Aalborg Street Food

Aalborg Street Food

Aalborg Street Food var det første af de (overraskende) mange street food markeder, jeg fik besøgt i sommers. Det var nemlig slet ikke planen, at vi skulle forbi så mange af dem, men da vi var i Aalborg, så var det da helt oplagt at se, hvad byen kan på street food området.

Aalborg Street Food ligger i den vestlige side af byen i en tidligere møbelfabrik. Der er derfor gode muligheder for at sidde indendørs, hvis vejret er ustadigt, men der er også et dejligt område med masser af bænke udenfor, så man kan sidde og kigge ud over vandet. Det ligger lidt afsides i forhold til centrum men dog ikke længere, end at man sagtens kan gå.

Aalborg Street Food

Der er pt. 13 gadekøkkener, der strækker sig lige fra de obligatoriske pizzaer og burgere til asiatisk, indisk, græsk og mexicansk. Og så er der også et pænt udvalg af drikkevarer.

Vi kom omkring frokosttid men inden, at der for alvor strømmede mennesker til, så flere af boderne tilbød smagsprøver.

Mange af stederne havde også sat tallerkner frem, der viste de retter, de havde på menuen.

Jeg endte med at købe en mix box fra Dim Sum-boden. Sprøde og velsmagende – og fint krydrede dumplings. Jeg savnede dog noget grønt til, og så var serveringen i den dyre ende – 120 kr måtte jeg af med.

Vi har en svaghed for mexicansk mad, så det kastede gemalen sig over. Han fik tre forskellige tacos, der dog smagte næsten ens. Det var lige lovlig texmex-agtigt, men det er selvfølgelig også lettere tilgængeligt end klassisk mexicansk mad.

Aalborg Street Food

Der var lidt mere spræl over de nachos, han også havde valgt men igen – både guacamole og krydret sauce måtte godt have været kraftigere.

Aalborg Street Food vinder klart omgivelserne – vandområdet er simpelthen så hyggeligt. Vi var desværre ikke så heldige med de retter, vi tog denne gang, men næste gang vi kommer på de breddegrader, kan det være, at vi tager revanche.



2 thoughts on “Aalborg Street Food”

  • Det er så ærgerligt at konceptet streetfood i Danmark ikke betyder hjemmelavet mad, men derimod alt godt fra ønskebrønden eller endnu en burger. Hos Big Easy (soul kitchen og seafood shack) på Reffen er al maden lavet fra bunden og det er smagt til, så det er en fornøjelse 🙂

    • Udvalget er heldigvis blevet bedre de senere år. Til gengæld er prisniveauet ret højt flere steder. Vi ville for eksempel gerne have prøvet seafood tallerkenen fra Seafood Shack på Reffen, men det var desværre for dyrt :-/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *