Stærk rodfrugtssuppe og løgconfit til rosmarinkiksen

Stærk rodfrugtssuppe og løgconfit til rosmarinkiksen

Denne stærke rodfrugtssuppe kom på bordet, da vi havde gæster. Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har haft mulighed for at lave en treretters menu, så jeg benyttede straks chancen. Jeg vil fortælle om forret og dessert i dette indlæg – hovedretten må vente til i morgen aften, for der er ikke længe til sengetid.

Men altså – til forret lavede jeg en stærk rodfrugtssuppe, som var med til at give varmen. Lav den kun, hvis du er villig til at spise en suppe med bid i! Til dessert var der et par forskellige oste, lækre oliven, æblegelé, løgconfit (inspiration hentet hos Grydeskeen) og hjemmelavede kiks (inspiration hentet hos Foodfanatic – men derudover tilføjet krydderier).

Stærk rodfrugtssuppe

4 personer

600 g gulerødder
150 g knoldselleri
1 løg
3 dl grøntsagsbouillon
2 dl vand
50 g frisk ingefær
2 tsk karry
salt og peber
1 spsk mørk sirup

Gulerødder, knoldselleri, løg og ingefær skrælles og skæres i tern, inden de puttes i en gryde. Hæld bouillon og vand i og tilføj karry, salt og peber. Lad det koge, indtil grøntsagerne er møre – det tager nok en halv times tid. Blend det til en grov suppe og smag til med sirup samt evt. mere salt og peber.

Note: Den store mængde ingefær er med til at gøre suppen godt krydret, men det er jo sundt og smager skønt, og så er det med til at gøre suppe til en langt mere interessant ret.

løgconfit, glaserede løg, løg, smør, blomsterhonning, honning, bouillon, rosmarin, hønsebouillon, æblecidereddike

Løgconfit

2 løg
20 g smør
1 spsk rapsolie
3 store tsk blomsterhonning
salt og peber
5 friske kviste rosmarin
1 dl hønsebouillon
1 dl æblecidereddike

Smelt smør på en pande ved medium varme sammen med olien. Skær løgene i tynde skiver og hæld dem på panden og steg løgene forsigtigt. Tilsæt honning samt lidt salt og peber. Når løgene begynder at tage farve, tilsætter du rosmarin samt æblecidereddike og hønsebouillon. Lad det stå og simre et par timer eller tre – retten skal langsomt koge ind ved svag varme. Når det er blevet til en tyk og klæbrig masse, er retten klar – husk at fiske rosmarinen op inden servering.

Note: Lækker, mørk og mættende smag. Passede godt til en kiks men vil også egne sig fint som tilbehør til en kødret. Bestemt ikke sidste gang jeg laver dette – total kræs!

rosmarinkiks, kiks, brød, hvedemel, smør, æggehvider, æg, rosmarin

Rosmarinkiks

250 g hvedemel
100 g iskoldt smør
4-4½ spsk vand
1 æggehvide
tørret rosmarin
salt af god kvalitet

Hæld melet i en skål. Skær smørret i mindre stykker og gnid dem ind i melet. Tilsæt vandet og saml hurtigt dejen. dæk dem til og lad den hvile i køleskabet i en halv time. Rul dejen ud, så den er et par millimeter tyk, og udstik den – jeg brugte en hjerteform og skar den sidste dejrest ud i firkanter. Pensl kiksene med æggehvide, drys rosmarin og salt over og prik hver kiks et par gange med en gaffel. Bag dem i en forvarmet ovn ved 225 grader i 9 minutter.

Note: Ikke helt så sprøde, som jeg havde håbet, men ellers fine og velsmagende kiks. Der er basis for at eksperimentere videre med denne opskrift…



10 thoughts on “Stærk rodfrugtssuppe og løgconfit til rosmarinkiksen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *