt viskestykke over en skål, der kan opfange overskudsvæsken. Det tager nogle timer for væsken at løbe igennem, så sørg for at sætte det i køleskabet.
Når væsken er dryppet af, har du en blød og lækker flødeost, som du kan smage til med lidt salt.
Og nu hvor jeg har lavet en flødeost, kan jeg bruge den til hjemmelavet rejeost.
Hjemmelavet rejeost
ovenstående flødeost 1 dl forkogte grønlandske rejer lidt citronsaft salt og peber evt. lidt løgpulver
Hak rejerne fint – gem evt. et par stykker – og rør de hakkede rejer med flødeost. Smag til med salt, peber og citronsaft. Prøv eventuelt også at tilsætte en smule løgpulver, da det giver en kraftigere smag.
Note: Hjemmelavet rejeost har en mildere smag end købe-rejeost. Man kan skrue lidt op for smagsintensiteten med løgpulver, men en hjemmelavet rejeost vil typisk være mildere. Til gengæld er den dejlig cremet og frisk.
Da jeg skulle bruge kærnemælk til min hjemmelavede kvark, var der lidt til overs, og det kunne meget passende ryge i en portion kærnemælksboller. Jeg bruger faktisk ofte rester af kærnemælk, yoghurt eller A38 til bagning, da de syrlige mælkeprodukter er med til at gøre …