Kanel-æbleboller og kringle med chokolade og marcipan

Kanel-æbleboller og kringle med chokolade og marcipan

I går havde gemalen fødselsdag, så jeg fik bagt både kanel-æbleboller og kringle med chokolade!

Bollerne opfandt jeg selv en opskrift på, mens kringle-opskriften er fra NYBH’s dejlige blog. Jeg brugte smør i stedet for margarine i opskriften, tilføjede lidt mere marcipan i fyldet samt udelod melet i sidstnævnte. Desuden bagte jeg dobbelt portion i forhold til den, jeg har angivet længere nede.

Kanel-æbleboller

32 stk.

4 dl kærnemælk
5 dl varmt vand
50 g gær
2 æbler, revne
70 g hakkede valnødder
3 tsk kanel
½ tsk salt
1 dl havregryn
hvedemel for resten
1 pisket æg til pensling

Bland kærnemælk med det varme vand, så blandingen er nogenlunde håndvarm. Pisk gæren i. Bland æbler, valnødder, kanel, salt og havregryn i og vend mel i, indtil du har en god og smidig dej. Ælt den godt og sæt den til at hæve til dobbelt størrelse et lunt sted.

Form boller af dejen og sæt dem på en bageplade. Pensl dem med æg og bag dem ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Note: Disse kanel-æbleboller er overraskende lette, og så var de også dejlig friske dagen efter. Jeg er ret pjattet med kanel, så for min skyld kunne der sagtens være mere kanel i bollerne, men de har en fin lidt afdæmpet smag af krydderiet, og det vil nok passe de fleste. Helt sikkert værd at gentage.

kringle med marcipan og chokolade, wienerbrød, mælk, gær, kardemomme, smør, rørsukker, hvedemel, marcipan, mørk chokolade, chokolade, æg, nødder, perlesukker

Kringle med marcipan og chokolade

2 stk.

Dej:
400-450 g hvedemel
200 g smør
1 dl mælk
50 g gær
1 spsk. sukker
2 æg
1 tsk. kardemomme

Fyld:
100 g smør
1 dl rørsukker
1 spsk hvedemel
50 g marcipan
50 g hakket chokolade

Æg til pensling
Hakkede nødder samt perlesukker til pynt

Lun mælken og opløs gæren i den. Smelt smørret og hæld det i mælken sammen med sukkeret. Pisk det godt, inden du blander æg og kardemomme i. Tilsæt melet og ælt dejen. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse et lunt sted.

Rør ingredienserne til fyldet sammen. Rul dejen ud til to aflange stænger. Fordel fyldet på midten af de to stænger. Fold først endestykkerne ind og derefter langsiderne, så fyldet er helt dækket. Pensl stængerne med æg og drys med perlesukker og hakkede hasselnødder. Bag kringlerne ved 200 grader i ca. 15-20 minutter.

Note: Fin kringle, som nok er bedst samme dag, den bliver bagt (på grund af det høje smørindhold). Den var dog også glimrende dagen efter, men jeg ville nok gerne have haft mere fyld i – elsker når bagværk er lidt snasket! Den vakte også glæde på arbejdspladsen, hvor de fik udryddet det meste af kagen – og det må jo være et tegn på succes!



23 thoughts on “Kanel-æbleboller og kringle med chokolade og marcipan”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *