Nye sjove madoplevelser
Dagen inden, jeg smuttede til skaldyrsfestival på Nykøbing Mors, var jeg et smut forbi Aarhus for at spise på Restaurant Substans. Gemalen og jeg havde lokket Jyllands mest pløkke madbloggere, Klidmoster og Johan, med til en aften på en af Aarhus’ Michelinstjernede restauranter. Vi havde …
I sidste uge var jeg tre dage i dejlige Jylland sammen med gemalen. Det er efterhånden blevet en vane, at vi skal opleve/genopleve en ny egn af Danmark i løbet af sommerferien, og det er jo ikke så ringe endda 🙂 Den første dag var …
I går susede gemalen og jeg til Aarhus sammen med svigerforældrene. Planen var at besøge ARoS og Den Gamle By (som vi sidst besøgte for seks år siden), men undervejs skulle vi selvfølgelig også have lidt frokost, og her havde vi booket bord på Nordisk Spisehus. Aarhus har mange gode spisesteder, men Nordisk Spisehus havde jeg læst flere positive anmeldelser af og syntes, det lød som et rigtig spændende sted.
Frokostkortet på Nordisk Spisehus består af syv forskellige retter, som koster 79 kr stykket. Tjeneren anbefalede, at man tog tre retter, men var man ikke så sulten, kunne man også nøjes med to. På det tidspunkt var det seks timer siden, vi havde spist morgenmad, så vi mente, at vi godt kunne spise tre retter, og det var heller ikke et problem.
Der var friskbagt brød (smurt med andefedt og drysset med peber) og smør til de første retter, og vi delte en flaske Riesling 2011 til maden.
Min første ret var restaurantens fortolkning af fish ‘n’ chips. Her var det torsk, der var vendt i pankorasp inden stegningen, og det blev serveret sammen med en kompakt tartarsauce, en broken gel på agurk samt en sød appelsincreme. Retten blev serveret sammen med en lille sprayflaske, der indeholdt estragoneddike, som man startede med at sprøjte på maden og var med til at give noget syrlighed i forhold til den friturestegte fisk.
Jeg var ikke så vild med tartarsaucen – den var for kompakt til mig, og jeg savnede en lidt mere cremet konsistens. Til gengæld var agurke-geleen tilpas frisk til at give fisken et godt modspil. Appelsincremen var et ret interessant og modigt valg. Den smagte virkelig godt, men jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg syntes, den passede til retten… og jeg hælder nok mest til, at den stak lidt for meget ud i forhold til de andre elementer.
Anden ret var denne smukke, smukke anretning – en oksetartar med syltede tomater, tomatmayonnaise, frisk salat, tomatpulver og tynde, puffede flæskesvær. Denne ret havde masser af fedme, og selvom den friske salat og de sprøde svær gjorde deres til at trække i modsatte retning, så syntes jeg desværre, at der var lige lovlig meget mayonnaise i. Det var synd, for det var ellers en velkomponeret ret, men den var lidt for fed og tung til min smag (havde mayonnaisemængden været det halve, havde retten været spot on).
Det søde punktum blev selvfølgelig en rabarberdessert og tilmed en virkelig lækker en af slagsen. Her var råsyltede og syltede rabarber blandet sammen med sprøde kiksestykker og to slags karamel (karamelskum og karamelcreme tror jeg) og serveret sammen med mascarponeis på et leje af frossen hvid chokolade. Det var en ret, der både var en fryd for øjet og for ganen – en fin balance mellem det søde, det sprøde og det let syrlige.
Servicen var fin og tilpas opmærksom. Jeg undrede mig dog lidt over indretningen i restauranten. Den var temmelig tilbagelænet og casual (som moden også foreskriver pt.), men der var store reklamer for udenlandske Michelin-stjernede restauranter flere steder i Nordisk Spisehus. Det skyldtes først og fremmest, at flere af restaurantens retter på aftenmenuen kommer fra de førnævnte Michelin-restauranter, men jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor disse restaurantnavne er blæst op på store skilte flere steder i restauranten. Det giver noget signalforvirring – hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at jeg netop sad på en af de restauranter, siden deres navne stod med store bogstaver flere steder i Nordisk Spisehus – og det er jo synd. Det fik mig som gæst til at tro, at restauranten ikke er stolt over, hvad de selv står for, og det tror jeg bestemt ikke er tilfældet – men det er det indtryk, jeg fik af alle de skilte.
Vi havde en fin spiseoplevelse på Nordisk Spisehus til en ganske rimelig pris. Der var et par ting, der ikke sad 100% i skabet, men der var også flere gode detaljer, og jeg ender derfor på 4 stjerner med en lille pil op.
De sidste par dage har gemalen og jeg kørt rundt i Nordjylland for at nyde den smukke, danske natur og lære egnen bedre at kende. Jeg indrømmer blankt, at det er meget få gange, jeg har bevæget mig nord for Aarhus, men det er nu …
I weekenden var jeg i Århus, og dagene kom til at stå i madoplevelsernes tegn, for ikke alene var jeg på FoodExpo om søndagen – om lørdagen var jeg så heldig at have to skønne restaurantoplevelser. Gemalen og jeg drog af sted mod Århus lørdag …
Jeg var som sagt på Klassisk 65 i lørdags. Det var Klidmoster, der havde foreslået stedet, hvor hun har spist flere gange og havde rost både mad og betjening. Vi fik en aperitif og en besked om, at der var mange gæster lige på det tidspunkt, så der var nok en smule ventetid. Meeen det gjorde os nu ikke noget, for vi var jo i godt selskab (hæhæ), og så var de andre i tvivl om, hvad de ville have til forret. Selv var jeg helt sikker på, at jeg ville have snegle i hvidløgssmør, for det var år og dage siden, at jeg sidst havde fået det.
Og det var så her, det allerede blev farligt, for udover disse to retter kom der også brød og safranaioli på bordet, og det blev alt for let at dyppe brødet i det lækre aioli eller smørret fra marvpiberne…
Jeg prøvede ihærdigt at holde igen, for det mætter jo meget, så jeg kastede mig hurtigt over moules, og de var nu også ret gode! Det er efterhånden også længe siden, jeg sidst havde fået det, men det var perfekt til at sidde og hyggesnacke med.
Klidmoster havde valgt foie gras, og det var en ordentlig portion, hun fik, så hun forsøgte også at lokke Anarkisten og mig til at prøve den. Nu er jeg ikke særlig vild med foie gras, og det er Anarkisten åbenbart heller ikke, så vi nippede en lille bid og var ellers forræderiske nok til at overlade resten til Klidmoster, hæhæ!
Men sneglene i hvidløgssmør – uha… se, det var mere mig, og de forsvandt med lynets hast! Jeg fik også smagt den varme gedeost, som Anarkisten havde bestilt, og det var nok en af de bedste gedeoste, jeg nogensinde har smagt – uhm!
På det her tidspunkt var vi omend ikke mætte så godt på vej dertil, og jeg havde en fæl mistanke om, at hovedretten nok skulle være stor nok til at tage den sidste plads i maven – og jeg fik ret!
Jeg fik vagtel – faktisk 1½ stk. i en lækker sherrysauce med vindruer (!) og mos til. Og det smagte – også – godt, men hold da magle hvor det mættede, så det var bestemt ikke på grund af smagen, at hovedretten strakte sig over lang tid. De andre fik and, og de var efterhånden også så mætte, at ingen af os kunne vrikke med ørerne. Men ok – fransk bistro er også solid kost, og der var også røget et par solide glas Boxer ned.
Vi slap dog ikke så let, for da vi sagde, at nu var vi alt for mætte til dessert, replicerede ejeren, at så ville han bare sørge for et par smagsprøver, og det skulle vi slet ikke tænke på… hvorefter han smed fire store desserter på bordet med tre forskellige slags tilhørende (dessert-)vin til! Jeg ved ikke, om det er specielt århusiansk, men jeg måbede i hvert fald noget! Og så smagte desserterne selvfølgelig tarvelig godt, så det var svært ikke at spise videre, selvom vi allerede var alt, alt for mætte. Chokoladekagen var lææææækker – blød, cremet og svampet!
Og creme bruleen… tyndt, sprødt sukkerlåg med en mild og dejlig lidt fast creme under – så godt!
Der var også en stor portion hvid chokolademousse, og den var udmærket, men savnede måske lidt syrligt modspil. Men den nåede vi dårligt at smage, for vi havde travlt med at nippe til de andre desserter.
Den sidste – tarte tatin – var dog den allerbedste. For sørensen da hvor var den skøn! Den måtte godt flytte ind hos mig – sådan et tarte tatin-træ ville ikke være dårligt… (nåja, man har vel lov til at håbe!).
Og derefter kunne jeg ikke mere. Overhovedet. Faktisk ville jeg godt beame direkte fra spisestedet og hjem til Klidmoster, hvor jeg skulle overnatte, for jeg kunne ikke helt forestille mig, hvordan vi skulle kravle derfra. Mæt mæt mæt!
(og så har jeg ikke en gang et billede af det store glas cantuccini, der blev smidt på bordet til allersidst…!)
Det var en fantastisk aften med personlig, underholdende og skøn betjening, hvor vi spiste velsmagende mad tilberedt med masser af kærlighed. Klassisk 65 er et spisested, hvor du går hen for at have en god aften i venners lag. Man sidder ret tæt, så det er måske ikke lige et sted, hvor jeg vil holde en flette-fingre-med-kæresten-middag, men der er hjerterum, og jeg kan godt forstå, at jeg kun har hørt godt om stedet. Der spiser jeg gerne igen!