Piskeriset på Eventyr

Tidligere på måneden var gemalen og jeg på Restaurant Rebel sammen med et vennepar. Det er et sted, jeg længe har ønsket at besøge, så da jeg fandt ud af, at vores venner også meget gerne ville spise på Restaurant Rebel, sørgede jeg for, at vi hurtigt fandt en dato, hvor det kunne lade sig gøre.

Restaurant Rebel er et af de anmelderroste spisesteder, der er skudt op i København i løbet af de senere år. Restauranten vil gerne lave moderne dansk gourmetmad i den billigere ende og serverer derfor små retter til 100 kr. De skriver selv, at hvis ‘maven rumler’, bør man tage fire eller fem retter. Det hjælper mig dog ikke så meget som gæst, for skal jeg så være godt sulten for at tage fire retter, eller kan jeg nøjes med tre? Det måtte jeg teste, for jeg var moderat sulten den aften, så jeg holdt mig til tre retter, mens resten af selskabet tog fire retter.

Restaurant Rebel har et ret fristende menukort, så det var svært at vælge. Det lykkedes dog efter lidt betænkningstid. Til gengæld var vi dårligt stillet, da det drejede sig om vinene, for her var udvalget af vin på glas skrevet på en tavle i den anden ende af lokalet, og da tavlen ikke var lyst op, var det stort set umuligt at læse navnene på vinene. Vi endte derfor med at bede tjeneren om at finde frem til et par glas til os. Jeg var dog ikke så imponeret over dem, der blev serveret – den ene var alt for syrlig, så den fik vi udskiftet, mens de to andre var ok uden dog at være noget særligt.

Vi undrede os desuden over, at restauranten gjorde så meget ud af at pointere, at de ikke ville komme med lange prædikener om maden og vinen, og at tjenerne nok skulle holde sig væk, så man kunne nyde maden i fred. Er det ikke efterhånden so last 5-10 years ago, at restauranterne gjorde en dyd ud af ikke at ville fortælle noget om den mad, de serverer? Vi syntes i hvert fald, det virkede mærkeligt og gammeldags. Hvis jeg ikke vil vide noget om den mad, jeg spiser, ville jeg jo nok spise et andet – og langt mere underlødigt – sted.

Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg har været på en restaurant med gavmilde mængder af kuvertbrød, men det er der helt sikkert på Restaurant Rebel. Vores brødkurv og smørtallerken blev genopfyldt flere gange undervejs, og det var svært at holde fingrene fra det friskbagte brød.

Den første ret blev serveret samtidig med kuvertbrødet. Det var på den ene side en god idé at servere noget mad kort tid efter, at vi var ankommet, så vi ikke forspiste os i kuvertbrød med det samme, men det virkede også lidt underligt, at det gik så hurtigt.

Min første ret bestod af torsk, blåmuslinger og røget kartoffel i en fyldig sauce. En herlig og velsmagende ret, hvor det milde fiskekød passede godt sammen med den afdæmpede men solide sauce. Selvom portionen ikke var voldsom stor, mættede den godt.

Derefter var der en del ventetid – lidt for meget ventetid – indtil næste ret kom på bordet. Jeg havde udvalgt mig en ret bestående af smørstegte pompom-svampe, sprød blomkål samt brunet smør. Jeg mener, at cremen var pureret blomkål, men den er jeg lidt usikker på. Svampene havde suget godt med smør til sig og smeltede nærmest på tungen, og retten forsvandt temmelig hurtigt. Det havde ikke gjort noget med et lille drys friske krydderurter oven på for at give lidt modspil til fedmen i retten (og for at lyse lidt op på tallerkenen), men retten kunne også sagtens gå uden.

Min sidste ret denne aften var aftenens smukkeste servering. En knaldrød oksetatar saveret sammen med syltede ribs, urtemayonnaise, karse og noget sprødt (ristet, finthakket rugbrød vil jeg gætte på). En skøn sammensætning af de syrlige bær, den fede mayo, den friske letbitre karse og den milde men smagfulde tatar. Det var rent guf!

De andre snuppede som sagt en ret mere – selvfølgelig en dessert. Jeg smagte en bid af gemalens, og den var ganske god.

Er tre retter så nok på Restaurant Rebel? Denne aften var det, men det skyldtes nok også, at der var rigeligt med kuvertbrød, som man kunne forgribe sig på. Det blev vi i hvert fald nødt til, da ventetiden blev for lang mellem to af retterne. Skulle jeg spise der igen, ville jeg nok gå efter fire retter.

Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt jeg vil komme igen. Maden var der intet i vejen med – den passede fint med restaurantens målsætning om at lave moderne dansk gourmetmad i den prisvenlige ende af skalaen. Til gengæld følte vi os ikke særlig velkommen. Det virkede i hvert fald som om, at den ene af tjenerne havde fået det forkerte ben ud af sengen den dag og virkede tvær, distanceret og kort fra hovedet. Jeg synes ellers, at de københavnske restauranter har oppet sig de senere år og er blevet langt bedre til at have opmærksomme, smilende og venlige tjenere, men det var desværre ikke den oplevelse, vi havde på Restaurant Rebel, hvor vi mest fik følelsen af at være i vejen.

Jeg ender på fire stjerner for oplevelsen – maden var god, men det var servicen ikke.

Da jeg havde fødselsdag for snart to uger siden, fejrede gemalen og jeg det ved at spise på Kiin Kiin om aftenen. Jeg har længe ønsket at spise på Kiin Kiin, og gennem de senere år har jeg da også flere gange været tæt på at spise der. Til vores bryllupsdag for et par år siden var vi for sent ude mht. at reservere bord, så der spiste vi på Marchal i stedet, og til min fødselsdag sidste år opprioriterede jeg at spise på Studio, og det viste sig at være rigtig god timing, for ugen efter fik restauranten en Michelin-stjerne!

Men altså – vi dukkede som sagt op på Kiin Kiin, hvor vi valgte at tage deres helaftensmenu (de har også en teatermenu med fire retter, hvor man skal forlade bordet kl. 19.30). Jeg tog samtidig vinmenu til maden, men delte dog med gemalen.

Vi blev først bedt om at tage plads i restaurantens lounge, hvor vi fik en form for citron iste – meget lækkert. Hvis almindelig iste smagte sådan, ville jeg måske bedre kunne forstå det koncept.

Gemalen bestilte en øl, og tjeneren kom med en øl fra Mikkeller, som jeg også fik lov til at smage. En meget spændende øl med strejf af ingefær og honning, uden at det dog hverken blev for skarpt eller sødt.

Herefter fulgte en række små appetizers, som skulle symbolisere det thailandske gadekøkken. Jeg tog ikke noter undervejs – det var jo min fødselsdag, så det handlede mest om at hygge sig – og tjenerne talte også ret hurtigt, så det var ikke altid, vi fik alle detaljer med, så bær over med, at denne anmeldelse ikke er nær så detaljeret som for eksempel Disfrutar-anmeldelsen.

Første servering var lotusfrugt serveret på to forskellige måder – herover en syltet version, der var smukt anrettet i frodige blomster…

… og her en stegt og nærmest chips-agtig version af lotusfrugten. Jeg må indrømme, at jeg har lidt en svaghed for lotusfrugter. Jeg synes, de er meget smukke og elegante, og så minder de mig om Japan, som jeg besøgte for 7 år siden.

Næste servering indeholdt også to små hapsere. Der var østers (bagerst på tallerkenen), der var marineret i blandt andet hvidløg og chili og smagte aldeles glimrende. Der var også en form for spiselig perle i (nej, ikke en af dem, der koster en formue) – en ret sjov detalje.

Længere fremme på tallerkenen lå et stykke knivmusling, der var kombineret med citrongræs (det er de mørkegrå flader i venstre side af billedet). De var perfekt tilberedt, men blegnede alligevel lidt i forhold til de dejlige østers.

Denne ret var noget nær umulig at tage et ordentligt billede af, for det var en form for risgrød/rissuppe, der var serveret i et højt, smalt keramikrør! Tjeneren fortalte, at i Thailand tager bønderne den varme risgrød med ud i marken om morgenen og stikker derefter beholderen ned i jorden, så grøden holder sig lun frem til frokost. Det var en rimelig mild og behagelig grød, men portionen var så lille, at jeg dårligt nåede at smage på den, før den var væk. Jeg mener dog, at der blandt andet var ingefær i den.

Den næste appetizer kan jeg desværre ikke huske navnet på, men det var et kært lille kræmmerhus – muligvis lavet på majsmel, der indeholdt en form for creme toppet med peanuts og koriander. En herlig sprød mundfuld.

Nu nåede vi til den af aftenens serveringer, som nok vil få en del til at stejle – nemlig græshoppe med grøntsagstop, creme, maltjord og ‘regnorm’. Sidstnævnte var altså ikke regnorm men et stykke tun, men græshoppen var en ægte græshoppe, der var glaseret. Gæsterne ved siden af os skulle ikke nyde noget, men vi turde godt, så haps – ned røg græshoppen! Pudsigt nok var det mest grænseoverskridende, at græshoppen var lun. Nu ved jeg godt, at græshopper ikke er varmblodede væsner, men da jeg mærkede varmen fra græshoppen, da jeg tog den med fingrene, fik jeg pludselig følelsen af at skulle spise noget levende – og den tanke brød jeg mig ikke om. Græshoppen smagte ikke af noget særligt. Den havde noget sødme fra glaseringen, men ellers ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive smagen – vag men proteinrig?

Vi fik en ægge-anretning, der straks fik mig til at tænke på blandt andet Disfrutar. I det hele taget var det pudsigt, at vi flere gange undervejs oplevede, at Kiin Kiin brugte detaljer, som vi også var stødt på flere af restauranterne på vores nylige rejse til Barcelona. Der må være flere af tingene, der er på mode for tiden.

Jeg kan desværre ikke huske, hvad der var i æggene.

De to sidste appetizers var begge på pind. Først var der denne pølse fra Chiang Mai serveret med røg – en dejlig krydret sag med et lille stykke syltet ingefær, som gav et fint modspil til det fede kød.

Den anden appetizer var en meget enkel kylling satay, som jeg ikke fik taget et ordentligt billede af (det gjorde nu heller ikke så meget – det var blot et lille stykke kyllingekød på pind).

Nu var gadekøkken-seancen ovre, og vi blev ført op i restauranten. Læg mærke til boksen på bordet, hvor du måske kan ane de farverige kort. En af tjenerne dukkede op med den allerede i loungen, hvor den blev stillet foran os. Den indeholdt en lang række kvadratiske kort med smukke billeder på den ene side og anekdoter og opskrifter på bagsiden. Ideen var så, at kortene skulle følge den gastronomiske rejse, vi skulle på denne aften. En fantastisk idé. Desværre blev den ikke fulgt til dørs. Jeg tror kun, at tjenerne huskede at vende kortene to gange undervejs, så kortene passede med de retter, der blev serveret på samme tid. Vi prøvede så selv for at følge nogenlunde med i kortene, men det fjernede noget af magien ved denne ellers ret sjove og nytænkende detalje.

Vi skulle som sagt på en gastronomisk rejse på Kiin Kiin og for at symbolisere den ‘flyrejse’, vi skulle på, fik vi først en spiselig pose med nødder og krydderurter.

Dernæst skulle der leges! Vi fik en skål med varm suppe lavet på skaldyr og galanga samt en form for fiskechips og… en sprøjte med nudelmasse! Pointen var så, at man sprøjtede nudelmassen ned i suppen, så der dannedes bløde nudler, man kunne spise.

… og sådan så det ud. Et legebarn som jeg elsker jo den slags, så jeg syntes selvfølgelig, det var en ret festlig detalje. Nudlerne var meget milde og bløde, men hang fint sammen, og suppen var tilpas kraftig til at kunne fungere med de nærmest anonyme nudler.

Næste ret var også ret interessant. Den bestod af rejenudler serveret sammen med tamarin, citrongræs og spiselige spisepinde. Sidstnævnte er måske lige frisk nok – de brødstænger kunne altså ikke bruges til at spise med, så det måtte jeg hurtigt opgive og bruge almindeligt bestik i stedet, men jeg var ret fascineret af rejenudlerne, som vitterlig bestod af rejekød ikke bare en form for nudler smagt til med tørrede rejer. Spændende!

Køkkenet var dog ikke færdig med at lege, hvilket denne ret tydelig bar præg af. Den bestod nemlig af en stor kugle lysegrøn candyfloss toppet med friske krydderurter og agurkestrimler. Tjeneren hældte derpå en varm marinade over…

… som straks smeltede candyflossen, så der kun var salaten tilbage. Retten var mest af alt en gimmick – jeg syntes, den blev for sød til min smag, og så snart jeg havde spist krydderurterne, lod jeg den søde substans blive tilbage. Men sjov detalje.

Den næste ret imponerede mig til gengæld smagsmæssigt. Det var en ret med to slags karry – rød og gul – der var kombineret med hummer, krabbe og litchi. Men det særligt imponerende var, at karryen indgik i en is, som var utrolig vellykket. Isen havde en fin, delikat smag af karry, men var hverken for sød, bitter eller mælket. En ret helt i balance.

Nu kom vi til en vegetarret, som bestod af to serveringer – en varm og en kold – som vi skulle dele (eller – det var op til os selv, men gemalen og jeg kan godt lide at dele, så vi byttede tallerkner undervejs). På den ene tallerken var der en lun kokossuppe serveret med med stegte svampe og… jeg kan desværre ikke huske hvad den lille runde ‘kage’ i midten af suppen var.

På ‘søstertallerkenen’ var svampene kombineret med en form for kokosgranité og en panggrøn sauce.

Begge serveringer var udmærkede, men jeg syntes, det var lidt unødvendigt med to tallerkner, man skulle bytte rundt med – så hellere bare servere én ret.

Nu blev serveringerne ret små igen. Vi fik denne lidt spøjse servering med oksekød, østerssauce og kinesisk ingefær. Her fik jeg ikke fat i tjenerens beskrivelse af retten, så de nærmere detaljer kan jeg ikke komme ind på. Smagsmæssigt gjorde den heller ikke det store indtryk – desværre – men til gengæld var det en ret smuk servering.

Den sidste salte ret bestod af svinekød braiseret i five spice-blanding serveret i en svampefond (?) og sammen med et stykke meget tyndt og sprødt flæskesvær. Her ville jeg ønske, at serveringen havde været lidt større, for den smagte ganske godt – men ville måske også hurtig blive lidt for tung, hvis den kom i større portioner.

Vi fik en fin lille mundrenser i form af disse to små sorbet-kugler. Smagen fik jeg ikke noteret mig, men konsistensen var lige så let, luftig og samtidig silkeblød, som sorbet skal være.

Vi fik også en stranddrink… jojo, det er en drink, der er jo sugerør! Under sandet lå der en lille pose med pina colada, som man så kunne drikke via det sorte sugerør. Der var helt klart en fejl ved den servering, for den slap alt for hurtigt op 😉

En sød og dejlig sommerdrink og en ret sjov måde at servere den på.

Den første af de to desserter blev serveret i en keramikkugle. Når man åbnede den, lå der jasminblomsterblade og granité i bunden af kuglen…

… mens indersiden af låget var dekoreret med en blød marengsmasse og små sprøde marengs. Sjov måde at servere desserten på, men i sig selv var den ikke specielt spændende – den var lidt for mild og underspillet til mig.

Den anden dessert overraskede til gengæld positivt. Normalt er jeg ikke så meget til banankage, men denne lune, søde udgave kunne jeg alligevel ikke stå for. Den blev serveret sammen med en saltet kokosis og karamelcreme, og det var en kombination, der holdt! Mmm!

Måltidet sluttede af med en kæk udgave af mojito – nemlig et stykke sukkerrør, der var drysset med fintrevet lime! Spændende og frisk fortolkning.

Nu var måltidet ovre, men er der en ting, jeg har lært efter flere besøg på Michelin-stjernede restauranter, så er det, at man altid skal sørge for at gemme lidt plads til en kop te – med dertilhørende petit fours!

Det er min klare opfattelse, at de dyre restauranter ofte er mest kreative, når det gælder appetizers og petit fours – måske fordi det er bittesmå serveringer, som ikke har til formål at gøre én mæt, og derfor kan køkkenet rigtig slå sig løs. Så da tjeneren på Kiin Kiin spurgte, om vi også ønskede te og petit fours, takkede jeg straks ja. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad vi gik ind til…

… for det var nærmest et eldorado af petit fours! Vi fik en lakrids-macaon, en trøffel med nødder, en kokostop, en sukret vindrue (?), en lille bagt creme, to slags chokolade…

… hjemmelavet fransk nougat og små toppe med kumquats…

… ananaskirsebær overtrukket med hvid chokolade og drysset med krymmel af en slags…

… en grøn vingummislange…

… og lidt frugtkompot…

… og så selvfølgelig en ganske dejlig og velsmagende te. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kunne spise så mange petit fours, så jeg pakkede resterne ned og tog med hjem, så de kunne nydes dagen efter.

Helt overordnet var det en dejlig oplevelse at spise på Kiin Kiin. Jeg kan godt lide det thailandske køkken og det var spændende at opleve, hvordan restauranten fortolkede de enkelte retter og brugte råvarerne på nye og interessante måder. Der var enkelte retter, som ikke sagde mig så meget eller som blev for søde, og jeg oplevede også på et tidspunkt, at vinen slet ikke matchede den ret, den blev serveret til. Men der var også retter, som var betagende og velkomponerede.

Min største anke var servicen. Tjenerne var skam søde nok, men der var ikke helt styr på rækkefølgen af retterne, og vi oplevede flere gange, at vi fik noget serveret, hvorefter en anden tjener straks fjernede det igen, fordi de internt havde taget fejl af rækkefølgen. Det skyldtes selvfølgelig, at de lige var gået over til en ny menu, men det virkede ikke så professionelt. Jeg savnede også følelsen af nærvær og glæde, som jeg ellers ofte oplever på denne slags restauranter. Da vi spiste på Studio, var tjenerne nærmest ved at boble over af stolthed over at arbejde der, og de var samtidig gode til at få gæsterne til at føle sig trygge og velkomne. Den følelse manglede jeg på Kiin Kiin. Samtidig fik jeg heller aldrig fingre i listen over de vine, som vinmenuen bestod af denne aften. Jeg spurgte en af tjenerne, som desværre ikke kunne fremtrylle den på det tidspunkt, men jeg fik at vide, at jeg blot skulle sende dem en e-mail, og så ville de sende vinmenuen til mig. Det gjorde jeg så nogle dage efter, men den mail fik jeg aldrig svar på…

Maden på Kiin Kiin er som sagt spændende, kreativ, nuanceret, vellavet og smukt anrettet – med enkelte detaljer hist og pist, som kunne justeres. Servicen var til gengæld ikke i top, hvilket den bør være på en Michelin-stjernet restaurant.

Vi ender på 5 stjerner alt i alt.