Konfekt – abrikoskugler og kaneltrøfler
Hvad siger du til en omgang abrikoskugler? Eller måske lidt kaneltrøfler? Jojo, der er gang i konfektlavningen her i huset!
Pyh… jeg havde en travl dag i går, og det får jeg også i dag, så jeg må droppe træningen her til formiddag for at nå det hele. Til gengæld kan jeg nå at blogge lidt konfektopskrifter, mens jeg venter på, at brødet hæver ude i køkkenet, og det er jo heller ikke så ringe endda!
Den første opskrift fandt jeg inspiration til i ‘Konfekt & Chokolader’, men da jeg opdagede undervejs, at man skal bruge flødeost i den oprindelige opskrift, så lavede jeg en noget alternativ version. Jeg kan godt lide ideen med at indkoge abrikoserne, og det må jeg bruge i fremtidige konfekteksperimenter! Den anden opskrift eksperimenterede jeg mig frem til i køkkenet den anden dag.
Abrikoskugler
100 g tørrede abrikoser
1 spsk citronsaft
1 tsk revet citronskal
1 spsk mørk farin
1,25 dl fløde
2 spsk creme fraiche
100 g hvid chokolade, finthakket
kokosmel
Hæld abrikoser, citronsaft, citronskal, farin og fløde i en tykbundet gryde. Opvarm det for svag varme under omrøring, til farinen er helt opløst. Bring det i kog og dæmp varmen, og lad det så simre i 10-15 minutter. Tag gryden af varmen.
Hæld abrikoserne i en skål og pisk dem sammen med creme fraichen, indtil blandingen er glat. Smelt chokoladen forsigtigt i mikrobølgeovn eller over vandbad. Bland det med abrikosmassen, og stil det i køleskab natten over. Hæld kokosmel i en skål, lav abrikoskugler af massen med en teske og vend dem i kokosmelet. Sæt kuglerne i køleskab.
Note: Disse abrikoskugler er knapt så søde, som konfekt ellers er i julen, men det er et spændende alternativ, og metoden med at indkoge abrikoserne skal jeg helt sikkert eksperimentere videre med. De bliver dog ret bløde, så jeg må hellere prøve opskriften med flødeost, som den oprindeligt er tiltænkt.
Kaneltrøfler
ca. 36 stk.
200 g mørk chokolade
2 spsk fløde
25 g smør
1½ tsk kanel
mørk kakao
Smelt chokoladen langsomt i mikrobølgeovn eller over vandbad. Rør fløde og smør i og tilsæt kanelen til sidst. Stil det i køleskab, til massen er stivnet, og rul derefter kugler af det, som du kan vende forsigtigt i kakao.
Note: De er i al ubeskedenhed temmelig gode! Kombinationen med chokolade og kanel er ret dristig men lækker, og kuglerne ryger ind på en god placering på min hitliste over hjemmelavet konfekt!
Man bliver altså lækkersulten, når man ser dine billeder.
Jeg tror godt jeg kunne falde for den mad abrikos, det lyder lidt mere frisk end almindelig julekonfekt.
Knus
Vibeke
Du milde – hvor lyder det dog lækkert, Piskeris! Jeg tror, det bliver dine kaneltrøfler, der skal prøves først 🙂
Hold da op hvor ser det godt ud, især de første er jeg ret betaget af! De er hermed skrevet på listen til næste år…..
Mange hilsner
Birthe
Vibeke – mange tak 🙂
Den er helt sikkert ikke så sød som almindeligt julekonfekt, og det synes jeg egentlig er fint – men jeg vil gerne have konsistensen en lille smule hårdere, så det vil jeg nok ændre lidt på 🙂
Madame – tak! Det er også dem, jeg bedst kan lide – de er virkelig guf!
NYBH – tak skal du have! Håber du kan lide dem 🙂
Hej Piskeris
Jeg var lige på udkik på noget andet konfekt end det jeg plejer at lave. Og endte på din blog 😊
Så det bliver kaneltrøffel, kaffemarcipan. Og tror du ikke, at det vil blive godt med brændte mandler med kardemomme?
Jeg tænker, at jeg vil bruge Sri Lanka kanel til trøflerne. Mon det bliver godt? Jeg er vil med den kanelsmag.
Det lyder bestemt dejligt! Hvor har du købt den spændende kanel? Jeg bruger selv kanel fra Urtekram, men bliver helt nysgerrig 🙂
Tak 😊Min er også købt fra Urtekram. Jeg køber både den stødt og hel. Den bliver også kaldt ægte kanel så jeg er sikker på, at du godt kender den 😊
Ah, så er det nok den samme, jeg bruger. Den er så lækker! ♥