Restaurant Struktur

Restaurant Struktur

Vores roadtrip i Danmark fortsatte fra Samsø til Aalborg, hvor vi startede med at spise en hurtig frokost på Restaurant Struktur. Da jeg skulle planlægge vores dage i Aalborg, var jeg meget udfordret i forhold til at vælge blandt de mange spændende restauranter, for der er i den grad mange gode spisesteder i den by! Jeg var derfor glad for, at vi nåede en frokost hos Restaurant Struktur, for det var en af de steder, vi ellers ikke ville kunne nå i løbet af de få dage, vi havde i byen.

Vi valgte begge to retter – en lille og en lidt større. Jeg kunne ikke stå for den rørte taskekrabbe med syltede hvide asparges og ristede mandler. Det var også en fint afstemt ret med de letsyrlige asparges sammen med den milde og fede krabbecreme. De ristede mandler gav lidt struktur (pun intended) til retten sammen med de friske urter.

Når jeg skal teste, om en restaurant har styr på smørrebrødsklassikerne, så vælger jeg som regel hønsesalat. Den kan smage helt fantastisk, men den kan også laves så anonym og mayonnaisetung, at den bliver decideret vammel. Restaurant Struktur havde dog helt styr på, hvordan man laver en lækker hønsesalat. Her blev den serveret på et hårdtristet surdejsbrød med grønt og sprødt kyllingeskind. Absolut en dejlig servering!

Vi fik en meget behagelig betjening, og maden var både velsmagende og til en rimelig pris (mine to retter kostede til sammen 205 kr). Jeg ærgrer mig som sagt over, at vi ikke kunne nå at dykke mere ned i, hvad restauranten har at byde på, men det kan være, at vi får mulighed for det en anden gang.



4 thoughts on “Restaurant Struktur”

  • Hvor lyder det spændende! Det er en restaurant jeg gerne vil prøve, hvis/når vi kommer til Aalborg igen 🙂 Jeg giver dig helt ret i, at hønsesalat kan bruge som en test på, om en restaurant har styr på smørrebrødsklassikerne.

  • Mit aalborghjerte blev rigtig glad for din fine anmeldelse . Dog undre det mig meget at de har foie gras på menuen, p.g.a dyrevelfærden.

    • Ja, det er ikke så tit, man ser det længere, men jeg er faktisk stødt på det flere gange, da jeg researchede restauranter i Aalborg og Aarhus her til sommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *