Portvinsglaserede brisler

portvinsglaserede brisler, brisler, indmad, portvin, smør, engelsk sauce, ribsgelé, kalvebrisler, oksekødIndmad anses ikke som særlig fin mad – lige bortset fra brisler, som for alvor har fået en renæssance de seneste år. Det er en dyr råvare og ikke lige noget, du kan forvente at finde i det lokale supermarked, så denne råvare skal du bestille hos slagteren.

Brislen er en kirtel hos unge pattedyr, oftest kalv eller lam. Kirtlen svinder ind, efterhånden som dyret vokser til.

Når du skal tilberede brisler, skal de først udvandes i koldt vand over flere timer. Sørg for at skifte vandet jævnligt, og når det til sidst forbliver klart, er brislerne parat til madlavningen.

Portvinsglaserede brisler
2 personer

300-350 g kalvebrisler
vand
salt
smør

Portvinsglacering:
1½-2 dl portvin
1 spsk ribsgelé
2 tsk engelsk sauce

Fjern forsigtigt hinden og evt. strenge på brislerne og kog dem derefter i letsaltet vand i ca. 10 minutter. Skyl dem i koldt vand og læg dem i et fad med plastfilm over. Læg et mindre fad eller andet oven på brislerne, som kan give dem et let og jævnt tryk. Stil dem i køleskab i en times tid – eller længere, hvis du har brug for det. De kan holde sig til næste dag.

Hæld portvin, ribsgelé og engelsk sauce i en kasserolle og lad det langsomt koge ind til en tyk sirup. Tag imens de afkølede brisler ud af køleskabet, skær dem i skiver og steg dem i smør på en pande. Smør brislerne på panden med portvinssiruppen og lad dem ligge et halvt minut på panden, inden de serveres – gerne på et leje af fintsnittet rosenkål, sprødstegte champignonskiver vendt i trøffelolie og med et drys hakkede valnødder over. Husk at servere et lille glas portvin til maden.

Note: Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor der er så meget hype omkring brisler. Når jeg tænker over det, er det jo en lidt pudsig råvare, og jeg synes egentlig, at det er langt mere oplagt (og indbydende) at spise hjerter. Men de var spændende at arbejde med, og retten smagte også glimrende. Jeg synes dog ikke, at brisler er prisen værd. Vores lokale – og meget dyre – slagter sælger brisler til over 400 kr kiloet, og til den pris kan jeg jo købe flere lækre, velhængte og møre bøffer.

14 thoughts on “Portvinsglaserede brisler

    • Ja, de er lidt specielle. Smagen er udmærket – og slet ikke så bitter og markant som ved de fleste andre typer indmad – men jeg er samtidig overrasket over, at de bliver brugt som delikatesse. Så vælger jeg hellere langtidsstegte svinekæber 🙂

  1. Det ser lækkert ud! Men den pris lyder sindsygt høj. Jeg gir vel en 10-15 kr for ca 4-500 gram, eller hvad ‘en brissel’ nu vejer. Jeg elsker brisler og det har været en del af en velkendt menu i hele mit liv. Min mor flødestuvede brislerne.

    • Hold da fest! Ja, det er også en noget anden pris. Jeg så, at samme slagter havde svinekæber til knapt 300 kr kiloet for et par år siden, og dem kan jeg altså købe til 10 kr stykket hos Torvehallerne, hvilket er under halv pris i forhold til den lokale slagter. Så næste gang, at folk brokker sig over priserne i Torvehallerne, kan de få lov til at tage til Roskilde og betale det dobbelte 😉

  2. Du er fantastisk til at trylle i et køkken, Piskeris! Jeg er og bliver desværrre skeptisk over for indmad og fik lige et godt grin over Katrine Klinkens status på FB: Haggis er komave fyldt med velsmagende krydret indmad: lever, tunge, testikler, lunge og talg tilsmagt med muskat og peber. Slå den!

    • Haha! Jeg har overvejet at lave haggis, men det bliver for omstændigt. Jeg vil dog gerne smage det på et tidspunkt 🙂

  3. De der lidt hypede råvarer kan man godt komme til at betale en krig for – vores slagter tager også en formue for svinekæber 🙁
    Jeg fik engang nogle forårsruller med brisler serveret sammen med en god bøf – det var vildt lækkert, men det er kraftig kost, ligesom det meste indmad 🙂

    • Ja, jeg undrer mig lidt over priserne. Af samme grund er jeg også glad for slagteren, der er kommet i den nye lokale mini-bazar – der er yderst fornuftige priser på indvolde. Jeg tør ikke tænke på, hvad jeg skulle betale for det hos den dyre slagter…

  4. jeg sir’ det igen Piske – du er en MODIG kvinde! Skøn dag til dig – er din kæreste ikke glad for at januar snart er slut og nyt benspænd venter? ha ha

    • Tak tak! Altså, jeg har jo hærdet ham gennem årene, så hvis jeg blot holder mig fra at servere rødbeder, frugtgrød og klare supper, så bliver det meste spist. Det er dejligt, at han ikke er særlig kræsen 🙂

  5. Den opskrift vil jeg prøve. Jeg har lammebrisler i fryseren – jeg gav 258 kr. pr. kg. Grunden til jeg ikke har tilberedt dem er, at jeg ikke anede hvordan jeg skulle bruge dem – så TAK.
    Hilsen Charlotte

    • God fornøjelse! Jeg ved ikke, hvor stor smagsforskel der er på kalve- og lammebrisler, så vær opmærksom på dette, når du smager retten til 🙂

  6. Nøjh det lyder som nogle dyre indmads-vaner de brisler der 🙂 men lækkert lyder det nu egentlig også. Og faktisk minder og ligner det slet ikke så meget indmad, som meget andet indmad gør 😉 (var det forståeligt formuleret?) 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *