Dinner – by Heston Blumenthal

Dinner - by Heston Blumenthal, Dinner, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i London, LondonHeston Blumenthal er min absolutte yndlingskok, og jeg ville rigtig gerne have været på The Fat Duck, da vi var i London, men vi kunne desværre ikke få bord. Heldigvis står Heston også bag en anden spændende restaurant, nemlig Dinner – by Heston Blumenthal, hvor maden er inspireret af retter hentet fra den engelske gastronomis historie. Sådan noget kan jeg jo slet ikke stå for, og gemalen var heldigvis let at lokke med til en omgang frokost på restauranten.

Dinner – by Heston Blumenthal holder til på Mandarin Oriental, der ligger ved Hyde Park. Et meget smukt og overdådigt sted, og jeg er rimelig sikker på, at jeg aldrig før har betrådt lokaler, der har så høj kvadratmeterpris. Selve restauranten var ret stor – og velbesøgt, så tjenerne havde travlt, men der var en fin stemning alligevel.

Dinner - by Heston Blumenthal, Dinner, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i London, LondonDer blev selvfølgelig serveret kuvertbrød hos Dinner – by Heston Blumenthal, og det var et af de få kritikpunkter, jeg havde til oplevelsen, for det var ganske enkelt bagt lidt for meget. Den tykke, meget sprøde og lidt for tørre skorpe kom til at dominere alt for meget, og brødet var i det hele taget ikke så interessant.

Dinner - by Heston Blumenthal, Dinner, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i London, LondonGemalen og jeg valgte hver en forret, men tjeneren spurgte på eget initiativ, om vi ville dele retterne, og det ville vi da egentlig gerne. Normalt smager vi en bid af hinandens retter, men i London oplevede vi flere gange, at restauranterne forventede, at vi gerne ville dele retterne, og det udnyttede vi selvfølgelig. Jeg troede ellers, at der ville blive set skævt til ‘tallerkenbytning’ midt under måltidet, når man spiste på finere restauranter, men der tog jeg så fejl.

Tilbage til retterne. Den første forret var ‘Meat Fruit’ – en ret fra omkring 1500, som bestod af mandarin, kyllingelever-parfait og grillet brød. En smuk og ret kæk servering, som både var oplagt og alligevel original. Parfaiten var utrolig cremet og lækker og havde en balanceret sødme, som gik godt i spænd med mandarin-laget. Leversmagen var ikke særlig tydelig og retten lå smagsmæssigt tættere på foie gras uden dog at være så fed (og politisk ukorrekt). Det grillede brød gav fedme og sprødhed, og det var i dele taget en ganske vellykket sammensætning.

Dinner - by Heston Blumenthal, Dinner, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i London, LondonDen anden forret, som vi delte, var denne ret, ‘Rice & Flesh’, fra 1390. Det var så vidt jeg kunne se den ældste ret, der var hentet inspiration til. Retten bestod af en risotto smagt til med safran og serveret med små stykker kalvehale kogt i rødvin. En ret fræk ret – det var i hvert fald ikke lige det, vi havde forventet, og måske håbede jeg et eller andet sted også på, at retten ville have været tættere på udgangspunktet. Men igen en smuk servering og godt udtænkt. Jeg syntes dog, at risene havde lidt for meget bid – de var ret hårde, og selvom risotto helst skal have noget bid og ikke bare være en udkogt grød, så burde de have fået et par minutter mere.

Dinner - by Heston Blumenthal, Dinner, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i London, LondonHovedretterne havde vi for os selv – underforstået at her smagte vi kun en bid fra den andens tallerken og koncentrerede os ellers om egen ret. Jeg havde valgt ‘Spiced Pigeon’, som stammer fra 1780. Her var duen kogt i ale sammen med artiskokker. Mørt og med god, tydelig smag. Vi kunne vælge forskellig slags tilbehør til vores hovedret, og vi valgte at dele en skål ultracremet kartoffelmos.

Dinner - by Heston Blumenthal, Dinner, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i London, LondonDet var også muligt at få salat og et par andre ting, men da vi ikke var glubende sultne og også ville gemme noget appetit til desserten, så holdt vi os til den lille portion kartoffelmos.

Vi drak hver et glas rødvin til hovedretten, men jeg fik desværre ikke noteret hvilke. Jeg var meget i tvivl om, hvad der ville passe til min ret, da duen var tilberedt sammen med ale, men her var stedet sommelier heldigvis god til at rådgive, så jeg fik en vin, der passede godt til maden.

Dinner - by Heston Blumenthal, Dinner, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i London, LondonDessertkortet var selvfølgelig lige så svært at vælge fra som resten af menukortet var, men da jeg så ‘Quaking Pudding’ fra 1660 var jeg ikke i tvivl – den måtte jeg prøve! Den bestod af pærer, pærecider, lime og karamel og var ret charmerende anrettet. Denne minibudding minder mig om min tidligste barndom, hvor budding ind imellem blev brugt som dessert, men Dinner-udgaven var dog langt, langt bedre. En blød og fnuglet budding med mild og let smag kombineret med den søde sauce og de lidt kraftigere frugter. En perfekt dessert på sådan en solbeskinnet og lun efterårsdag.

Jeg drak et glas Jurancon Uroulat, Charles Hours fra Frankrig 2010, og den havde en dejlig sødme, som straks fik smilet til at blive endnu bredere. Der er nu ikke noget som en sødmefuld og frisk dessertvin…

Dinner - by Heston Blumenthal, Dinner, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i London, LondonMens vi ventede på regningen, fik vi denne lille ‘efter-dessert’, som bestod af en enkel chokolademousse smagt til med te og serveret med en kommenkiks. Nu er kommen en af de få ting, jeg virkelig ikke kan lide, men jeg smagte da på kiksen, inden resten af den blev doneret til gemalen. Et sødt lille chokoladepunktum på en skøn frokost.

Dinner – by Heston Blumenthal er en ret ny restaurant, men fik allerede efter ni måneder sin første Michelin-stjerne, og det vil ikke undre mig, hvis den får en mere med tiden. Prisniveauet er i den dyrere ende, men du kan slippe billigere ved at vælge deres frokostmenu, som de serverer på hverdage. Vi besøgte stedet en lørdag, så vi holdt os til den almindelige menu. Det er dog generelt et godt trick at spise frokost på finere restauranter, for her kan du tit prøve mange af de samme retter, der også serveres om aftenen, men til en lavere pris.

Servicen hos Dinner – by Heston Blumenthal var fin, men der var rigtig mange forskellige tjenere forbi vores bord i løbet af vores besøg, og det var en anelse overvældende. Jeg ville foretrække lidt færre, så betjeningen blev lidt mere personlig. Tjenerne var dog generelt velinformerede hvad angik vores bestillinger, og det tyder på, at de er gode til at holde øje med, hvad de enkelte gæster har bestilt.

Der var et par skønhedspletter hos Dinner – by Heston Blumenthal, som jeg allerede har nævnt (og her gælder kommenkiksen ikke, for de kan trods alt ikke gøre for, at kommen og jeg ikke er gode venner), og derfor ender vi på fem solide stjerner. Dinner – by Heston Blumenthal er bestemt et besøg værd

19 thoughts on “Dinner – by Heston Blumenthal

  1. Skal spise der på søndag og overvejede, om jeg overhovedet burde læse videre (for at beholde overraskelseselementet), men kunne ikke lade være. Nøj, hvor jeg glæder mig.
    Kh Nadia

    • Glæd dig! Og overvej evt. at tage Brown Bread Ice Cream til dessert – det så ret hyggeligt ud, da de lavede den ved en af nabobordene 😉

  2. Ej hvor spændende!! Det rigtig lækkert det hele.. dog temmelig øv at der var “skønhedspletter”.. det vil jeg ikke mene der skulle være OVERHOVEDET hvis restauranten har en Michelin-stjerne… snakkede du med tjenerne om brødet og risottoen?

    • Der kan sagtens være skønhedspletter, selvom en restaurant har en – eller flere – Michelinstjerner. Først og fremmest er stjernerne ikke en garanti for, at køkkenet leverer 100% fejlfrit, og dernæst var de ting, jeg har nævnt, ikke deciderede katastrofale. Af samme grund hev jeg ikke fat i tjenerne. Risottoen er jeg rimelig sikker på, at de selv har tjekket, inden de sendte den på bordet, så det er dem selv, der har valgt, at den skal være så hård – det valg er jeg så bare ikke enig i. Mht. kuvertbrødet kunne vi muligvis have bedt om en bytter, men eftersom vi ikke havde behov for at spise os mætte i kuvertbrød, spiste jeg kun lidt af det for at smage det.

      Så jeg forventer bestemt ikke en seks-stjernet oplevelse hver gang, jeg spiser på en Michelin-belønnet restaurant (selvom jeg da forventer et vist kvalitetsniveau), og det er meget sjældent, at jeg uddeler seks stjerner til en restaurant.

  3. Meget spændende at læse, og hvor er det dejligt, at der ikke ses skævt til, at man gerne ville dele retterne. Jeg bliver helt høj over din dessert – det lyder utrolig lækkert – og jeg får lyst til en tur til London, hvor gastronomien er i højsædet. Selv fik jeg iransk mad i går serveret af min svigerdatter.

    • Ja, det er fedt at komme et sted, hvor der er kælet for maden og servicen er god – det giver en rigtig god stemning ved bordet 🙂

  4. Åh den der risotto ligner en jeg kunne lappe i mig 😀

    Og så synes jeg at kommen skal dø!
    Kan huske min første tur til Prag hvor alt simpelthen var plastret til i det forbistrede krydderi… yuk.

    • Ja, jeg oplevede også en del kommen-ting, da jeg var i Prag for en del år siden. Det lykkedes mig at undgå det de fleste gange, men det var lidt af en udfordring, når jeg ikke kunne tjekkisk 😉

    • Det var ikke så svært, men vi bookede også hjemmefra flere uger før. Jeg vil tro, at der er run på om aftenen, så under alle omstændigheder vil jeg anbefale, at du booker hjemmefra. Du skal blot være obs på, at du skal svare på den mail, som restauranten sender til dig fire dage før, at du besøger stedet.

  5. Pingback: St. John | Piskeriset på eventyr

  6. Heston Blumenthal er også min yndling efter at have læst in search of perfection 1 og 2. Jeg drømmer om at prøve the fat duck, og vil være parrat til en tur til London, bare for den.

    Har noteret Dinner, som et spændende alternativ.

    Mht. Talerken bytterriet så har jeg lagt mærke til at moderne mennesker der er så passionerede omkring mad, som de er på “fine” restauranter, elsker når gæsterne også er passionerede, hvilket indbefatter at man gerne vil smage på det hele. Den anden holdning er for overtjenere af den snobbede skole.

    • Det samme her! Det er – i mine øjne – det ultimative sted at spise 🙂

      Interessant betragtning. Den kan jeg godt lide 🙂

  7. Pingback: 2012 i madoplevelser | Piskeriset på eventyr

  8. Pingback: Januar: Middelaldermad | Piskeriset på eventyr

  9. Pingback: Januar: Middelaldermad - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

  10. Pingback: 2012 i madoplevelser - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *