Recent Posts

Quimet & Quimet

Quimet & Quimet

Jeg har lige tilbragt en forlænget weekend i Barcelona sammen med gemalen – en tiltrængt flugt fra det grå og kolde danske vintervejr og ned til sol, 10 grader højere temperatur og dage fyldt med afslapning, lange gåture og god mad. Kan man sige Barcelona …

Sådan laver du en bacon-skål

Sådan laver du en bacon-skål

Da jeg fortalte om månedens bacon-benspænd, ‘advarede’ jeg også mod, at der vil blive fjollet lidt på bloggen i denne måned – og det bliver det nu, for jeg har lavet en bacon-skål! … en hvad? En skål af bacon? Besnærende tanke ikke sandt? Jeg …

Grønne bønner med bacondressing

Grønne bønner med bacondressing

Er du ikke så meget til salater? Eller trænger du blot til at lave en mere fyldig og mættende salatservering? Så prøv bacondressing! Denne lune bacondressing kan i den grad pifte enhver salat op og måske også overtale de mere grøntsagsskeptiske i selskabet til at spise flere grøntsager.

Bacondressing er dermed også månedens første baconopskrift, og he fandt jeg inspiration hos Heidis Verden. Jeg justerede dog på flere af målene, så den blev knapt så sød og lidt mere spicy. Bacondressing er en herlig fyldig sag, som kan forvandle selv vintertrætte grøntsager til en spændende servering. Jeg brugte den færdige bacondressing til grønne bønner (der kom lige fra fryseren, inden de fik et par minutter i kogende vand), og det var en succes.

Bacondressing

2-3 personer

125 g bacon
1 spsk smør
½ løg, finthakket
1 fed hvidløg, presset
5 spsk æblecidereddike
4 spsk vand
1-2 spsk rørsukker
1 spsk dijonsennep
1 tsk majsstivelse
baconfedt
cayennepeber
salt og peber

Skær baconen i meget små tern og steg dem sprøde (men ikke tørre) på en varm pande. Hæld baconfedtet over i en lille skål og læg baconen på en tallerken. Put smør på panden og svits det hakkede løg ved mediumvarme i 3-5 minutter, indtil løgternene er bløde og begynder at tage farve. Tilsæt hvidløg og svits det i 30 sekunder, inden du tilsætter æblecidereddike, vand, rørsukker og sennep. Rør det grundigt sammen. Lad det simre videre, mens du laver en jævning ved at røre majsstivelsen op i en spsk vand. Rør jævningen i saucen og lad det simre, indtil det tykner. Tilsæt baconfedtet og det stegte bacon og smag til med salt, peber og cayennepeber.

Note: Denne bacondressing holder max! Nu elsker jeg de fleste grøntsager, så jeg behøver ikke denne dressing som lokkemad for at spise flere bønner, kål eller hvad man nu vil bruge dressingen sammen med, men jeg er helt sikker på, at den kan lokke flere til at tage af salatskålen.

Februar: Bacon!

Februar: Bacon!

Bacon. Bacon, bacon, BACON! Jep, februar måneds benspænd er krydderiet over dem alle: Bacon. Det er en ingrediens, som mange elsker, og jeg har derfor valgt at dedikere en hel måned til en af danskernes yndlingsspise. For alt er jo bedre med bacon – eller …

Hjemmelavet karry – sådan gør du

Hjemmelavet karry – sådan gør du

Jeg afslutter januar måneds karry-benspænd med et indlæg, jeg egentlig burde have skrevet fra start – nemlig en opskrift på hjemmelavet karry. Karry er som bekendt en krydderiblanding, og karry kommer i mange udgaver. I løbet af den seneste måneds tid har jeg leget med …

Kalkun i rød karry

Kalkun i rød karry

Jeg nærmer mig slutningen af karry-benspændet, for om et par dage løfter jeg sløret for, hvad benspændet for februar er. Inden da får I dog lige de sidste karry-opskrifter – blandt andet denne thai-inspirerede ret med kalkun i rød karry.

Det er sjældent, jeg bruger kalkun i madlavningen. Jeg kan godt lide smagen af kalkun, men det er sjældent, jeg støder på det i handlen – især når det drejer sig om økologisk eller frilandskød. Men for nylig opdagede jeg, at jeg kunne købe kalkunkød hos Aarstiderne, og selvom det bestemt ikke var billigt, så ville jeg prøve det alligevel.

Jeg skelede lidt til et par af mine andre thai-opskrifter, da jeg tilberedte denne ret.

Kalkun i rød karry

6-8 personer

ca. 800 g kalkun i tern
6 tsk rød karrypasta
2 løg, skåret i tynde både
lidt olie
4 fed hvidløg, pressede
8 tørrede limeblade
3 citrongræs-stængler fra glas
1½-2 dåser kokosmælk
2 dl vand
500 g frosne sukkerærter
3-4 spsk fiskesauce
lidt rørsukker
salt

Svits løgene i olie i en stor gryde og tilsæt 4 tsk rød karrypasta. Steg videre ved mediumvarme, indtil løgene er bløde. Hæld grydens indhold over i en skål og hæld derefter lidt mere olie i gryden. Svits halvdelen af kødet og vend 1 tsk rød karrypasta i. Hæld kødet over i skålen med løgene og gentag processen med at svitse og stege med den anden halvdel af kødet. Når al kødet er brunet, hældes skålens indhold tilbage i gryden, så løg, kød og karrypasta er blandet sammen. Tilsæt hvidløg, limeblade, citrongræs, kokosmælk og vand. Læg låg på og lad det simre i 15 minutter. Tilsæt sukkerærterne. Lad det simre videre, indtil sukkerærterne og kødet er helt møre. Smag retten til med fiskesauce, rørsukker og salt. Du kan også tilsætte lidt mere karrypasta, hvis du synes, retten ikke er stærk nok.

Servér kalkun i rød karry sammen med kogte ris.

Note: Mmm! Kalkun i rød karry er en skøn ret. Jeg elsker rød karry, og den passer ganske glimrende til kalkun. Retten har masser af smag, men du kan holde styrken i skak ved at søde den lidt ekstra til sidst. Jeg brugte ikke så meget sukker, men jeg kunne dog ikke undgå det helt, da jeg havde valgt at servere Pacific Rim Winemakers Gewürztraminer 2007 til maden. En sødmefuld og alligevel ret mild vin.

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at servere Dry Riesling fra samme producent til maden, men da producenten selv anbefaler Gewürztraminer 2007 til kalkun og i øvrigt fremhæver, at vinen har milde i noter a la melon, så tænkte jeg, at den nok også kunne bruges til – og det kunne den (og så skal man jo heller ikke undervurdere, at jeg vidste, at vores gæst godt kan lide hvidvine med masser af sødme :)).

Fisk med hvidkål og karryfløde

Fisk med hvidkål og karryfløde

Jeg vil ikke snyde jer for en fiskeret, nu hvor jeg har karry-benspænd. Fisk og karry går ofte godt sammen – tænk bare på karrysild. Men hvis du ikke er så vild med fisk – eller bor sammen med nogen, der ikke kan lide fisk …

Appelsinsorbet

Appelsinsorbet

I sidste uge lavede jeg flere retter, der krævede æggeblommer – blandt andet kokospanerede kyllingenuggets med karrymayonnaise. I den forbindelse fik jeg flere æggehvider til overs, og en af dem blev straks brugt i en appelsinsorbet – man går vel ind for Stop Spild af …

Fyldig Mulligatawny suppe

Fyldig Mulligatawny suppe

Da jeg annoncerede mit karry-benspænd for denne måned, foreslog Ostesnak, at jeg skulle lave Mulligatawny suppe – en klassisk suppe, der indeholder karry. Mulligatawny suppe kan laves på mange måder – både med eller uden kød og med ret stor variation i krydderisammensætningen. Én ting er dog sikker – der er karry i.

Jeg kiggede på en række Mulligatawny opskrifter på forskellige udenlandske blogs, inden jeg gik i køkkenet og legede mig frem til denne version. Jeg bør i øvrigt nævne, at jeg ikke er så vild med ‘vandede’ supper, så jeg brugte lidt mindre væske og lidt større mængder grøntsager i denne version. En Mulligatawny suppe er som regel lidt mere ‘vandet’.

Jeg brugte i øvrigt en skøn madras karry, som jeg købte hos ASA i Torvehallerne i efteråret. Den overraskede positivt, så den glæder jeg mig til at lege videre med ved lejlighed.

Fyldig Mulligatawny suppe

2-3 personer

lidt rapsolie
1 løg, hakket
3 fed hvidløg
1 tsk finthakket frisk ingefær
2 tsk madras karry
1 tsk chiliflager
en knivspids stødte nelliker
1 tsk gurkemeje
3 kardemommekapsler
1 tsk korianderfrø
1 gulerod, revet
1 kartoffel, revet
½ æble, skåret i små tern
7 dl hønsebouillon
2 dl kokosmælk
1½ dl røde linser
salt, rørsukker og citronsaft

Hæld olie på en pande og svits løg sammen med hvidløg, ingefær og krydderier. Tilsæt grøntsager og æbletern, hønsebouillon, kokosmælk og røde linser og lad det simre i en halv time. Blend suppen og smag til med salt, citronsaft og evt. lidt rørsukker.

Jeg serverede den med lidt chiliflager på, men om sommeren vil jeg anbefale, at du bruger frisk koriander.

Note: Dejlig fyldig suppe med masser af smag. Nu havde jeg – vanen tro – skruet godt op for flere af krydderierne (herunder karryen – selvfølgelig) og det gav en god, cremet og krydret suppe, som gav varmen.

Jordbær cheesecake – New York stil

Jordbær cheesecake – New York stil

I går var vi til svigermors fødselsdag, og jeg havde tiltusket mig opgaven mht. at medbringe fødselsdagskage. Januar er jo ofte noget af en grå og trist affære, hvor man drømmer om sol og sommer, og jeg fik derfor lyst til at finde lidt af …