Koldthævede eftermiddagsboller, gratinerede champignons og bagte rødløg i baconsvøb

Koldthævede eftermiddagsboller, gratinerede champignons og bagte rødløg i baconsvøb

I dag havde jeg besøg af min faste rollespilsgruppe. Rollespil blev det nu ikke til, da vi valgte at spille noget brætspil, og det passede mig nu ganske fint, eftersom vi i går var til 30 års fødselsdag til langt ud på natten. Jeg havde sørget for frokostboller, og til aften fik vi cuvettesteg, der var stegt i lidt hvidvin og med et par drys timian oven på, kogte kartofler, dressing lavet af creme fraiche, purløg og ravigotte sauce – samt et par opskrifter, jeg liiige fik mulighed for at afprøve!

Opskriften på boller er inspireret af ‘Amos Store Bagebog 2’, champignon-opskriften fra Netto-kogebogen ‘Dejlige danske efterårsretter’, og de indbagte løg fra Mad! nr. 2/2009.

Koldthævede eftermiddagsboller med tranebær

10-12 stk.

200 g hvedemel
350 g durummel
4½ dl koldt vand
25 g gær
1 dl tranebær
1 dl græskarkerner
2 spsk olie
1 spsk salt

Rør gæren ud i det kolde vand. Tilsæt olie, kerner, rosiner og salt. Kom melet i og rør dejen jævn. Den skal være meget våd og klistret. Kom film over skålen og stil den i køleskabet.

Når du har lyst til boller, tager du dejen ud, sætter dejklatter på en bageplade med to skeer og drypper lidt olie over hver klat.

Bag dem ved 220 grader i 18-20 minutter. Dejen kan stå i køleskabet i op til tre dage.

Note: Opskriften er oprindeligt med rosiner, men da jeg skulle bruge dem til frokost, erstattede jeg det med tranebær, for det syntes jeg passede bedre. Resultatet var ganske godt, og dejen er superpraktisk, da den kan holde sig i flere dage i køleskabet. Desuden tager den jo ingen tid at smække sammen – jeg lavede den faktisk, da vi kom hjem kl. lidt i halv fire i morges…

Gratinerede champignons
4 personer

400 g champignon
1 dl tør hvidvin
4 dl hønsebouillon
½ tsk paprika
8 tsk hvedemel
4 spsk creme fraiche 18%
salt og peber
4 tsk rasp
4 tsk revet ost

Skær champignon i skiver og svits dem i en gryde. Tilsæt hvidvin og kog det næsten helt ind. Kom bouillon ved og lad det koge ind til det halve. Krydr med paprika og jævn med hvedemel rørt ud i lidt koldt vand. Tag gryden af varmen og rør creme fraiche i. Smag til med salt og peber, og kom stuvningen i et ovnfast fad. Drys med rasp og revet ost, og gratinér i ovnen under grillen til osten er gylden.

Note: Jeg brugte grøntsagsbouillon samt creme fraiche 9% i stedet. Retten var velsmagende, men måske en anelse for ‘syndig’ i smagen til mit humør i dag. i hvert fald smagte det mere usundt, end det var. En anden gang vil jeg nok lave den mindre ‘snasket’.

bagte rødløg, rødløg, bacon, svinekød, hvidløg, timian, grønne oliven, emmentaler, ost

Bagte rødløg i baconsvøb
6 personer

6 store rødløg
6 skiver bacon
6 tandstikkere af træ

Fyld:
1 fed hvidløg
3 kviste frisk timian
2 tsk olivenolie
10 grønne oliven
50 g revet emmentaler
salt og peber

Pil rødløgene uden at skære for meget af bunden. Kog dem i en gryde med letsaltet vand i ca. 15 minutter, til de er let møre, når du prikker i den med en spids kniv. Tag løgene op af vandet og lad dem køle af. Skær ca en tredjedel af løgenes top af og skær evt. også lidt af bunden, så løgene kan stå uden at vælte.

Tag forsigtigt midten af løget ud med en teske. Sørg for, at løgets bund stadig er hel og uden huller. Gem resterne af løget, da det skal bruges til fyldet, og placér de udhulede løg i et ildfast fad. Hak top og bund og det inderste fra løgene fint med en kokkekniv på et skærebræt. Pil hvidløgsfeddet og hak det fint. Varm olivenolien op i en gryde og svits hakket løg og hvidløg let i 4-5 minutter, uden at det tager farve. Sluk for varmen og tilsæt timianbladene, grofthakkede oliven og revet emmentaler. Smag blandingen til med salt og peber.

Fordel fyldet i de udhulede løg og pres det godt sammen. Vikl derefter en skive bacon omkring hvert løg og sæt det fast med en tandstik. Bag løgene ved 200 grader i 25-30 minutter, til de er gyldne på toppen, og baconen er blevet lidt sprød.

Note: Flot og lækkert tilbehør. Måske en smule omstændeligt, men det skal der også være plads til. Jeg fik dog lige vel meget fyld til overs, men det må jeg bruge på madpakken i morgen.



12 thoughts on “Koldthævede eftermiddagsboller, gratinerede champignons og bagte rødløg i baconsvøb”

  • Jeg har også luret lidt på de løg, de ser så fine ud:)
    Bollerne lyder også gode, Det er smart, at man kan have dejen til at stå i køleskabet et par dage, så er det nemt lige at lave nybagte boller..

  • Jeg falder pladask for dine bagte rødløg i baconsvøb – det vil være et lækkert og dekorativt tilbehør til gæstemiddage.
    Tak for underskøn inspiration igen, Piskeris 🙂

  • De rødløg ser godt nok LÆKRE ud, dem tror jeg jeg må have afprøvet 🙂
    Jeg skal vist også have kigget nærmere på de koldthævede boller, det er en måde at bage på, som lige passer mig…..

    Mange hilsner
    BIrthe

  • Uhhhh de rødløg skal jeg huske at lave næste gang vi skal have en steg. Tror lige det er noget for min noget så ..øhh.. kræsen mand 😉

    Tak.

  • MissMuffin – hehe, det forstår jeg godt! Jeg har også tænkt på dem flere gange, siden jeg købte bladet i foråret, men jeg har fået nået at lave dem nu. Jeg havde resterne af fyldet med på madpakken i dag sammen med lidt kød og rugbrød, og der var flere kolleger, der lige skulle høre, hvad det mon var 🙂

    Ja, jeg er også vældig glad for koldthævede deje. Det er vældig praktisk at lave dejen aftenen før og kunne smide det direkte i ovnen om morgenen, så de kan bruges til morgenmad eller frokost, uden at man skal stå vildt tidligt op!

  • Madame – jeg stod undervejs og spekulerede på, om ikke det var lige lovlig besværligt i forhold til udbyttet, men det smagte godt, og så er det jo dejligt, når maden er dekorativ 🙂

    Og skulle det være en anden gang 😉

  • NYBH – de er også lækre – og så kan de gøres klar til ovnen i god tid inden stegning, hvilket passede mig rigtig godt, så jeg ikke skulle bruge for lang tid i køkkenet, mens jeg havde gæster 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *