Restaurant Upp Eller Ner
Her kommer en mini-anmeldelse af Restaurant Upp Eller Ner, som vi spiste på i sidste uge. Der var vi nemlig på roadtrip i Sydsverige, og første aften overnattede vi i Ystad. Det er i øvrigt en smuk og hyggelig by at gå en tur i. Men det var nu ikke ligefrem fordi, at byen svømmede i spændende spisesteder, så vi vidste godt, at vi ikke skulle sætte forventningerne for højt.
Upp Eller Ner havde ikke lige en forret, der fristede, og da hovedretterne var rimelig bastante, så nøjedes vi med at bestille det. Gemalen snuppede en burger, mens jeg valgte et stort stykke stegt flæsk med stegte svampe og kartofler til samt flåede tomater og en spidskålssalat med creme.
Begge retter kom overraskende hurtigt! Ooog… altså, de var ok. Min ret kom til at virke lidt voldsom med både stegte svampe og kartofler til det stegte flæsk, da kødet også var forholdsvis fedtholdigt, men til gengæld gav tomaterne og spidskålen et mere frisk pift. Jeg savnede dog mere syre i retten. Gemalen var heller ikke blown away af sin burger.
Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at vi savnede et eller andet. Det føltes uafsluttet. Så vi bestilte en cappuccino hver (note: de er så kun halvt så dyre som i Danmark!), og jeg valgte en affrogato til. Denne version var med en kugle hasselnøddeis, og så fik jeg en lillebitte kaffekande med varm kaffe, jeg kunne hælde ud over isen. Og det fungerede til gengæld ret godt! Den ret bitre kaffe gik godt sammen med den vellavede is (som Upp Eller Ner havde fra en lokal isbutik).
Servicen var fin – effektiv, smilende men også hurtigt videre.
Det bliver til tre stjerner med pil op til Upp Eller Ner.
Ej, det med kaffe på isen er sgu en fin idé. Det havde lige været mig. Vores farfar lavede altid vaniljeis med kaluha. Og der er bare noget med is og kaffesmag, i min bog.
Absolut – og så er det jo en rigtig voksendessert, hehe! 😀