Rabarber-cheesecake og sunde pølsehorn
Jeg har fejret min fødselsdag i dag på alskens gode måder. En af dem var at invitere vennerne med ud til en omgang paintball, for er der noget så godt som at jagte folk rundt på bane og pløkke dem med farvekugler? Nej, det tror jeg ikke.
Efter den underholdende og adrenalinprægede oplevelse sad vi i cafeteriaet og spiste pølsehorn og rabarber-cheesecake, som jeg havde medbragt. Pølsehornene er en sundere udgave af dem, jeg elskede at bage, da jeg var teenager. I denne udgave er margarinen dog erstattet med skyr og lidt olie, for det syrlige mælkeprodukt er med til at holde de små brød friske og saftige i længere tid, og det var der brug for, da jeg bagte dem dagen før. Samtidig erstattede jeg 150 g af hvedemelet med rugmel, så de også mættede lidt mere.
Min rabarber-cheesecake er en nyfortolkning af den klassiske fra Karolines Køkken. Her valgte jeg dog at udskifte Digestive-kiksebunden med en bund lavet på Bastogne-kiks (efter idé fra Klidmoster) og lave et frugtlag på rabarber, rabarbersaft samt ristede fennikelfrø.
Rabarber-cheesecake
2 stk – 16-20 personer
Kiksebund:
150 g meget blødt smør
300 g Bastogne-kiks
Ostecreme:
8 blade husblas
400 g flødeost – IKKE LIGHT
4-4½ pasteuriserede æggeblommer
4 dl creme fraiche
1 spsk vaniljesukker
1 spsk fintreven skal fra øko-citron
2 spsk friskpresset citronsaft
4 pasteuriserede æggehvider
100 g flormelis
Frugtgelé:
500 g frosne rabarber
4 dl rabarbersaft
2-3 dl rørsukker
2 spsk fennikelfrø
8 blade husblas
Knus kiksene og vend dem grundigt i smørret. Fordel blandingen i to springforme på ca. 24-26 cm hver. Læg husblassen, som du skal bruge til ostecremen, i blød i koldt vand i ti minutter. Rør imens flødeosten sammen med æggeblommer, cremefraiche, vaniljesukker, citronskal og citronsaft. Tag husblassen op af vandet og smelt det forsigtigt i et vandbad eller ved lav varme i mikrobølgeovnen. Når husblassen har samme temperatur som din lillefinger, kan du piske den i ostemassen. Pisk æggehviderne stive og tilsæt derefter flormelissen lidt efter lidt. Vend hviderne i ostemassen. Hæld blandingen over kiksene i de to springforme og stil kagerne på køl i mindst tre timer.
Hæld rabarber, rabarbersaft og rørsukker i en gryde og lad det simre, indtil sukkeret er opløst, og rabarberne er helt udkogte. Rist fennikelfrøene på en tør pande, indtil de begynder at dufte og hæld dem så i en morter. Knus dem grundigt og hæld det i frugtmassen. Lad det simre videre i mindst fem minutter og tag så gryden af komfuret, så det kan afkøles. Når frugtmassen har håndtemperatur, lægger du husblas i blød i koldt vand i ti minutter og smelter derefter husblassen i en skål i vandbad eller ved lav varme i en mikrobølgeovn. Vend husblassen grundigt i frugtmassen og fordel den forsigtigt over de to kager. Stil kagerne på køl igen i et par timer og gerne natten over, så frugtlaget kan stivne.
Note: Ostelaget i denne rabarber-cheesecake blev dejligt cremet og lækkert, og rabarberne fungerede godt til den sød-syrlige ostecreme. Fennikelfrøene gav et spændende modspil. Jeg havde overvejet at bruge lakrids, fordi lakrids og rabarber fungerer virkelig godt sammen, men da lakrids bruges i rigtig mange sammenhæng pt., så syntes jeg, at det var sjovere at gå i en anden retning. Jeg er ret glad for stjerneanis, og den vil være rigtig god som erstatning for fennikelfrøene, hvis du har mod på at kaste dig ud i en rabarber-cheesecake.
Sunde pølsehorn
ca. 28 stk.
50 g gær
3 dl håndvarmt vand
4 spsk skyr
2 spsk olivenolie
1 spsk salt
1 tsk mørk sirup eller sukker
150 g rugmel
ca. 350 g hvedemel
ca. 200-250 g cocktailpølser
ketchup
Opløs gæren i vandet og tilsæt så salt, sirup, skyr og olie. Rør til sidst melet i. Ælt dejen og rul den ud på et meldrysset bord. Skær dejen i mindre stykker, hvor der lige er plads til lidt ketchup og en enkelt cocktailpølse. Fold dejen sammen om ketchup og pølse og luk godt til. Læg pølsehornene på to bageplader beklædt med bagepapir og lad dem hæve i en halv time. Bag dem ved 200 grader i ca. 15-20 minutter.
Note: Pølsehorn er en af mine yndlingshapsere/mellemmåltider, som jeg får alt, alt for sjældent. Jeg syntes faktisk ikke, at disse smagte specielt ‘frelste’, selvom fedtindholdet var kraftigt reduceret, og tilsætningen af skyr fungerede efter hensigten – de var saftige og friske dagen efter, hvilket de ikke havde været med margarine. Du kan sagtens erstatte skyr med creme fraiche i denne opskrift.
Jamen stort stort tillykke med fødselsdagen 🙂 Det lyder til at du har haft en dejlig en af slagsen. Det er dælme længe siden jeg har fået cheesecake og din ser virkelig lækker ud ! Mums.
Mange tak! Vent lidt… skriver du, at det er længe siden, at du har fået cheesecake!? Det er jo en skandaaale! Vibeke altså… det må du gøre noget ved! Jeg havde godt nok lidt til overs, men det donerede vi til svigerforældrene 🙂
TILLYKKE MED DAGEN PISKE 🙂 Hvor lyder det over fedt med paintball, men jeg tænkte på noget – gør det ikke nas? 🙂 Jeg vil så gerne prøve det, men er bange for de blå mærker og ømheden af dem 😉
BTW! i love dine sunde pølsehorn. GUF – og nåeh ja, også cheesecaken, men alt kage er jo lige mig 😉 MUHAHA!
Kun hvis man bliver ramt – og det var ret sjældent, jeg gjorde det, for jeg er jo total bad-ass-gunslinger… eller… det kan jeg i hvert fald godt lide at forestille mig, at jeg er 😀
Men det ser ikke ud til, at jeg får blå mærker af oplevelsen. Vi talte dog op bagefter, og det ser ud til, at mindst halvdelen af deltagerne får sjove pletter den næste uges tid 😉
Sørg for at tage tykt/vamset tøj på – det afbøder skuddene godt. Nåja, og lad være med at blive ramt – det er endnu bedre 😀
uh, hvor kunne jeg godt spise cheesecake – det smager så himmelsk!
– signefisken.blogspot.com
Cheesecake er også en af yndlingskagerne her i huset – mmm 🙂
Ih jamen tillykke med dagen 🙂 Original måde at holde fødselsdag på – elsker pølsehornene medbragt i cafeteriet! Cheesecaken lyder så dejlig.
Mange tak! Det var en skøn dag 🙂
Stort tillykke med fødselsdagen – sku man bruge den sidste pose rabarber på sådan en sweetie pie her? Uhmm….
… det er jeg bange for, at du bliver nødt til 😉
Hvorfor undrer det mig ikke med paintball?!? 😉 Har aldrig mødt dig (ikke at jeg ved det, i hvert fald), er ret så ny læser herinde, og alligevel virkede det som det mest naturlige at læse, at du er en af Det Vilde Vestens skrappe drenge:-)
Kunne fandeme være sjovt at prøve, men jeg vil blive slagtet inden vi overhovedet kom i gang, haha:-) Og lækre pølsehorn, skal da prøve med Skyr næste gang!
Hey, det er da sejt, at jeg allerede har gjort sådan et indtryk 😀
Rigtig sjov aktivitet – kast dig ud i det 😉
Tillykke med fødselsdagen! Sikke en dejlig måde at fejre den på, og både cheesecake og pølsehorn lyder helt vildt lækre!
Mange tak – det var en god anledning til at få motion, have det skægt og lege i køkkenet 😉
Ihh, TILLYKKE med fødselsdagen. Perfekt måde at fejre dagen, men en cheesecake 🙂
Mange hilsner
Birthe
Mange tak! Jep, jeg vidste, du ville mene, det var en god idé 😀
Elsker også ost i alle afskygninger. Dog prøvede jeg også røget ost engang og den var jeg ikke vild med 🙂
Jeg har prøvet en røget brie på et tidspunkt, som desværre var ret tør og kedelig. Senere prøvede jeg en anden røget brie (fik ikke oplyst producenterne på hverken den første eller anden), og nr. to var rigtig god! Så de røgede udgaver kan svinge en del. Du må prøve et par mere *lokkelokke* 😉
Og så selvfølge et forsinket tillykke med fødselsdagen 😀
Tusind tak 🙂
Stort til lykke med dagen! Og at fejre den med ostekage og rabarber i én og samme ret, det er da perfekt. Jeg våger over de sidste poser med jordbærrabarber i fryseren fra sidste år, og glæder mig til jeg (forhåbentlig) for lov at plyndre vennernes bed igen til foråret.
Fik du gode (madrelaterede) gaver?
Tak skal du have!
Jeg fik skønne poser og æsker med forskellige slags lakrids og chokolade af vennerne, men ellers havde jeg primært ønsket mig ikke-madrelaterede ting. Jeg har nemlig også en del andre hobbies, som jeg gerne bruger tid på 🙂
Thank you so much for your recipes. You say: “Ælt dejen” for the polsehorn, but for how long?
Thank you! I knead the dough until it feels smooth 🙂