Recent Posts

Madåret der gik 2022

Madåret der gik 2022

Vi har netop sagt farvel til endnu et år, der bød på en del overraskelser og ikke mindst udfordringer. Coronapandemien rasede de første måneder, men derefter slap den sit tag, og alt åbnede op igen. Gemalen og jeg udnyttede det til at spise ude en …

Hjemmelavet Daim

Hjemmelavet Daim

Jeg nærmer mig slutningen af slik-benspændet, men jeg skal naturligvis nå at blogge om hjemmelavet Daim! Og her må jeg være fair og komme med en advarsel – det er stærkt vanedannende! Hjemmelavet Daim minder en del om karamelknas, som jeg tidligere har blogget om. …

Rødbedeterrine

Rødbedeterrine

Her får du opskriften på en smuk rødbedeterrine, du kan servere som forret – for eksempel nytårsaften. På billedet har jeg blot vist et lille stykke af terrinen, og så er det op til dig at bestemme, hvad den skal pyntes eller anrettes med. Det kan for eksempel være små dildkviste, lidt fintsnittet kål eller salat eller noget helt tredje.

Inspiration fik jeg fra en opskrift på rødbedeterrine, jeg så på Olive for et par år siden, og som jeg simpelthen ikke kunne glemme. Jeg lavede nogle småjusteringer undervejs, og så bør jeg nævne, at denne ret kræver lidt fingersnilde – eller tålmodighed – selvom den er ret enkel.

Rødbedeterrine

forret til 6-8 personer

600 g rødbeder
125 g blød gedeost
150 g flødeost
1 tsk timian
1 tsk rosmarin
1 spsk honning
salt og peber
lidt rapsolie

kog rødbederne møre – det tager ca. 45 minutter afhængig af størrelse. Lad dem køle af, inden du fjerner skindet (pas på – rødbederne vil utrolig gerne stikke af, og du har ikke lyst til at have rødbedesaft ud over hele køkkenet). Skær rødbederne i tynde skiver – gerne på mandolinjern eller lignende. Rør gedeost, flødeost. honning og krydderier sammen.

Smør en lille springform med rapsolie og for den med husholdningsfilm. Læg et tyndt lag rødbedeskiver, så de lige akkrurat overlapper hinanden, på bunden af formen. Sæt små klatter af ostecreme på overfladen og brug nu rødbedeskiver til at trykke osten ud, så den ‘limer’ det første lag rødbedeskiver sammen med det næste lag. Ostecremen er så fast, at du ikke bare kan smøre den ud på de løse rødbedeskiver, så det er her, du skal være tålmodig og arbejde dig langsomt frem. Fortsæt med at lave lag af rødbedeskiver og ostecreme, indtil du kan slutte af med et lag af rødbedeskiver. Tryk forsigtigt ned på overfladen, så du er sikker på, at ostecremen fordeler sig jævnt, og din rødbedeterrine er så lige som muligt. Sæt den i køleskabet i mindst fire timer, så den kan samle sig.

Når du skal anrette din rødbedeterrine, skærer du den i lagkagesnit og serverer med sæsonbestemt pynt.

Note: Denne rødbedeterrine indeholder få ingredienser, men den har masser af smag. Du kan som sagt pynte den med friske krydderurter eller fintsnittet kål eller salat, men prøv også ristede valnødder og eventuelt en lille smule honning.

Hjemmelavede æblebolsjer

Hjemmelavede æblebolsjer

Så er der skønne, grønne og letsyrlige æblebolsjer! Ja, selvfølgelig skal jeg lave bolsjer i forbindelse med mit slik-benspænd, og her i juledagene kan de tilmed bruges som værtindegave eller som supplement til slikudvalget til brætspilstimerne eller når du binger tv-serier. Det er faktisk over …

Hjemmelavet Toffifee

Hjemmelavet Toffifee

Månedens slik-benspænd er naturligvis også en god undskyldning for at prøve kræfter med hjemmelavet Toffifee! Jeg har set en del varianter på nettet, og mange laver karamellen ved at smelte vaniljefudge købt i supermarkedet. Jeg foretrækker dog at lave så meget som muligt fra bunden, …

Syrlige bånd

Syrlige bånd

Månedens slik-benspænd bør naturligvis også indeholde noget vingummi-agtigt, så jeg har lavet syrlige bånd! Ideen så jeg hos Dr. Oetker., og så legede jeg lidt videre med opskriften, hvor jeg udskiftede lime med citron samt skruede lidt op for mængden af citronsyre for at gøre slikket mere syrligt.

Syrlige bånd

10 blade husblas
1½ dl hvidt sukker
75 g glukosesirup
2 mellemstore øko-citroner
evt. ½ spsk citronsure
lidt grøn fondantfarve eller konditorfarve
lidt rapsolie

Derudover:
½ spsk citronsyre
1 dl hvidt sukker

Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 minutter. Hæld sukker, glukosesirup samt saft og fintreven skal fra citronerne i en gryde. Tilsæt lidt farve og varm det op. Lad det simre i fem minutter. Tag gryden af komfuret. Hæld vandet fra husblassen og klem det sidste vand ud af det, inden du putter det i gryden og rører rundt.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade og pensl den med smagsneutral olie såsom rapsolie. Bred den varme masse ud over det i et jævnt lag og lad det afkøle i 1-2 døgn, indtil massen er stivnet men stadig er lidt klistret.

Rør citronsyre og sukker sammen i en bred dyb skål. Klip gelémassen i strimler (og klip dem evt. over på midten, så de ikke bliver alt for lange). Træk en af dem af bagepapiret og vend den i sukkerblandingen. Vær forsigtig – de syrlige bånd vil virkelig gerne klistre fast til alt, de kan komme i nærheden af, så det gælder om at få dem vendt grundigt i sukker, inden de får chancen til at klistre fast til andet!

Put de syrlige bånd i en lufttæt beholder, indtil de skal spises.

Note: Jeg synes, at de syrlige bånd er ret festlige, og de er lette at lave – lige bortset fra til allersidst, når de gerne vil klistre fast til andre ting. Den originale opskrift var ikke helt så syrlig, som jeg havde forventet, så i ovenstående opskrift har jeg skruet lidt op for syrligheden.

Små rødbedetærter

Små rødbedetærter

Jeg holder lige en kort pause fra månedens slik-benspænd for at fortælle om disse små rødbedetærter, som jeg bagte i sidste uge. Jeg så dem for længe siden på Arlas hjemmeside og fik lyst til at bage dem. Jeg lavede dog nogle justeringer – blandt …

Polske julesmåkager med birkes

Polske julesmåkager med birkes

Jeg faldt over disse polske julesmåkager for flere år siden, da jeg ledte efter juleopskrifter fra andre lande. Og jeg blev lidt fascineret af, at man åbenbart ikke kan holde jul i Polen uden at spise retter med birkes i! Birkes i maden skal nemlig …

Kaffefudge

Kaffefudge

Jeg elsker at lave fudge (og det er heldigvis en af gemalens yndlingsformer for slik), så i anledning af månedens slik-benspænd har jeg lavet kaffefudge. Når jeg laver fudge, så bruger jeg som regel en hel dåse kondenseret mælk (for det er ikke så tit, at jeg skal bruge kondenseret mælk til et andet projekt de følgende dage), og så laver jeg to forskellige smagsvarianter. Så den anden halvdel af dåsen gik til en portion vaniljefudge.

Kaffefudge

½ dåse kondenseret mælk
1 dl fløde
200 g rørsukker
60 g smør
ca. 3 tsk instant kaffepulver, knust til pulver
et lille knips salt

Hæld den kondenserede mælk, fløde, rørsukker og smør i en tykbundet gryde og skru op, så varmepladen står på mediumvarme. Rør rundt, og når det begynder at koge, skruer du lidt ned for varmen, så den simrer uden at bulderkoge. Den kan nemlig let brænde på. Af samme grund skal du også røre i den næsten konstant i ca. 15 minutter, indtil massen bliver lidt mørkere og lidt sejere at røre i.

Hæld den varme fudgemasse over i en skål sammen med kaffepulveret og et knips salt. Pisk massen med en elpisker i 8-10 minutter.

Beklæd en lille form (ca. 8 x 18 cm eller lidt større) med bagepapir og hæld din kaffefudge i den. Stil formen i køleskabet og lad den stå til næste dag. Skær din kaffefudge i små firkanter, som du kan putte i enten små slikposer eller skoldede glas og give som julegave eller værtindegave i forbindelse med julebesøg. Nåja eller spise selv selvfølgelig. Kaffefudge skal opbevares i køleskab og kan holde sig i en uge – og måske også lidt længere.

OBS – hvis du ikke er tilfreds med konsistensen, så kan du skære fudgen i mindre stykker og varme nænsomt op igen. Lad det småsimre i nogle minutter (under omrøring), hæld det tilbage i formen, søt den i køleskabet og lad det stivne igen.

Note: Denne kaffefudge er nok en af mine yndlings – ligesom min citronfudge. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver nødt til at give dette videre hurtigst muligt, så jeg ikke kommer til at gnaske det hele selv. Det er pææænt vanedannende!

Bag boller på risengrød

Bag boller på risengrød

Vidste du, at du kan bage boller på risengrød? Har du en rest risengrød og gerne vil prøve kræfter med andet end klatkager og friteret risengrød, så kan du blande den i en bolle- eller brøddej. Jeg valgte at bage boller, men du kan sagtens …