Åhus Bryggeri

Åhus Bryggeri

På vores sommerferie i Sverige havde vi en overnatning i Åhus, og så skulle vi naturligvis besøge Åhus Bryggeri. Det lille mikrobryggeri har også en række lune retter samt smørrebrød, så vi valgte at nyde vores aftensmad der.

Det lille bryggeri har en lang historie bag sig – faktisk helt tilbage til 1900 – så jeg var spændt på, hvad de kunne. Og heldigvis var der god mulighed for at smage, for man kunne bestille fire glas med 10 cl i hver, så det gjorde jeg. Gemalen holdt sig til en enkelt øl.

Åhus Bryggeri, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Sverige

Jeg fik desværre ikke taget et foto af deres udvalg, og da de ikke præsenterer dem på deres hjemmeside, kan jeg ikke komme med en længere beskrivelse af dem. Men jeg mener, at det var en Hazy IPA, en Dortmunder-inspireret lager, en Double-IPA og selvfølgelig en stout. Sidstnævnte var en ret mild og forsigtig version – jeg vil nærmest kalde det en sommerstout, for den passede godt til det lune vejr. Den savnede dog noget kuldioxid. De øvrige øl var dejlige og nuancerede. Bestemt en positiv overraskelse.

Vi havde valgt to stykker smørrebrød hver, og det viste sig, at det var også rigeligt, for det var højbelagt, der var tale om! Jeg havde valgt et stykke med sild, æg, kartofler, dijonnaise og rødløg samt et stykke med hønsesalat, æble, mangochutney, chili, cornichoner og lidt bacon. Gemalen snuppede en rejemad samt stegt flæsk med rødkål.

Min silde-kartoffelmad var ganske glimrende. Hønsesalaten havde set lige lovlig megen dressing, og så var smagssammensætningen noget funky. På den ene side spændende og på den anden side og lige lovlig sød til min smag.

Da smørrebrødet var så højbelagt, så var der desværre ikke appetit til mere (der var ellers flere osteserveringer… suk…). Vi sluttede af med en cappuccino hver, som i skrivende stund er ca. halvt så dyr i Sydsverige som på Sjælland…!

Betjeningen var sød og hjælpsom. Vi pjattede lidt med den ene af tjenerne, som havde ret let ved at forstå os.

Alt i alt en hyggelig aften hos Åhus Bryggeri. Priserne var også ganske rimelige. Smørrebrødet lå i hvad der svarer til 60-70 kr. stykket, og mit ‘smagebræt’ med fire små øl kostede omkring 100-110 danske kroner.

Jeg ender på fire stjerner til Åhus Bryggeri.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *