Recent Posts

Nordisk Spisehus

Nordisk Spisehus

I går susede gemalen og jeg til Aarhus sammen med svigerforældrene. Planen var at besøge ARoS og Den Gamle By (som vi sidst besøgte for seks år siden), men undervejs skulle vi selvfølgelig også have lidt frokost, og her havde vi booket bord på Nordisk …

Molekylær gastronomi – basissæt

Molekylær gastronomi – basissæt

Har du fulgt med i april måneds molekylær gastronomi-benspænd, så har du måske bemærket, at jeg flere gange har refereret til et molekylær gastronomi-sæt, som jeg har brugt undervejs – og det kan du nu se på ovenstående billede. Jeg fik det af gemalen sidste …

Mexicanske hotdogs

Mexicanske hotdogs

Da jeg bagte hotdogbrød for nylig, puttede jeg halvdelen i fryseren, så jeg havde til et par hurtige omgange aftensmad på en travl hverdag, og det belønnede sig tidligere på ugen, da jeg havde lyst til at lave mexicanske hotdogs. Ok, jeg burde måske kalde dem mexicansk-inspirerede, men ikke desto mindre tror jeg, at mexicanere vil kunne lide min fortolkning af mexicanske hotdogs (omend de sikkert ikke er stærke nok… men nu kan mexicanere selvfølgelig også tåle langt større mængder chili end jeg kan).

Jeg havde fundet nogle gode økologiske merguez-pølser i Irma. Merguez er ganske vist nordafrikanske pølser lavet på oksekød og lammekød, men de er dejlig krydrede og passede dermed godt til de mexicanske hotdogs. Jeg vil i øvrigt benytte lejligheden til at udtrykke min begejstring for alle de spændende og lækre økologiske og frilandspølser, der er dukket op i køledisken hos Irma de seneste uger. Det er virkelig tydeligt, at grillsæsonen starter nu, for i løbet af vinteren har det stort set været umuligt at finde økologiske pølser i supermarkederne (bortset fra Hanegal). Tror jeg skal hamstre pølser i slutningen af sommeren…

Tomatsalsaen er en simpel fortolkning af denne tomatsalsa, jeg lavede i forbindelse med mit mexicanske benspænd, og det samme gør sig gældende for majskompotten fra samme måned.

Mexicanske hotdogs

4 stk

4 merquez-pølser (kan erstattes af andre kraftigt krydrede pølser)
4 hotdogbrød
½ avokado, skåret i tern

Tomatsalsa

120 g cocktailtomater
1 spsk chipotle
1 tsk arbol chili
2 tsk røget paprika
rapsolie
2 fed hvidløg
250 g cocktailtomater
½ dl hvidvinseddike
lidt vand
evt. rørsukker
salt

Svits chipotle, chili, røget paprika og hvidløg i lidt olie i en gryde. Hak tomaterne og vend dem grundigt i krydderierne i gryden. Lad dem simre ved mediumvarme – evt. under låg – indtil tomaterne er møre. Tilsæt hvidvinseddiken og lad det simre videre i ti minutter. Blend det og tilsæt evt. lidt vand for at gøre tomatsalsaen lidt mere lind. Smag til med rørsukker og salt.

Majskompot

2 dl majskerner fra frost
lidt rapsolie
1 fed hvidløg, presset
1 spsk pasilla chili (eller en anden mild chili)
1 tsk arbol chili
1 dl fintrevet parmesan
1 spsk mayonnaise – gerne Hellmann’s
saften fra ½ citron
salt

Steg majskernerne og de to slags chilier i olie ved mediumvarme i ca. 15 minutter. Husk at røre jævnligt i blandingen. Tilsæt hvidløg, vend det grundigt i majsene og tag så panden/gryden af komfuret. Lad majskornene køle af et par minutter, inden du tilsætter revet ost, mayonnaise og citronsaft. Blend det – tilsæt evt. lidt vand – men sørg for, at det stadig har en lidt grov struktur. Smag til med salt.

Når du samler dine mexicanske hotdogs, luner du først hotdogbrødene og steger pølserne. Derefter skærer du en dyb ridse i et hotdogbrød, inden du smører det med en god klat tomatsalsa. Læg en stegt pølse i og top den med majskompot og avokadotern. Vupti – så er du klar til at spise mexicanske hotdogs!

Portvinskaviar

Portvinskaviar

Kan du huske den portvins-spaghetti, jeg bloggede om forleden? Der fik jeg ikke brugt al portvinsmassen, da jeg kun havde tre korte ‘spaghettirør’, men det skulle da ikke gå til spilde, så jeg besluttede mig for at bruge resten af portvinsmassen til at lave portvinskaviar! …

Røget sild med ærte-sfærer

Røget sild med ærte-sfærer

Mit molekylære benspænd har budt på flere udfordringer indtil videre, og den største har helt sikkert været sfærer. Tredje gang er som bekendt lykkens gang, og da vi forsøgte os for tredje gang i forbindelse med, at vi ville lave ærte-sfærer, som vi kunne servere …

Varm waldorfsalat

Varm waldorfsalat

Jeg er ikke særlig kræsen, men der er selvfølgelig enkelte råvarer, jeg ikke kan lide. En af dem er bladselleri. Jeg kan huske, hvor skuffet jeg blev som barn, når der blev serveret waldorfsalat som tilbehør til stegen ved de store familiefester. Det lignede jo dessert, men lige så snart man tog en bid af det, skar bladselleriens skarpe, markante smag igennem. Humbug.

For nogle år siden fandt jeg dog ud af, at bladselleriens specielle og ret fremtrædende smag kan dæmpes, hvis man bager dem i ovnen, og det kom jeg til at tænke på, da jeg til min ærgrelse fandt ud af, at den bestilte grøntsagskasse fra Aarstiderne indeholdt et bund bladselleri. Jeg blev derfor nødt til at være kreativ, og så opstod ideen til denne varme waldorfsalat.

Jeg har selvfølgelig taget mig visse friheder i denne fortolkning af waldorfsalat. Der er hverken flødeskum eller druer i. Du er dog velkommen til at bruge en federe creme fraiche, end jeg har gjort (og så er det nærmest fløde), og har du lyst til at putte druer i, så gør du også bare det. Jeg kan dog godt lide denne enkle, varme udgave af waldorfsalat, som jeg brugte som tilbehør til et stykke kød.

Varm waldorfsalat

2-4 personer afhængig af, om du kombinerer med andet tilbehør

400 g bladselleri
lidt rapsolie
2 dl creme fraiche 18%
salt
1 håndfuld valnødder

Skyl bladsellerien og skær den i mindre stykker – ca. 1 cm i bredden. Hæld dem i en frysepose sammen med rapsolie, luk posen og ryst den godt. Fordel bladsellerien på en bagepapirbeklædt bageplade, drys lidt salt på og bag dem i ovnen ved 150 grader i ca. en time. På det tidspunkt er bladsellerien stadig lidt sprød, men smagen er dæmpet betydeligt. Hæld bladsellerien i en skål og vend creme fraichen i den. Rist valnødderne på en tør pande, indtil de begynder at dufte. Lad dem køle lidt af, inden du knuser dem i hånden og drysser dem over din varme waldorfsalat. Servér din waldorfsalat med det samme.

Note: Se, det er en waldorfsalat, der passer til mig! Bladsellerien beholder lidt sprødhed (hvilket jeg godt kan lide), mens den markante smag mindskes. Den forsvinder ikke helt – så skal du bage bladsellerien, til den er helt blød – men den er så afdæmpet, at jeg sagtens kunne spise den.

Ukrudtssalat med kalvehjerte

Ukrudtssalat med kalvehjerte

Det er forår, og det betyder, at ukrudtet myldrer frem. Nu er jeg ikke det store havemenneske – faktisk hader jeg at luge – men i år har jeg besluttet, at jeg vil gøre en ekstra indsats, og hvorfor ikke udnytte det til fulde og …

Portvins-spaghetti med ostesauce

Portvins-spaghetti med ostesauce

Dagens skøre molekylær-ret blev en kæk osteservering – nemlig portvins-spaghetti med blåskimmelsauce! Jeps. Hvordan laver man så portvins-spaghetti? Ingredienserne er simple nok – det er nemlig portvin og agar agar (kan købes i helsekostforretninger) – men du skal bruge også bruge en sprøjte og tynde …

Kalvehaler med BBQ-touch

Kalvehaler med BBQ-touch

Gemalen og jeg købte en større portion friskhakket oksekød fra en lokal landmand for nogle uger siden, og i den forbindelse snuppede vi også et par pakker kalvehaler med, nu vi alligevel var ved at fylde fryseren. Jeg tog den ene pakke op i lørdags og lavede denne BBQ-fortolkning af kalvehaler sådan for at fejre den sommerstemning, som har indfundet sig i Danmark de seneste dage.

Kalvehaler egner sig fortrinligt som simremad, da den lange tilberedningstid gør kalvehaler så møre, at kødet nærmest smelter på tungen.

Kalvehaler med BBQ-twist

ca. 3 personer

750 g kalvehaler
1 dl hvedemel
en god klat smør
1 stort løg, skåret i både
3 gulerødder, skåret i skiver
1 spsk pasilla chili (kan også erstattes af ancho chili eller en anden mild chili)
1 spsk mediumkraftig chili
1½ spsk røget paprika
1½ dl rødvin
1 dåse tomater
salt, peber og rørsukker

Vend kødet i melet og brun dem i en stor gryde med en god klat smør. Tag kalvehalerne op og svits løg, gulerødder, chili og røget paprika i gryden. Efter et par minutter tilsætter du kalvehalerne samt rødvin og tomater. Læg låg på gryden og lad dine kalvehaler simre ved lav varme i 2 timer. Rør grundigt i gryden og smag derefter til med salt, peber og rørsukker. Smag til med salt og evt. lidt mørk sirup til sidst.

kalvehaler, oksekød, kalvekød, simremad, løg, chili, tomater, rødvin, hvedemel, smør, røget paprika, gulerødder, rørsukker

Kombinér dine kalvehaler med en rodfrugtsmos. Jeg lavede en mos på lige dele kogte kartofler og kogte pastinakker, som jeg mosede med en gaffel og rørte sammen med en klat smør. Derefter skoldede jeg nogle grønkålsblade, hakkede dem og vendte dem i mosen.

Note: Jeg kan godt lide denne anderledes version af kalvehaler. Det er en fyldig, velsmagende ret som har et fint snert af bbq – især hvis du husker at søde saucen lidt til sidst. Du kan sagtens udskifte noget af chilien med en stærkere udgave, hvis du gerne vil have, den bider endnu mere, men denne version bør kunne spises af folk, som kan lide/tåle mediumkraftig mad.

Prøv også kalvehaler i rødvin eller braiserede kalvehaler.

Puffede rødbedechips

Puffede rødbedechips

Hephep – nu er det tid til lidt flere molekylære eksperimenter i anledning af månedens benspænd! I sommers var gemalen og jeg på et kursus i molekylær gastronomi, og her lærte vi blandt andet at lave smukke, puffede chips. Jeg tænkte, jeg ville lege videre …