I weekenden medbragte jeg denne Star Wars kage til min mindste nevøs fødselsdag. Han havde specifikt ønsket sig en Star Wars kage, men jeg var dels udfordret af ikke at have så meget tid samt af, at han kun er 6 år og derfor ikke …
Jeg bagte boghvedepandekager i sidste uge – lavet på noget boghvedemel, jeg havde fået af en af mine venner, som havde det i overskud. Generelt set er der rigtig mange ting, man kan snige i pandekager – både i selve dejen men også som fyld …
Det er ved at være et stykke tid siden, men jeg forkælede faktisk nogle gæster med en dejlig hasselnøddeis tilbage i maj måned. Det var de samme gæster, der blev udsat for mild fiskerilette, honningglaserede revelsben samt fyldte snackpebre.
Inspirationen hentede jeg hos Louises Madblog. Jeg undlod dog at bruge chokolade, og så skruede jeg ned for mælken, op for fløden samt tilføjede karamelliserede hasselnødder. Jeg ville dog gerne have haft en mere kraftig hasselnøddesmag, så i nedenstående opskrift har jeg også brugt lidt flere hasselnødder.
Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder
ca. ½ liter
150 g hasselnødder
3 dl fløde
1 dl mælk
3 æggeblommer
100 g rørsukker
1 spsk smør
Tag 25 g hasselnødder fra og rist de resterende nødder på en tør pande, indtil de begynder at dufte. Hæld nødderne over på et tørt, rent viskestykke og gnub hasselnødderne med stoffet, så skallen kan gnubbes af. Smid de afskallede nødder i en blender eller minihakker og blend dem, indtil de er blendet/hakket i små stykker.
Hæld mælken i en kasserolle sammen med fløden og 75 g sukker. Når det er på grænsen til at koge, hælder du de hakkede nødder i og slukker for varmen. Lad det køle af, indtil det er håndvarmt. Rør rundt i kasserollen med en ske og dæk dernæst overfladen af væsken med husholdningsfilm. Stil kasserollen i køleskabet en times tid.
Si hasselnøddefløden. De finthakkede hasselnødder kan du gemme og bruge i brød eller nøddepandekager. Fløden opvarmes igen ved mediumvarme. Under opvarmningen pisker du de tre æggeblommer i ét ad gangen. Fortsæt opvarmningen, indtil massen begynder at tykne. Tag gryden af varmen og lad den cremede flødemasse køle helt af i køleskabet. Når den er iskold, kører du den på en ismaskine, indtil du får en cremet hasselnøddeis.
Inden du vil servere din hasselnøddeis, foreslår jeg, at du laver karamelliserede hasselnødder, som du kan drysse oven på isen. Det gør du ved at tage de sidste 25 g hasselnødder og hakker dem groft. Smid dem på en pande sammen med smør og de sidste 25 g rørsukker og varm det op, mens du rører i det med jævne mellemrum. Når sukkeret karamelliserer, sørger du for at røre ekstra godt rundt og derefter fordele nøddemassen på et stykke bagepapir. Når nøddemassen er kølet af, kan du hakke den i mindre stykker med en kniv og derefter drysse over din hasselnøddeis.
Note: Dejlig mild og cremet hasselnøddeis, der får lidt crunch fra de karamelliserede nødder. Jeg plejer ofte at undgå at bruge æggeblommer, når jeg laver is og bruger i stedet sukkersirup til at give den cremede konsistens. Jeg blev dog positivt overrasket over æggenes evne til at give en god konsistens i denne hasselnøddeis, så det er ikke sidste gang, jeg eksperimenterer med det.
Vi får grillet en del for tiden, men det var nu stegepanden, der blev fundet frem, da jeg lavede flamberede pandekager i går. Jeg overvejede at lave de klassiske franske crepes suzette, men da det ikke er appelsinsæson, valgte jeg at lave en mere enkel …
Det er jo dejligt, at solen er kommet igen, så vi skulle naturligvis spise kyllingepizza på terrassen her i weekenden! Vi elsker at bage pizza på grill, og denne gang ville vi prøve en ny variant – nemlig føromtalte kyllingepizza. OBS – du kan selvfølgelig …
Jeg bliver selvfølgelig også nødt til at lave nogle desserter i løbet af mit ild-benspænd, så derfor bagte jeg denne hindbærtærte i fredags. Den blev toppet med et lag marengs og derefter nænsomt brændt. Jeg har ikke en lille brænder, da det ikke er så tit, jeg har brug for at sætte ild til maden, men så er det jo godt, man har en havebrænder! Den kan også bruges i en snæver vending, men så skal brændingen altså foregå ude på terrassen…
Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på lemon meringue pie men erstattede citronfyldet med hindbær. I nedenstående opskrift har jeg desuden skruet endnu mere op for mængden af hindbær i forhold til den udgave, jeg bagte, da jeg opdagede, at kagen sagtens kunne tåle lidt mere fyld – og i øvrigt lidt mindre sukker, end jeg først havde brugt. Derudover har jeg skåret lidt ned for mængden af dej og marengs, så det passede bedre med formen.
Hindbærtærte med marengslåg
ca. 10 personer
Tærtedej: 150 g hvedemel 75 g koldt smør 1 æggeblomme 2 tsk sukker 1½ tsk ren vaniljepulver 1-2 spsk vand
Hindbærfyld: 450 g frosne hindbær 200-250 g rørsukker 2 æggeblommer 2 spsk majsstivelse evt. citronsaft
Marengs: 3 æggehvider ca. 110 g rørsukker ½ tsk vaniljepulver
Bland de tørre ingredienser til dejen og gnid smørret godt ind i det. Tilsæt lidt vand, så du efterhånden kan forme en dej af det. Læg dejen på køl i mindst en halv time. Rul derefter dejen ud uden at ælte alt for meget. Beklæd en smørsmurt tærteform med dejen (formen skal være ca. 28 cm i diameter) og læg et stykke bagepapir med kikærter eller ris oven på. Forbag bunden ved 200 grader i 15 minutter og fjern derefter bagepapir og ris, inden den får fem minutter mere.
Varm hindbær og rørsukker op i en kasserolle. Lad det boble et par minutter, indtil hindbærrene er helt møre, og rør så æggeblommer ud i bærrene. Tag lidt af saften fra kasserollen og hæld over i en lille skål. Rør majsstivelsen ud i den og hæld derefter majsvæsken tilbage i kasserollen. Lad det simre i yderligere nogle minutter. Smag forsigtigt på hindbærfyldet og tilsæt enten mere sukker (hvis det er meget syrligt) eller citronsaft (hvis det er ret sødt). Lad det køle af nogle minutter. Hæld hindbærfyldet i den forbagte bund og bag din hindbærtærte i ti minutter mere ved 200 grader.
Lad kagen køle af – stil den evt. i køleskabet, indtil en halv time før, at du skal bruge den. Vær opmærksom på, at jo køligere din hindbærtærte er, når den serveres, jo mere syrligt smager den.
Nu er det tid til at lave marengsmassen. Pisk æggehviderne stive og pisk herefter ved høj hastighed, mens du langsomt tilsætter sukker, indtil massen er blank. Dæk din hindbærtærte til med marengsmasse – sørg for at dække kagen helt – og find en brænder frem. Brænd marengstoppene med bløde bevægelser – det går hurtigt, så lad ikke brænderen pege for længe mod din hindbærtærte.
Servér din hindbærtærte med det samme.
Note: Sød og intens hindbærtærte – næsten konfektagtig i sin koncentration, så husk at skære små stykker.
Jeg må indrømme, at jeg er pænt træt af det kolde forår, så i ren protest mixede jeg denne appelsindrink her til aften! Så var der også noget dejligt at nippe til, mens jeg bagte hveder. Orange Dream er en sød appelsindrink med et letbittert …
Skal du ikke forkæle din kæreste, dig selv eller en helt tredje med en morgenmadsomelet denne weekend? For nylig lavede jeg denne ret, da jeg ville forkæle gemalen og jeg. I løbet af de seneste måneder har jeg for alvor fået øjnene op for omeletter, …
Denne brødbudding udgjorde desserten til vores vinsmagning sidste weekend – samme aften hvor vi blandt andet fik grillede rejer og skillet potatoes.
Jeg var faldet over en opskrift på brødbudding i ‘Texas Favourites’, men jeg endte dog med at lave en noget anden version, som ikke desto mindre var ret skøn. Jeg brugte blandt andet syltede kirsebær, og her valgte jeg Amarena Toschi kirsebær, der sælges i en lille hvid krukke med rød skrift. Den har en mildere smag end den blå variant – og er noget billigere.
Brødbudding med kirsebær og bourbon-sauce
8 personer
ca. 450 g lyst daggammelt hvedebrød
smør til at gnide formen
50-75 g pekannødder, groft hakkede
1 dl rosiner
1 glas Amarena Toschi kirsebær (andre kan bruges – vælg en med hele, kraftige og søde bær)
5 æg
2 dl fløde
2 dl sødmælk
1 tsk kanel
1 tsk vaniljepulver
Bourbon-sauce:
100 g smør
2 dl rørsukker
1 dl fløde
1 dl bourbon
et lille knips salt
Start med at smøre et stort, dybt fad med smør. Flå derefter brødet fra hinanden i mundrette stykker. Drys nødder og rosiner over og fordel så kirsebærrene over brødet. Hæld kirsebærsiruppen ud over. Pisk æg, fløde, mælk og krydderier sammen til en jævn masse og hæld den over brødfadet. Sæt fadet i køleskabet i mindst en time, så brødet kan trække saften til sig.
Bag din brødbudding i ovnen ved 180 grader i 45-55 minutter. Tag den ud, når den er blevet gylden og samtidig ikke ‘bølger’ på midten, hvis du ryster fadet.
Nu er det tid til at lave bourbon-sauce. Hæld smør, sukker og fløde i en kasserolle og varm det langsomt op. Når smør og sukker er smeltet, tager du kasserollen af varmen. Rør det godt sammen med bourbon og smag til med lidt salt.
Servér din brødbudding lun sammen med den varme bourbon-sauce.
Note: Brødbudding er ikke den kønneste dessert, der findes, men denne fyldige version er virkelig skøn. Det er især kirsebærrene, der giver den en godt, sødt pift, men også den dejlige bourbon-sauce samler for alvor smagen.
Lammekød og påske passer godt sammen, så til sidste weekends påskefrokost komponerede jeg en forret af speltblinis med lam og feta. Jeg skelede til min opskrift på rugblinis, da jeg skulle lave disse speltblinis. Derudover stak vi godt med hvidløg i en lammekølle og langtidsstegte …