Soya-yoghurt med vanilje, havregryn, hakkede mandler, tørrede morbær og tørrede hindbær

Nu plejer jeg ikke at afrunde hvert benspænd med at kommentere på mine oplevelser med det givne benspænd, men det burde jeg egentlig gøre. Især i denne måned har jeg tænkt meget over, hvad jeg så har lært af månedens udfordring, og det har bestemt været en øjenåbner.

Først og fremmest var det meget lettere at finde på varierede veganske retter, end jeg havde frygtet. Jeg besluttede også fra start, at jeg ikke ville fokusere på, hvad jeg ikke måtte spise – men hellere tage udgangspunkt i det, veganere godt må spise og så eksperimentere ud fra de rammer.

Jeg har ikke levet 100% vegansk, så jeg kan ikke vurdere, hvordan det påvirker kroppen at skulle undvære animalske produkter. Jeg har egentlig ikke savnet kød, men ost har jeg svært ved at undvære. Jeg elsker ost! Nu stod marts måned godt nok i ostens tegn, så den første uge tænkte jeg ikke så meget over, at jeg ikke kunne bruge ost i madlavningen, men derefter begyndte jeg at savne at kunne gratinere og på anden måde pifte en ret op med lidt revet ost.

Min konklusion er også, at jeg næppe blive veganer. Det kræver langt mere tid og planlægning, end jeg har vist med denne måneds opskrifter, for du skal være opmærksom på, at du får dækket din krops behov, og det kræver lidt mere omtanke, når du ikke spiser animalske produkter. Desuden vil jeg ikke undvære kød, mejeriprodukter mm., for jeg kan godt lide det.

Men – jeg er blevet inspireret til at indføre flere ugentlige vegetardage, og disse vil i visse tilfælde også være med veganerretter. Dels er det ret let at lave velsmagende vegetar- og veganerretter, dels har jeg efterhånden indset, at jeg langt hellere vil bruge flere penge på at spise godt kød få dage om ugen frem for middelmådigt kød alle dage om ugen. Faktisk vil jeg gerne efterstræbe, at vi med tiden køber hovedparten af kødet via gårdsalg, for de oplevelser, vi indtil nu har haft med Torupgaard og Bondegården, har været virkelig positive, og prisen har såmænd ikke været mange kroner dyrere end kødet fra supermarkederne. Til gengæld har kødet haft saft og kraft og smagt af trivsel.

Kan du forestille dig at spise vegetarisk flere gange om ugen, eller skal du bare have KØD?