Kokosmuffins med ananas
Hvad er det? Er det ikke en lille feriekage? Jo, det er! En jeg-går-på-ferie-kage, som jeg havde med til kollegerne inden ferie (ja, jeg har mere end én kollega, og ja jeg havde flere kokosmuffins med!).
Inspirationen fik jeg fra Bitten, dog med et par ændringer, da jeg valgte at bruge Malibu og lidt fuldkornsmel i opskriften. Samtidig kunne jeg ikke nære mig og satte en drinksparaply i alle kokosmuffins til sidst – det var jo feriekage, og så kunne det samtidig være optakt til benspændet for juli.
Kokosmuffins med ananas
ca. 20 stk.
150 g hvedemel
100 g fuldkornshvedemel
300 g rørsukker
3 tsk bagepulver
½ tsk salt
100 g smør, stuetemperatur
2½ dl kokosmælk
2 tsk vaniljesukker
2 æg
ananasringe – enten friske eller fra dåse, hakket i små stykker. Jeg mener, at jeg brugte tre tynde skiver frisk ananas.
Kokosglasur
250 g flormelis, siet
75 g smør, stuetemperatur
2 spsk Malibu
Pynt: Kokosmel og drinksparaplyer
Hæld mel, rørsukker, bagepulver, salt og smør i en skål og pisk det sammen, indtil det er ensartet. Bland kokosmælk og vaniljeekstrakt i en anden skål, hæld det i den første skål og pisk det godt sammen. Tilsæt æggene og pisk atter grundigt.
Hæld en spsk dej i hver muffinform og fordel derefter hakkede ananasstykker i formene – jeg brugte ca. 1 spsk til hver form. Fyld op med dej, så hver muffinform er ca. trefjerdedele fuld og bag dine kokosmuffins ved 170 grader i 20-25 minutter. Test evt. om de er gennembagt (ved at stikke dem med en tynd træpind), inden du tager dem ud.
Lad dine kokosmuffins køle helt af. Rør så kokosglasuren sammen (den skal piskes let, luftig og ensartet) og smør toppen af hver kage med med glasuren. Pynt med kokosmel og drinksparaplyer.
Note: Jeg er ikke særlig god til ananas i kager, så det var lidt af et eksperiment at kaste sig ud i, men jeg blev meget positivt overrasket over disse kokosmuffins, der var dejlig saftige og søde – og med et skønt snert af kokos og sommer over sig. Kan anbefales!
HA! Jeg spammer dig lige. Men de ser simpelthen så gode ud! Jeg er normalt heller ikke så meget for ananas i bagværk, det bliver så nemt SÅ sødt. Men sammen med kokos, måske lidt lime? Så snakker vi 🙂 Kan du lave en lækker cocktail med ananas, så vinder du mit hjerte for altid
Sig mig, kiggede du i min indkøbskurv, da jeg købte ind i går eftermiddags? Der lå både ananas OG ananasjuice 😀
Ferie kage !
Ja, selvfølgelig skal vi da også have feriekage:-)
En hver “undskyldning” for at bage og spise kager modtager jeg med glæde 🙂
Nemlig! Jeg udnytter også altid en god undskyldning for at slæbe kage med på arbejde 😉
Ha ha ha ha Jeg kunne lige se at du kun havde haft en lækker lille muffin med til arbejdet… Ja god ferie folkens…:-D
Det ville selvfølgelig kun være for at bakke op om folks intensioner om at holde den slanke (bikini-)linje 😀
Arh, det ville alligevel være for ondt. Selvfølgelig skulle alle have en 🙂
Nem nam – lige noget for mig 🙂 Jeg elsker ananas og kokos, så de skal prøves! Mon ikke jeg kan lokke Monsieur til at bage muffins …
Jeg tror godt, han kan lokkes 🙂
Nu er jeg beæret! Første gang i lang tid jeg havner på din blog (bare rolig, det er ikke kun din, der bliver forsømt), og så er du dælme inspireret af en af mine opskrifter <3 Så bliver det ikke bedre.
Synes også kagerne er lækre, især grundet deres saftighed. Jeg må vist snart lave dem igen…
De er nemlig rigtig gode! Jeg er glad for, at jeg prøvede dem, selvom jeg var noget skeptisk mht. ananasstykkerne, men de blev slet ikke så trælse, som ananas ellers let bliver i bagværk 🙂
Jeg er en sucker for alt sødt – og dermed også ananas og i særdeleshed KOKOS! Elsker ALT med kokos (inklusiv kokos-showergel og kokosis og kokosyoghurt… hvilket desværre ikke fås i Danmark så let!)
De ser super fine og indbydende ud, dine kager. Perfekt at gå på ferie på 😉
Tusind tak! Der var også god afsætning i dem, hehe!
Uhmm, lyder lækkert. Sådan nogen må jeg vist kaste mig ud i 🙂
Mange hilsner
Birthe
Just do it – jeg kan godt anbefale dem 🙂
Uuh de lyder lækre. Jeg har faktisk haft lyst til muffins med kokos og ananas lige siden Miss Muffin lavede nogle, og det var altså for over et år siden! Nu er der vist ingen undskyldning for ikke at komme igang, men begge opskrifter ser super lækre ud, så det bliver svært at vælge 🙂
Du bliver nok nødt til at lave en portion af hver… 😛
Det var lige præcis det jeg håbede at du ville sige! haha
Uhhhm en art Piña Colada kage – den skulle da nok falde i min smagsløg! Elsker ananas i alle afskygninger 🙂
– Maj 😀
Perfekt! Så kan du evt. også putte lidt mere ananas i kagerne 🙂
Disse muffins ser lækre ud og vil gerne prøve dem!. Ananas og kokos er en rigtig god combo. Men hvor meget ananas skal der i??
Jeg mener, at jeg brugte tre tynde skiver frisk ananas og skar dem i meget små stykker.
Tusind tak 🙂