Sprøde linsekugler og sød chilisauce

Sprøde linsekugler og sød chilisauce

Disse sprøde linsekugler er inspireret af en opskrift fra ‘Den store vegetarbog’, og her erstattede jeg de røde linser med grønne og brugte kikærtemel i stedet for majsmel. Jeg havde en opskrift på chilimarinade liggende, som kommer fra Dansukker, og her kunne jeg ikke nære mig og pillede ved den, så jeg fik en mere stærk og kompakt sauce, som passede usædvanligt godt med linsekuglerne. I det hele taget var jeg yderst tilfreds med frokosten, så den kan jeg varmt anbefale!

Sprøde linsekugler

50 stk.

250 g grønne linser
2 store forårsløg, hakkede
2 fed hvidløg
1 tsk stødt spidskommen
80 g rasp
120 g revet cheddar
1 stor squash, groftrevet
150 g kikærtemel
olie til dybstegning

Kog linserne i 10 minutter. Skyl linserne godt igennem. Blend halvdelen af linserne med forårsløg og hvidløg – tilsæt evt. lidt vand, så blenderen arbejder bedre med ingredienserne. Rør de blendede linser sammen med resten af linserne, spidskommen, rasp, revet ost og squash. Rør det godt sammen. Form små kugler, som du vender grundigt i kikærtemel. Varm olien godt op i en tykbundet gryde og steg kuglerne i det – ca. otte stk. ad gangen. Tag kuglerne op efter få minutters stegning og læg dem på køkkenrulle, så det kan suge det overskydende fedt. Sørg for at give olien lidt tid til at blive helt varm igen, inden du steger næste hold. Servér linsekuglerne varme.

Note: Meget lækre og saftige, og chilisaucen passede godt til, men en mynte-yoghurtsauce vil også være fin til. Kuglerne smager også godt, inden de bliver rullet i mel og stegt, så mon ikke de også kan steges i ovnen, hvis du vil have en mindre fed udgave. Osten kan til gengæld godt blive et problem så.

chilisauce, sauce, peberfrugter, hvidløg, chili, hvidvinseddike, rørsukker

Chilisauce

2 små røde peberfrugter
10 fed hvidløg
1 rød chili
½ dl hvidvinseddike
lidt salt
2 dl rørsukker
1 dl vand

Rens peberfrugter og chili og blend dem sammen med hvidløgsfeddene. Hæld alle ingredienser i en gryde og lad det småkoge en halv times tid. Servér til linsekuglerne

Note: Saucen blev kogt godt ind, så den var forholdsvis sød. Du kan evt. udelade lidt af sukkeret, hvis du foretrækker en knapt så sød sauce, men jeg synes, at den passede godt til resten af maden.



16 thoughts on “Sprøde linsekugler og sød chilisauce”

  • Signe – jeg kan kun anbefale det, så hold dig endelig ikke tilbage! Gemalen mente også, at det var et fint alternativ til falafler, og det tager jo noget kortere tid at koge linser frem for kikærter, så det er lidt letter og hurtigere at gå til 🙂

  • Klidmoster – hæhæ, det tænkte jeg nok. Og som sagt – jeg kan kun anbefale dem! Nu har jeg frosset de resterende ned, og jeg er spændt på, hvordan de er, når de bliver tøet op igen…

  • Kære Piskeris
    Den chilisauce, er noteret, det var lige den jeg skulle bruge, for jeg syntes der stod så mange mærkelige e numre på de flasker jeg så i Tyskland, så jeg undlod at købe!
    Så mange tak!:)
    Knus
    Vibeke

  • Vibeke – jamen det var da perfekt så 🙂

    Bare vær opmærksom på, at det var en ret sød udgave, jeg lavede, så der kan sagtens skæres ned på sukkerindholdet, hvis du ikke er i humør til det helt søde, når du skal lave den.

  • Det er lige nogen kugler jeg kunne tænke mig at smage 🙂 Jeg gemmer opskriften til senere, afprøves skal den ihvertfald. Chilisaucen lyder spændende. Hilsen Vibeke

  • Det lyder bare så lækkert, Piskeris! Dine linsekugler med chilisauce skal prøves her.

    Og så var det spændende at læse om Zumba og dine erfaringer!

  • Hold da op hvor ser det lækkert ud! – det skal helt klart prøves 🙂

    ……Uhm myntesauce – jeg er jo helt tosset med mynte…….

    Sjovt at læse om dine oplevelser med Zumba. Jeg har nogle dvd'er og det er ret sjovt, men også noget der fremkalder store smerter for mig, især ved alle de hofterotationer! Tror dog ikke jeg kunne forestille mig at lave det i offentlig forum, mine koordinationsevner er alt for dårlige……

    Mange hilsner
    Birthe

  • Vibeke – håber du kan lide den! Jeg synes, den fungerede rigtig fint, men portionens størrelse overraskede mig lidt. Det er dog sjovest, når portionen – som i dette tilfælde – er større, end jeg troede 🙂

  • NYBH – mange tak! Det er også et af de bedste måltider, jeg har fået i denne måned 🙂

    Jeg fik også grinet en del under Zumbatræningen, for der er nogle øvelser, hvor jeg overhovedet ikke føler, at jeg ved, hvad jeg skal gøre. Heldigvis er de fleste så optagede af deres egne bevægelser, at de ikke har tid til at grine af os nybegyndere 😉

  • Det er helt utroligt, som Zumba er blevet populært. Det er vist i hele landet, der er lange venteliste.
    Vi startede vores eget hold i danseklubben for en månedstid siden.
    Vild succes – godt nok er vores instruktør ikke-certificeret – så navnet i stedet er Zumboleo;)Men sjovt med sådan en omgang latinfitness.

    Spændende vegetarmad.

  • Hanne – tak skal du have! Smart idé med navnet 😉

    Jeg synes, det er fedt, at der er en træningsform, som på den måde kan hive fat i folk, der ellers ikke ville gå til træning/fitness, og så er det jo også sjovt at prøve nye træningsformer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *