Lørdag var det tid til at afprøve en af retterne fra den spændende kogebog med amerikanske opskrifter. Jeg havde udvalgt en opskrift fra Midwest – Great Lakes området. Jeg havde ikke Worcestershire sauce på lager, så den erstattede jeg med lidt HP sauce samt noget …
I lørdags kreerede jeg denne ‘lille’ kaloriebombe, da vi skulle til fødselsdag. Fødselaren havde ønsket en kage med mørk chokolade men også frugt, så efter lidt grublen fandt jeg ud af, at jeg endelig skulle prøve opskriften på mudcake, og så måtte den kombineres med …
I fredags havde vi svigerfamilien på besøg, da gemalen fyldte år. Vi havde ikke supermeget tid og energi, så retterne blev lidt mere simple, end jeg plejer at kaste mig ud i til fødselsdage, men de var alle vellykkede!
Forretten improviserede jeg, mens hovedretten var blevet til ved at have læst flere steder på nettet og derefter bikse noget sammen i køkkenet. Selleritilbehøret var fra ‘Flere suveræne salater…’ med et par få ændringer. Jeg havde fået lov til at transmogriffe fødselsdagslagkagen om til en lækker tærte, nu hvor jeg har det som månedens benspænd, men til gengæld var gemalen også dybt involveret i at finde den rigtige opskrift, der skulle prøves. Det blev igen en perle fra NYBH, hvor jeg puttede en spsk vand i dejen (da jeg ikke havde supermeget tålmodighed og havde brug for, at dejen samlede sig hurtigst muligt) og glemte at putte en halv dl piskefløde i selve karamellen. Det smagte dog fint alligevel, og tærten blev serveret med flødeskum, så fløden blev brugt.
Agurkemousse med rejer
7 små glas
1 agurk 250 g creme fraiche salt 1 spsk finthakket dild saften fra 1 lime
5 rejer til hver person – vendt i saften fra den anden halvdel af limefrugten
Flæk agurken og skrab de bløde kerner ud. Riv agurken på et rivejern og bland det med creme fraiche. Smag til med de øvrige ingredienser og servér det i et glas sammen med rejerne.
Note: Meget simpel og hurtig forret. Den mætter ikke meget, men jeg havde også lavet en solid hovedret, så forretten skulle helst være så enkel og let som muligt.
Sellerifritter med gremolata
8 personer
1,7 kg sellerihoved 2 spsk olivenolie salt
Gremolata: 2 håndfulde hakket bredbladet persille 2 fed presset hvidløg fintreven skal fra ½ citron saften fra den halve citron
Skær sellerierne i stave og vend dem i olie og salt. Hæld dem på en bagepapirsbeklædt bradepande og bag dem ved 200 grader i omkring 40 minutter, til fritterne er gyldne. Vend dem undervejs. Du kan evt. give dem en gang grill i få minutter, hvis du har svært ved at få dem gyldne nok.
Bland gremolataen og vend den i fritterne, når de er kølet en smule af.
Note: Meget frisk og alligevel sødmefuldt tilbehør – en dejlig afveksling i forhold til kartofler.
Mørbradgryde
8-9 personer
150 g bacon smør til stegning 3 stk svinemørbrad 500 g champignon 3 dl vand 1 grøntsagsbouillonterning 1 stor dåse tomatkoncentrat ½ l fløde salt 1 tsk timian
Bacon svitses i en gryde sammen med smør. Svinemørbrad afpudses og skæres i skiver, som steges sammen med bacon i gryden. Samtidig renser du champignons, skærer dem i skiver og svitser dem på en pande. Derefter ryger de med i gryden, når kødet er blevet stegt på alle sider. Vand og bouillonterning tilsættes, og retten står og koger en tid under låg – tror jeg gav det en halv time eller lidt mere. Tomatkoncentrat kommer i gryden, og når det er rørt ud, tilsættes madfløden og retten bliver holdt på lavt blus – så lavt, at det stadig bobler men ikke overkoger. Retten smages til med salt og timian og serveres med ris.
Note: Nu er det jo længe siden, jeg sidst har fået mørbradgryde, så jeg kunne dårligt huske, hvordan det burde smage, men denne her version var i hvert ganske god!
Chokolade-, karamel- og marcipantærte
8 personer
Tærtebund: 75 g smør 120 g hvedemel 2 spsk rørsukker 1 æggeblomme 1 spsk vand hvis du er utålmodig Fyld: 200 g marcipan 50 g smør 2 spsk kakaopulver 1 æg 1 æggehvide
Karamel: 75 g smør 40 g rørsukker ½ dl sirup 1 tsk. vaniljesukker 1 spsk kakaopulver
Bland mel og sukker i smuldr smørret i. Bland æggeblommen i og evt. lidt vand, hvis du har travlt. Tryk dejen ud i en tærteform og stil den køligt i et kvarter.
Riv marcipanen fint på et råkostjern. Smelt smørret og rør kakaoen i. Rør det sammen med marcipanen, ægget og æggehviden og fordel det ud over dejen. Sæt tærten i ovnen ved 175 grader og bag den i 15 minutter og lad kagen køle af.
Bland alle ingredienserne til karamellen i en gryde. Smelt det over meget lav varme og under konstant omrøring, til konsistensen bliver tykkere – det tage omkring fem minutter. Fordel karamelmassen over kagen og lad den køle af. Servér kagen med flødeskum.
Note: Meget intens kage smagsmæssigt set – ret mørk og tung i smagen, men meget lækker. Det lette flødeskum supplerer den godt.
Vil du gerne lave dine egne romkugler? Det er superlet – og hyggeligt – men det kræver én ting, der kan være svær at skaffe – nemlig kagerester! Hvor tit er det lige, at man har kage til overs? Her i huset bliver der altid …
I aftes bagte jeg disse djævlecupcakes, som jeg havde lovet, at gemalen kunne tage med til kollegerne. Opskriften så jeg hos MissMuffin for et par måneder siden, og ikke alene er den uforskammet let at lave – kagerne smager også utrolig godt! Djævlecupcakes med chokoladecreme …
Denne mascarponekage er en virkelig lækker og syndig sag – så er du advaret! Et par kække kolleger mente bestemt, at jeg skulle give kage, nu vi har købt hus. Jeg var ikke uenig, men det var først i søndags, at jeg havde tid til at bikse en sammen – og den blev rigtig, rigtig god!
Opskriften er fra ‘Kager, desserter og konfekt med hjertet’, som er udgivet af Odense Marcipan. Der er lige lovlig meget ‘bland dette færdigprodukt med et andet færdigprodukt’ over bogen, men jeg fandt denne voldsomt indbydende opskrift og måtte bare prøve den! Jeg brugte en halv dl mindre fløde i retten, da jeg ikke kunne se nogen grund til at have fløde i overskud.
Mascarponekage med nougat og syltede nødder
10-15 personer
Bund: 6 æg 4 dl sukker 3 dl mel ½ dl kakaopulver 1 tsk bagepulver 100 g hvid chokolade
Mascarpone/nougatcreme: 50 g sukker 6 past. æggeblommer 2½ dl fløde 500 g mascarpone 200 g blød nougat
Syltede nødder: 2 dl sirup 300 g blandede nødder
Pisk æg og sukker til en luftig hvid masse. Bland hvedemel, kakaopulver og bagepulver sammen i en skål og vend det roligt i æggemassen. Vend den grofthakkede chokolade i, og hæld massen i en bradepande med bagepapir i bunden. Bag den bages ved 230 grader i ca. seks minutter.
Sukker og æggeblommer piskes hvidt og stift. Pisk derefter mascarponen i til en lind konsistens. Fløden piskes i, til cremen er så kompakt, at du kan trække mønstre i den. Nougaten smeltes og vendes i cremen. Sørg for at holde fløden og mascarponen kolde undervejs.
Nødder og sirup hældes i et ildfast fad og bages i ovnen ved 190 grader i 15 minutter.
Del bunden i tre stykker på tværs. Cremen smøres mellem hvert lag samt på toppen og siderne. Nødderne serveres til.
Note: Kagen er skrevet til 10 personer, men den mætter temmelig godt, så jeg vil vove at påstå, at den godt kan række til mere end 10 personer – afhængig af hvor kageglad du er.
Søndag stod den endnu en gang på afslapning. Vi kunne ikke lave en udflugt om formiddagen, eftersom vi var seks personer og kun én bil, men om eftermiddagen kom de to sidste par – begge med bil, da det ene par kom direkte fra Firenze …
Jeg har bagt en rødbede-chokoladekage. Ja, du læste rigtigt. Nej, jeg er ikke vanvittig (altså mere end jeg plejer). Men nu havde jeg tilfældigvis nogle rødbeder, der skulle bruges, og en opskrift fra svigermor på rødbede-chokoladekage. Desuden har jeg nogle kolleger, der elsker kager, og …
Til dagens fødselar havde jeg kreeret en skildpaddelagkage – aka en lagkage med skildpaddecreme. Det var samtidig første gang, jeg selv bagte bunde til, og selvom de drillede lidt, så synes jeg, at resultatet alt i alt blev vellykket – og ikke mindst velsmagende! Opskrifterne på lagkagebunde og skildpaddecreme fandt jeg hos Kagekonen.
OBS – Læg mærke til, at du skal gå i gang med skildpaddecreme to dage før brug, og bundene skal bages dagen før. Denne skildpaddelagkage er bedst, hvis den samles dagen før, at den skal spises.
Skildpaddecreme
6 store chokoladeskildpadder
50 g mørk chokolade, hakket
½ l fløde
Bring fløden i kog i en lille kasserolle. Hak skildpadderne og hæld dem i fløden sammen med den mørke chokolade. Rør det grundigt sammen, indtil massen er jævn. Lad den køle af, indtil den er håndvarm. Dæk så overfladen med et stykke husholdningsfilm og stil cremen i køleskabet til næste dag.
Halvér lagkagebunden og skær toppen af, hvis den ikke er helt jævn. Fordel skildpaddecremen ud på den ene bund. Dryp den anden bund med Bailey’s, vend den rundt, så drypfladen vender ned, og læg den på skildpaddecremen. Tryk forsigtigt på kagen og sæt den i køleskabet til næste dag.
Selve pyntningen:
Pisk fløde, grøn frugtfarve samt vaniljesukker. Vend de hakkede valnødder og fordel flødeskummet ud over hele lagkagen. Strø forsigtigt lidt mørk kakao ud over din skildpaddelagkage (brug en sigte til det) – det behøver ikke at være i et helt jævnt lag, men må gerne være lidt rustikt. Brug chokoladesaucen til at lave mønster og pynt med miniskildpadder i kanten af kagen.
Note: Sød og dejlig skildpaddelagkage med en dejlig smag af chokoladeskildpadder.