Rejsetips til Sydjylland

Kortforsyningen.dk
Disclaimer: Disse rejsetips til Sydjylland er skrevet i coronaland og bygger på mine erfaringer samt gode råd fra venner. Jeg ved ikke, om de pågældende restauranter, attraktioner m.m. er åbne denne sommer, så det er vigtigt, at du selv tjekker det, inden du tager afsted.
Dette er første rejseguide i en serie om Danmark. De sidste mange år har vi holdt miniferie forskellige steder i Danmark, og der findes virkelig mange dejlige steder, som er værd at besøge. Jeg synes, det er skønt at gå på opdagelse i eget land og opdage hyggelige egne, smukke naturområder, spændende museer og ikke mindst dejlige restauranter. Danmark har så meget at byde på, og der findes aktiviteter og udflugtsmål i alle prisklasser.
Sydjylland – og især Sønderjylland – tabte jeg mit hjerte til for nogle år siden, da vi holdt ferie i Danmarks sydligste område. Landsdelen er en guldgrube af oplevelser, og vi har bestemt ikke nået at se alt, selvom vi har været afsted flere gange. Sønderjylland er blandt andet kendt for det sønderjyske kaffebord, som du kan opleve flere steder, men der er også et fint udvalg af restauranter, ligesom der er smuk natur og mange spændende udflugtsmål.

Kolding
I den nordøstlige del af Sydjylland ligger Kolding. Det er Danmarks 7. største by, og dens historie rækker mange hundrede år tilbage. For historieinteresserede er byens vartegn, kongeslottet Koldinghus, et must see, og interesserer du dig for kunst, så kan jeg varmt anbefale Trapholt. Næste gang, jeg kommer på de egne i sommermånederne, så vil jeg gerne se Geografisk Have.
Du kan finde flere seværdigheder hos Visit Kolding.
Kolding kan også byde på et ganske godt udvalg af spisesteder og barer, så det kunne jeg sagtens bruge flere dage på. Vi spiste på Bror Ditlev, da vi var forbi sidste år, og nød derefter et par øl på Den Engelske Pub (hvor der sagtens kan være godt gang i den en helt almindelig onsdag aften). Tjek også gerne Johans madblog for tips til andre gode restauranter/barer i Kolding.

Esbjerg
Esbjerg er Danmarks femte største by og er i særdeleshed kendt for fiskeindustrien. Byen kan dog byde på meget mere end det.
Når man siger seværdigheder i Esbjerg, så kan man ikke komme uden om kæmpeskulpturen Mennesket ved Havet – de gigantiske menneskefigurer, der skuer ud over området. En virkelig positiv overraskelse var dog Esbjerg Museum, som vi besøgte i efteråret 2019, hvor vi så en ret interessant udstilling om den lokale modstandskamp under krigen. Vejret var desværre pænt rædselsfuldt de dage, vi var af sted, så vi nåede ikke forbi Nationalpark Vadehavet, men det vil jeg ellers gerne se. Er du bare halvt så glad for akvarier som jeg, så bør du også smutte forbi Fiskeri og Søfartsmuseet. Altså, man kan ikke have været forbi Esbjerg uden at beskæftige sig med fisk – sådan er det bare.
Du kan finde flere seværdigheder hos Visit Ribe+Esbjerg.
Esbjerg har jeg desværre ikke nået at spise i, så her kan jeg ikke tippe om restauranter.

Blåvand
Tager du nordvest for Esbjerg, finder du Blåvand. Blandt de forblæste klitter ligger det forholdsvis nye bunkermuseum, Tirpitz. Det er en virkelig spændende museumsoplevelse, hvor du både kan blive klogere på anlæggelsen af bunkere under krigen (tro mig – det er mere spændende, end det lyder), historien om ravet, der skyller op på Vestkysten samt minerydning og livet i området gennem tiden. Det hele præsenteret på en moderne og fascinerende måde.
Når du alligevel er på de kanter, så kan jeg varmt anbefale restauranten Høfde4. Og bevæger du dig længere sydpå, så tjek også guiden til Sydjylland.
Ribe
Danmarks ældste by er samtidig også en af de smukkeste danske byer. Har du først gået ned gennem Ribes gader en smuk sommerdag, hvor vandet klukker i åen, og vinden får Dannebrogsflagene til at blafre, så kan du ikke undgå at forelske dig i byen. Her er hyggelige små butikker og caféer, men også mindre stier og grønne kroge, hvor du kan gå på opdagelse.
Du skal selvfølgelig forbi Ribe Domkirke, der knejser midt i byen, men Ribes Vikinger er bestemt også et besøg værd. Når jeg på et tidspunkt kommer forbi Ribe igen, så håber jeg på at kigge forbi det nye museum, HEX!, der åbner til sommer og handler om hekseforfølgelserne i Danmark og Europa.
Du kan finde flere seværdigheder hos Visit Ribe+Esbjerg.
Jeg må med skam indrømme, at jeg heller ikke har spist i Ribe, så her kan jeg endnu ikke komme med anbefalinger.
Aabenraa
… eller Åbenrå. Begge stavemåder er tilladte, men de lokale foretrækker med dobbelt a, så det bliver selvfølgelig sådan. Aabenraa har en række charmerende gader, der går tilbage til 1800-tallet, og det er i det hele taget en hyggelig by at gå tur i.
Byen er omgivet af smukke skovområder og har i øvrigt Sønderjyllands største havn, så der er god mulighed for at variere vandreturene. Vi nåede desværre ikke at se Kunstmuseet Brundlund Slot, men vi fik et glimrende måltid mad hos Café Butler. Jeg var også ret interesseret i at prøve Restaurant NO10, men det nåede vi desværre ikke, da vi var forbi sidste efterår.

Sønderborg
Det meste af Sønderborg ligger på øen Als, og her er vi efterhånden ret tæt på den tyske grænse. Da vi var forbi for nogle somre siden, var det samtidig med kongeskibets besøg, hvor det lå til kaj lige ved siden af Sønderborg Slot, der har udstillinger om Sønderjylland. Du kan naturligvis ikke besøge Sønderjylland uden at tage forbi Dybbøl Banke. Kig ind hos Historiecenter Dybbøl Banke og bliv klogere på et af Danmarkshistorien mest dramatiske begivenheder, hvor nationen var tæt på at blive opløst. Her bliver jeg i øvrigt nødt til også at anbefale ‘Slagtebænk Dybbøl’ samt ‘Dommedag Als’ af Tom Buk-Swienty, der giver et nervepirrende indblik i slaget ved Dybbøl.
Der ligger også en række borge og slotte i området omkring Sønderborg samt nogle meget smukke kirker, men vil du endnu længere tilbage i tiden, så er der også flere gravhøje i området. Hvis du har børn med på turen, så er det nok en god idé at kigge forbi Universe Science Park, så de kan brænde noget energi af.
Vi fik en dejlig frokost hos Ib Rehne Cairo, der også havde en fristende brunch, som jeg gerne prøver en anden gang. Aftenen før havde vi spist på Fox and Hounds. Maden er ok uden at være prangende, men servicen er virkelig god, og udvalget er drikkevarer er meget imponerende. Samme oplevelse havde vi i øvrigt også, da vi forbi deres Aabenraa-filial for at få en enkelt drink, inden vi skulle til køjs.
Og nu du alligevel er tæt på grænsen, så kør gerne syd for Sønderborg for at spise hos Restaurant Bind, der ligger i et virkelig betagende naturområde. Maden, servicen og lokalerne er også helt i top.
Når du helt ned til grænsen (og det er tilladt og forsvarligt at krydse den), så er det oplagt at tage til Flensborg for at shoppe. Personligt foretrækker jeg CITTI-PARK, der har et virkelig godt udvalg af føde- og drikkevarer.

Sikke en fin anbefaling af Danmark som et sted at gå på opdagelse i ferier og på fridage! Der er så meget at opleve her, som bør udnyttes i disse coronatider 🙂
Tusind tak! Jeg elsker at opleve nye dele af Danmark – eller genopleve steder, hvor jeg ikke har været længe. Der er så mange dejlige byer og steder her i Danmark 🙂