Nye sjove madoplevelser
Nå… hvad siger du til hjemmelavet salatpizza? Denne lidt særprægede servering er en pizza, der virkelig kan dele vandene, for det er ikke lige, hvad folk normalt forbinder med klassiske italienske pizzaer. Men – den kan ind imellem godt fåes i en fornuftig udgave, selvom …
En af grundene til, at jeg valgte pizza-benspændet i denne måned, er denne stegepandepizza. Det er en ret pudsig servering, jeg faldt over på Taste of Home sidste år. Men da den ikke er så coronavenlig, så er det først nu, jeg fik prøvet den. …
Rejepizza er normalt ikke noget, jeg bestiller, når jeg er på pizzeria, men jeg fik lyst til at eksperimentere med konceptet. Det er jo netop derfor, at jeg har pizza-benspænd i denne måned!
Da rejer har en ret mild smag, besluttede jeg, at det var bedst at lave en hvid pizza – dvs. uden tomatsauce. Jeg valgte i stedet at smuldre feta ud over bunden samt drikke med lidt olivenolie, så jeg ikke risikerede, at pizzaen blev for tør.
1 stk.
en fjerdedel af denne pizzadej
Topping:
50 g blød feta
olivenolie
1-1½ dl små forkogte rejer
1 spsk citronsaft
lidt salt
1 spsk frisk koriander
Tø rejerne op (hvis de er frosne) og hæld væden fra. Vend dem i citronsaft og lidt salt og lad dem dryppe af.
Rul en klump dej ud på det meldryssede køkkenbord. Læg pizzabunden på en pizzaspade og smuldr fetaen ud over på bunden. Dryp lidt olivenolie på. Fordel rejerne ud over fetaen.
Bag din rejepizza ved høj varme på en lukket grill eller i ovnen ved 250 grader, indtil pizzakanten er gylden og sprød. Drys den med frisk koriander lige inden servering.
Note: Hvis du ikke kan lide koriander, så undlader du den selvfølgelig, men ellers giver den et frisk pift samt ekstra smag til pizzaen, og det kunne jeg godt lide. Denne rejepizza er ret simpel, men jeg synes, den fungerede godt – ikke mindst fordi rejerne også havde et lille touch af citron.
Jeg vender tilbage til pizza-benspændet med en skøn svampepizza, som er en ren vegetar. Og du vil ikke savne kød i denne her! Jeg kunne naturligvis ‘bare’ bruge champignons fra supermarkedet, men det kunne være spændende med en lidt mere nuanceret smag. Heldigvis havde jeg …
Jeg opdagede for et par dage siden, at jeg havde glemt at blogge om vores besøg på Restaurant Iluka i sidste måned, så her kommer en lille stemningsbeskrivelse. Iluka ligger i det centrale København og baserer deres madlavning på superfriske fisk, skaldyr og grøntsager. Kokken …
Så er det tid til endnu en vegetarpizza – denne gang en squashpizza med gedeost! Det er selvfølgelig en af mine eksperimenter fra pizza-benspændet denne måned.
Jeg valgte at skære squashen i ret tynde skiver og give dem en tur i salt i en halv time inden, at jeg skulle bruge dem, så de var ekstra bløde.
1 stk.
en fjerdedel af denne pizzadej
Topping:
ca. ½ mellemstor squash
1 spsk groft salt
2-3 spsk blød gedeost
lidt olivenolie
½-1 dl oliven, grotfthakkede eller skåret i skiver
Skær squashen i tynde skiver – for eksempel på et mandolinjern – og vend dem med saltet. Lad det stå en halv times tid, inden du skyller saltet af og klemmer squashskiverne forsigtigt for at få vandet ud.
Rul en klump dej ud på det meldryssede køkkenbord. Læg pizzabunden på en pizzaspade og smør gedeost på bunden. Fordel de bløde squashskiver over og slut af med lidt olivenolie samt oliven.
Bag din squashpizza ved høj varme på en lukket grill eller i ovnen ved 250 grader, indtil pizzakanten er gylden og sprød. Drys rosmarin over og servér den med det samme.
Note: Dette er en ret mild men velsmagende pizza. Den kunne være interessant at bruge som forret eller appetizer – selvfølgelig skåret i slices.
Jeg faldt over drinken Japanese Slipper, da jeg researchede til den neongrønne drink sidste år. ‘Slipperen’ er også baseret på melonlikør, som jeg bruger alt for lidt i drinks. Og ja, så kunne jeg jo lige så godt prøve denne udgave. En Japanese Slipper er …
Tilbage til pizzaerne – denne gang en lidt funky andepizza! Jeg havde nogle små løg syltet i balsamico-eddike, som jeg mente ville passe godt sammen med andekød. Løgene har nemlig en mild sød smag, så det kunne være en kæk kombination. Jeg valgte en hvid …
For et par uger siden var vi i Odense, og her slog vi et smut forbi Restaurant Værdsat for at spise frokost. Jeg kunne nemlig ikke stå for deres meget smukke og indbydende stykker smørrebrød, så dem måtte vi naturligvis prøve. Smørrebrødet koster mellem 65 og 125 kr. stykket – dem, jeg valgte, kostede begge 95 kr per styk.
Mit første stykke var en tuntatar oven på virkelig lækkert rugbrød (fra bageren overfor restauranten). Her indgik også små stykker agurk og blommer, ligesom den havde set en gavmild mængde hjemmelavet mayo. Ooog den smagte skønt! Den var frisk og fed på samme tid, og blommestykkerne gav en spændende sødme til retten.
Da vi bestilte, havde jeg bedt om et glas hvidvin til, men tjeneren foreslog en Pinot Noir i stedet, for han mente, at den ville passe godt til retten. Og efter et sekunds betænkningstid takkede jeg ja til forslaget, som viste sig at være virkelig godt. Den lidt spinkle men velsmagende rødvin var formidabel til tunen og i øvrigt også generelt dejlig i det lune danske sommervejr.
Dernæst ventede vi på næste stykke smørrebrød, men her kom vi til at vente ret længe. Bordet ved siden af os havde også problemer, for her fik restauranten kun serveret for den ene af de to gæster, indtil de selv måtte gøre opmærksom på det. Vi nåede også til sidst at spørge en tjener, om hun ville undersøge, hvornår næste servering kom, og den kom så heldigvis lige bagefter. Det var lidt ærgerligt, at vi skulle vente i så lang tid, og jeg har på fornemmelsen, at de var underbemandede den dag.
Men næste stykke kom som sagt på bordet, og her havde jeg valgt krebsesalat med mayo, hvide asparges (muligvis også grønne) samt masser af rødbedestøv, der i den grad gjorde smørrebrødet festligt at se på. Igen en meget lækker ret, som heldigvis ikke blev for mayo-tung, da grøntsagerne var med til at ‘lette’ smagen lidt.
Vi var på Restaurant Værdsat en lun sommerdag, så appetitten var ikke så stor, så vi sprang desserten over, selvom der var flere, der fristede.
Smørrebrødet var helt fantastisk på Restaurant Værdsat, og det var dejligt, at tjeneren kom med et så godt vintip. Til gengæld slog det lidt skår i glæden, at vi skulle vente 40-45 minutter mellem de to stykker smørrebrød, men jeg går ud fra, at det ikke er sådan normalt. Jeg håber nemlig på at komme forbi stedet igen en anden god gang, for det er klart noget af det bedste smørrebrød, jeg har fået på en restaurant.
Jeg ender på fire stjerner med en stor pil op til Restaurant Værdsat.
Jeg synes ikke rigtig, jeg kan have et pizza-benspænd uden at blogge om den mest almindelige udgave, jeg laver, når vi bager pizzaer på grillen – nemlig denne børnepizza med skinke og ost. Og jeg kalder den børnepizza, for den er smagsmæssig så simpel, så …