Restaurant Pinchos

Restaurant Pinchos

Jeg vender lige tilbage til vores sommerferie i Sverige, hvor vi spiste frokost hos Restaurant Pinchos på feriens næstsidste dag. Det var et sted, vi stødte på ved et tilfælde, men det viste sig at være ganske heldigt. Pinchos er i øvrigt i familie med Pincho Nation, der også har restauranter i Danmark. Konceptet er i hvert fald det samme med en restaurant, der er indrettet i cirkusstil og med en app, hvor du bestiller al din mad og drikke. Ligesom du også selv henter den. Det føltes i øvrigt lige lovlig cheap, men det vender jeg tilbage til.

Vi snuppede et bord udenfor i sommersolen og fik et par popcornbægre, vi kunne nyde, mens vi udvalgte maden via appen. Popcornene var naturligvis en sjov gimmick men bestemt en, vi nød.

Det var jo sommer, så vi bestilte en cocktail hver især – Sparkling Passion Martini og Solsidan – og de var overraskende gode! Jeg havde ellers frygtet noget værre unuanceret sjask (ja, jeg var lidt skeptisk efter både at skulle bestille via app og hente maden selv), men bartenderen vidste, hvad han gjorde.

restaurant pinchos, kristianstad, restauranter i Sverige, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Pinchos har et ret blandet udvalg af småretter, så der er lidt for enhver smag. Jeg forsøgte ikke at vælge aaalt for bredt, hvilket dog var næsten umuligt, når nu der var mange ting, der fristede. Men jeg fik valgt en masse små serveringer, vi kunne dele. Det blev til en kugle burrata med tomater og grønt, en lille Skagenvaffel (svensk koncept) med rejesalat, rødløg og purløg samt nogle mini-kebabs med strimlet nakkefilet og en smule grønt. De to første småretter var ganske fine, mens de små kebabs desværre var lidt for tørre og godt kunne have brugt et skvæt dressing.

Vi fik også en tostada hver, der var toppet med rejer, tomater og chilimayo, vi delte nogle friterede risottokugler, og så delte vi en lille friteret taquito med ost og creme fraiche.

Jeg må sige, at jeg generelt var positivt overrasket. Jeg prøvede som sagt at vælge retter, der ikke virkede alt for mærkelige at kombinere (så må du vurdere, om du synes, at det lykkedes), og der var mange andre retter på kortet, jeg også gerne ville have prøvet, hvis appetitten havde været til det. Vi fik heller ikke prøvet desserterne, da det var for varmt til, at vi kunne spise særlig meget.

Jeg kan ikke rigtig vurdere serviceniveauet hos Pinchos, for… ja, der var jo ikke rigtig noget. Det synes jeg stadig er sært – i det mindste kunne de bære mad og drikke ned til bordet. Appen kan jeg godt leve med, for det er praktisk med små billeder af, hvad man kan vælge imellem, ligesom man så er sikker på, at alle de små retter bliver noteret korrekt.

Så alt i alt en succesoplevelse! Også prismæssigt, for vi slap med hvad der svarer til 400 kr for to cocktails og så alle ovenstående småretter. Det synes jeg var ganske rimeligt.

Jeg ender med fire stjerner med pil op til Pinchos.



2 thoughts on “Restaurant Pinchos”

  • Jeg var også positivt overrasket, da jeg prøvede Pincho’s i Götheborg for nogle år tilbage, og søster K synes også det var et godt valg, da jeg så lokkede hende til, at det var det vi skulle i Malmø forrige år.
    Nu har vi udsigt til at få en i Aalborg snarest, så vi må tage endnu en omgang til den tid – jeg synes det er et ganske veludført koncept 😀

    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *