Julefrokosten i lørdags bød ikke kun på fiskeretter – der var også plads til et par vildtretter! Jeg havde fundet en fasan i fryseren (venligst doneret af min far) samt et kilo vildsvinefars, som vi købte på Bondens Marked i sommers.

En af klassikerne på julebordet – i hvert fald hos os – er anderilette, og det er en meget lækker men også meget fed juleret. Det kunne være spændende at lave en fasanudgave af denne ret, men så faldt jeg over en opskrift på fasanrilette på Dortes blog, og den fik jeg lyst til at lege videre med.

Fasanrilette

1 flået og renset fasan
smør
2 små gulerødder
1 løg
salt og peber
3 fed hvidløg, grofthakkede
1 spsk frisk timian
½ tsk knuste enebær
3-4 dl mørk øl – jeg brugte Holbæk Munken Bryg
½ dl æbleeddike
3½ dl hønsebouillon

Del fasanen i 4-6 stykker og brun dem i smør i en gryde. Skrub gulerødderne grundigt og skær dem i grove stykker, som du putter ned til fasanen. Skær løget i tynde både og put dem i gryden sammen med hvidløgene. Lad det stege et par minutter, inden du tilsætter krydderier, eddike og bouillon. Lad det simre ved svag varme i 50-60 minutter.

Tag fasanstykkerne op af gryden og læg dem på en tallerken. Lad resten af grydens indhold koge videre, indtil det er reduceret til en tredjedel. Imens det koger, piller du kødet af fasanens knogler. Knogler og sener smides ud (og evt. hagl :-))

Put kødet ned i den indkogte bouillon og mos kød og grøntsager med et piskeris eller en gaffel – det skal moses ret grundigt, men det må stadig godt have noget struktur. Smag til med salt, peber og evt. lidt æbleeddike og put din fasanrilette i køleskabet. Servér din fasanrilette med med syltede sager såsom rødbeder, asier eller den rødbedechutney, som er beskrevet længere nede i dette blogindlæg.

Note: Det er en frisk og mild fasanrilette, som er langt sundere end den heftige anderilette, og den ligger derfor heller ikke så tungt i maven. Smagsmæssigt er den dog ‘mørkere’ end anden – der er mere vildtsmag, og grøntsagerne kan også fornemmes.

Her legede jeg lidt i køkkenet, og da jeg midt under tilberedningen af farsen kom i tanke om, at jeg havde en lille pose tørrede kirsebær, der skulle bruges, så røg de fluks i skålen. Jeg havde kun 25 g, men du kan sagtens putte det dobbelte i.

Vildsvinefrikadeller

masser!

1 kg hakket vildsvinekød
1 rødløg, meget finthakket
1 æg
15 knuste enebær
25-50 g tørrede kirsebær, knuste
2 tsk timian
lidt rosmarin
lidt hvedemel
salt og peber

Ælt alle ingredienserne sammen til en god, blød fars og stil den i køleskabet i en halv times tid. Form farsen til små frikadeller og steg dem i smør eller lammefedt (sidstnævnte var noget, jeg havde til overs, da jeg for nylig stegte lammekødboller). Servér dem lune.

Note: Enebærrene og kirsebærrene passede godt sammen med vildsvinekødet,og jeg var i det hele taget positivt overrasket over det hakkede vildsvinekød – det koncept holder!

Sammen med kødretterne (nåja, vi fik også en ribbensteg) fik vi også en række tilbehør – for eksempel en rødkålssalat lavet på fintstrimlet rødkål, appelsiner, æblesirup, valnødder og gojibær. Jeg kunne heller ikke nære mig og lavede en portion løgmarmelade – eller løgconfit som det også hedder -som passede rigtig godt til kødet.

Vi trængte dog også til noget mere syrligt og stærkt, så udover de syltede asier smed jeg også en portion rødbedechutney på bordet. Inspirationen var atter hentet i ‘Jul’-kogebogen, men jeg brugte ikke lige så meget peberrod, da jeg var bange for, at det ville blive for stærkt. Til gengæld skruede jeg op for flere af krydderierne.

Rødbedechutney

ca. 800 g rødbeder, skrællet og revet
2 store løg, revet
2½ dl æblecidereddike
½ spsk salt
½ spsk stødt allehånde
5 nelliker
5 kardemommekapsler
1 dl lyse rosiner
ca. 7 spsk frisk, fintrevet peberrod

Hæld rødbeder og løg i en gryde sammen med resten af ingredienserne undtagen peberroden. Lad det simre ved svag varme, indtil det er kogt så meget ind, at konsistensen nærmest bliver som marmelade. OBS – det kan godt tage et godt stykke tid, så sæt gerne mindst 1½ time af til det.

Lad det køle af, inden du smager til med salt og rør derefter peberroden i. Smag igen efter nogle timer – chutneyen kan sandsynligvis godt bære lidt mere peberrod, men det op til dig og dine smagsløg. I denne udgave er den ikke så hidsig (selvom den dufter sådan, når du rører peberroden i), så du kan godt tilsætte mere peberrod senere. Hvis du ikke skal spise chutneyen med det samme, kan du putte dem på skoldede glas og opbevare i køleskabet i flere måneder.

Note: God, halvkraftig sag – dog ikke så heftig, som jeg troede, den ville blive, da jeg puttede peberrod i, men det var nok meget godt, for jeg tror, at gæsterne bedre kunne lide denne udgave.