Sprøde croquetas

Sprøde croquetas

Croquetas er en af de spanske retter, jeg har glædet mig mest til at lave i forbindelse med denne måneds benspænd! De sprøde, cremede hapsere stødte jeg første gang på for nogle år siden, da jeg spiste tapas i Torvehallerne i København, og siden har jeg flere gange tænkt på at lave dem selv.

Croquetas kan minde lidt om de portugisiske pastéis de bacalhau i udseende, men indholdet er ret forskelligt. Croquetas er i bund og grund en tyk bechamelsauce med skinke i, der er stivnet, vendt i raps og derefter friteret! Ja, det lyder jo slet ikke så tosset…

Inspirationen hentede jeg hos Spanish Sabores, men justerede lidt på målene, hvor jeg blandt andet skar ned på mængden af skinke.

Sprøde croquetas

snacks til 7-8 personer

25 g smør
3 spsk olivenolie
1 dl hvedemel
et lille løg, finthakket
½ l mælk
en smule muskatnød
140 g serranoskinke eller parmaskinke, skåret i små tern
hvedemel til at rulle croquetas i
1½-2 æg, pisket
2-3 dl rasp
½-1 l rapsolie til fritering

Smelt smørret i en gryde sammen med olien ved mediumvarme. Tilsæt løg og svits det et par minutter, indtil det begynder at tage farve. Tilsæt salt og muskatnød og rør så skinken i. Lad det stege i et kort øjeblik, inden du rører melet i. Når det begynder at tage farve, tilsætter du lidt mælk. Rør det grundigt ud, inden du tilsætter mere mælk. Fortsæt sådan stille og roligt, indtil al mælken er optaget – det vil tage ca. 20 minutter. Tag gryden af varmen og lad dejen køle lidt af, inden du pakker den ind i husholdningsfilm. Jeg kan anbefale at forme det som én lang flad pakke (se herunder), for så er det også let at skære ud, når du skal stege croquetas.

Put dejen i køleskabet i mindst fire timer og gerne natten over, så den kan sætte sig. Tag derefter dejen ud og skær den i mindre stykker – længde og bredde bestemmer du selv. Vend dem i mel, derefter æg og til sidst æg, inden du steger dem i mindre portioner i en lille kasserolle med olie (olien skal være så varm, at det bobler om den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik, inden du putter dem i).

Læg de friterede croquetas på lidt køkkenrulle og drys dem med salt. Servér dem varme.

Note: Ha, de var præcis lige så gode, som jeg huskede dem! Croquetas er syndigt gode, og man skal passe på, at man ikke spiser sig mæt i dem. Altså – hvis man ikke vil indtage for mange kalorier på én gang. Meeen – det skal der jo også være plads til i ny og næ. Jeg har frosset lidt af dejen ned, og så vil jeg prøve at tø den op og stege de sidste på et senere tidspunkt. Det tror jeg nemlig godt, at man kan.

bechamel, hvedemel, løg, skinke, mælk,smør, muskatnød,


6 thoughts on “Sprøde croquetas”

  • Har aldrig før hørt om denne ret, den skulle afprøves – en fed ret, på begge måder, men nøj hvor var den god. Det skulle blot være en enkelt hapser, men desværre “kom vi til” at forspise os – så det blev hovedretten i går:-)

    • Hihihi! Jeg serverede dem som forret inden pisto (som jeg også bloggede om tidligere på ugen) – så fik vi også noget knapt så kalorietungt. Men ja, de er pænt fristende 😉

  • Det er virkelig comfort-food så det batter. Det er utrolig nemt at lave en ordentlig portion, panere det hele, stege nogle stykker og smide resten i fryseren til en anden god gang. Det gjorde min spanske host mom altid :D.

    • Ja, det er et supergodt trick. Det er en god snack at have i baghånden, når man får gæster eller bare skal forkæles en fredag aften 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *