St. John
Vi havde rigtig mange positive restaurantoplevelser i London, men der var en enkelt, der skuffede. Jeg har ellers set flere anbefalinger af St. John, som ikke blot har en enkelt Michelin-stjerne (det fandt vi dog først ud af, da vi var kommet hjem igen), men har også ligget på Restaurant Magazines liste over verdens 50 bedste spisesteder. St. John kører nose to tail-konceptet, hvor alt på dyret spises, og det er en tankegang, jeg godt kan lide. Jeg elsker, når ressourcer bliver udnyttet ordentligt og har også selv haft et benspænd om indmad tidligere på året.
Vi startede med at bestille forretter og hovedretter på St. John og spurgte derefter tjeneren om, hvad de havde af øl, de kunne anbefale til hovedretterne. Her virkede tjeneren noget usikker, men endte med at anbefale et par stykker ud fra retterne og ud fra, om vi var til pilsnere eller til mørkere øl. Jeg blev dog noget skuffet over den øl, jeg fik, for den smagte ikke af særlig meget – nærmest fortyndet – og var jævnt kedelig. Jeg slog det dog hen med, at sådan var den øltype åbenbart i England.
Det var svært at vælge blandt retterne, for flere af dem lød ret spændende, men vi endte med at bestille en suppe lavet på fårekød og squash samt marvben med persillesalat til. Her var tjeneren – ligesom på Dinner – hurtig til at spørge, om vi ville dele retterne, så det er åbenbart ret udbredt i England. Jeg indså med det samme, at vi havde lavet en oversættelses-/forståelsesfejl, for vi troede, at suppe-typen var en mere kompakt – nærmest grødagtig i konsistensen, men i virkeligheden var den tættere på bouillon. Der var dog fyld i – en lille smule kød (som de desværre havde været ret nærige med) og et par rimelig store gulerodsstykker, som var lige lovlig gennemkogte til min smag. Selve suppen var dog dejlig kraftig, men det ærgrede mig som sagt, at vi havde misforstået suppetypen, for jeg er ikke særlig god til tyndtflydende supper.
Jeg forsøgte så at kombinere suppen med det kuvertbrød, som tjeneren havde sat på bordet, lige efter vi havde bestilt, men til min overraskelse var det ret solidt (meget tæt og tung krumme) – og koldt! Det virkede nærmest som om, at det havde ligget i køleskab. Det undrede mig, eftersom St. John har et bageri tilknyttet. Vi burde egentlig have sendt kuvertbrødet retur, men eftersom vi oprindeligt slet ikke havde planer om at spise af det, da vi ville gemme appetitten til selve maden, så var der ikke så meget pointe i at sende det tilbage, når vi kun skulle bruge et par mundfulde til forretten.
Marvbenene var til gengæld fine. Jeg synes stadig, at Klassisk 65 laver de bedste, men disse fungerede også og gik godt i spænd med det ristede brød og den rustikke persillesalat.
Til hovedret havde jeg valgt kanin med gulerødder og aioli. Det var en lidt pudsig kombination, og aiolien var jeg ikke så gode venner med. For det første indså jeg hurtigt, at den smagsmæssigt ikke passede særlig godt til de andre dele af retten, og for det andet havde den en ret grov konsistens. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var sjusk, eller om de blot valgte at lave en særdeles rustik aioli – jeg var dog ikke særlig imponeret af den. Jeg overvejede at sende den tilbage, men da aioli-smagen ikke passede så godt til de andre meget milde smage på tallerkenen, så lod jeg være.
Kaninen var mør men kunne godt have tålt flere krydderier – den var lidt tør og savnede smag. Gulerødderne og løgene var ok.
Til hovedretten vælger du selv tilbehør, og gemalen og jeg valgte at dele en salat og en lille skål kartofler. Salaten var enkel men meget frisk og vendt i en god dressing, der både var syrlig og sød på samme tid. Den var jeg ret tilfreds med.
… og et billede af kartoflerne…
Vi var ikke særlig imponerede over niveauet på St. John. Restauranten har valgt at holde en ret minimalistisk for ikke at tale om rå og nærmest golde lokaler med ret simple møbler og dekoration. Hvis maden på tallerkenen havde imponeret, så ville indretningen have virket som en frisk og drengerøvsagtig attitude – i dette tilfælde kom det bare til at virke sjusket. Maden skal virkelig være spot on, hvis man skal holde den indretningsstil og samtidig tage så mange penge for maden (hovedretterne lå mellem 180 og 250 kr per styk, og så skulle der købes tilbehør ved siden af). Det var den så ikke denne aften, og det virkede i højere grad som om fejldisponeringer med hensyn til smag og konsistens i flere af retterne, end at det var deciderede uheld (for eksempel kød der var brændt på eller et hår i maden).
Vi droppede at spise dessert på stedet. Dels var vi rimelig mætte, dels var vi efterhånden noget skuffede, og da tjeneren på det tidspunkt også mere eller mindre havde glemt os og var svær at komme i kontakt med, ja så valgte vi at betale og gå.
Det ærgrer mig meget, at St. John ikke levede op til vores forventninger, for jeg kan rigtig godt lide nose to tail-princippet og ville ønske, at flere restauranter dyrkede dette koncept. Vi endte med at give to stjerner til St. John. Køkkenet virkede ikke særlig skarpt i sine valg, servicen svingede en del, og der manglede tilsmagning og kærlighed i maden.
Det var synd, at restauranten skuffede på så mange punkter – og trist at den ikke lever op til sin Michelin-stjerne.
Ja, det var noget lidt andet, jeg havde forventet – et rustikt køkken med god, kraftig mad lavet med kærlighed. Her virkede det ikke, som om hjertet var med under hele tilberedningen.
Øv, hvor ærgerligt at det ikke var den oplevelse som I havde håbet på….
Mange hilsner
Birthe
Helt enig – heldigvis var alle de andre restaurantbesøg ret gode, men jeg havde nu sat næsen op efter et bedre måltid, end det vi fik her.
Ej, øv 🙁 det lyder ellers som et spændende koncept, så det var en skam, at det ikke levede op til forventningerne
Jep. Jeg håber, at de bare havde en dårlig dag, for det skulle som sagt være et interessant spisested – det var bare ikke vores oplevelse den dag.