Efterårsudgave af svensk pølseret

pølseret, pølser, græskar, hokkaido græskar, gulerødder, knoldselleri, creme fraiche, cayennepeber, ketchup, oksekød, svinekødNu begynder kulden for alvor at bide – især om morgenen – og derfor er det en god idé at lave stærk mad, der får blodet til at rulle lidt hurtigere i årerne! I går lavede jeg denne efterårsudgave af svensk pølseret, og det blev en ret stærk sag, da jeg for det første generelt bruger en ret stærk cayennepeber og for det andet tog hul på en ny bøtte (der dermed var lidt mere frisk og stærk end den cayennebøtte, jeg har brugt gennem de sidste par måneder).

Styrken af denne pølseret afhænger selvfølgelig af hvilken slags cayennepeber, du bruger – og hvor gavmildt du doserer. Jeg plejer at bruge en cayennepeber fra Urtekram, og den er faktisk så kraftig, at jeg ofte bruger den som erstatning for chili. Hvis du bruger andre typer caynnepeber til denne pølseret, så sørg for at smage dig frem, for så kan du sikkert godt bruge mere caynnepeber, end jeg har angivet herunder.

Svensk pølseret i efterårsudgave
ca. 3 personer

4 pølser – jeg brugte svinekødspølser, men oksekødspølser fungerer også fint
1 hokkaido græskar
et lille knoldselleri (ca. 500 g inden skrælning)
3 store gulerødder
½ dl olivenolie
4 dl creme fraiche 18%
1 tsk caynnepeber – måske mere hvis du bruger en mild udgave
2-3 spsk ketchup
salt og peber

Halvér græskarret og skrab kernerne ud. Gem dem, hvis du gerne vil eksperimentere med at lave ristede græskarkerner. Skær hokkaido græskarret i tern på ca. 2 x 2 cm. Du behøver ikke at skrælle græskarret. Skræl knoldselleriet og skær det i tern på størrelse med eller mindre end græskarstykkerne. Skrub gulerødderne og skær dem i tilsvarende stykker. Hæld græskar, knoldselleri og gulerødder i en frostpose sammen med lidt olivenolie, luk posen og ryst den godt. Hæld grøntsagsblandingen på en bagepapirbeklædt bageplade og drys lidt salt og peber over. Bag dem i 40-45 minutter ved 200 grader, indtil alle grøntsagerne er møre. Gulerødderne må dog godt have lidt bid. Tag bagepladen ud og lad grøntsagerne køle af, indtil de er håndvarme.

Steg imens pølserne og lad også dem køle lidt af. Rør creme fraiche, cayennepeber og ketchup sammen. Smag til med salt og peber – og evt. mere cayennepeber. Skær pølserne i mindre stykker og vend dem i en skål sammen med grøntsagerne og dressingen. Spis din pølseret, som den er, eller kombinér den med en grøn salat.

Note: Som sagt blev min udgave af denne pølseret ret hidsig pga. den aggressive cayennepeber, så i ovenstående opskrift har jeg noteret lidt mindre cayennepeber, end jeg oprindeligt brugte til min pølseret. Den stærke cayennepeber passer godt sammen med det søde græskar, og denne pølseret er i det hele taget en herlig efterårsret, som fungerer fint som frokost eller som aftensmad.

Mexicanske hotdogs

mexicanske hotdogs, hotdogs, mexicansk, svinekød, pølser, hotdogbrød, brød, avokado, tomatsalsa, salsa, tomater, chili, røget paprika, hvidløg, rørsukker, majs, mayonnaise, ost, smørDa jeg bagte hotdogbrød for nylig, puttede jeg halvdelen i fryseren, så jeg havde til et par hurtige omgange aftensmad på en travl hverdag, og det belønnede sig tidligere på ugen, da jeg havde lyst til at lave mexicanske hotdogs. Ok, jeg burde måske kalde dem mexicansk-inspirerede, men ikke desto mindre tror jeg, at mexicanere vil kunne lide min fortolkning af mexicanske hotdogs (omend de sikkert ikke er stærke nok… men nu kan mexicanere selvfølgelig også tåle langt større mængder chili end jeg kan).

Jeg havde fundet nogle gode økologiske merguez-pølser i Irma. Merguez er ganske vist nordafrikanske pølser lavet på oksekød og lammekød, men de er dejlig krydrede og passede dermed godt til de mexicanske hotdogs. Jeg vil i øvrigt benytte lejligheden til at udtrykke min begejstring for alle de spændende og lækre økologiske og frilandspølser, der er dukket op i køledisken hos Irma de seneste uger. Det er virkelig tydeligt, at grillsæsonen starter nu, for i løbet af vinteren har det stort set været umuligt at finde økologiske pølser i supermarkederne (bortset fra Hanegal). Tror jeg skal hamstre pølser i slutningen af sommeren…

Tomatsalsaen er en simpel fortolkning af denne tomatsalsa, jeg lavede i forbindelse med mit mexicanske benspænd, og det samme gør sig gældende for majskompotten fra samme måned.

Mexicanske hotdogs
4 stk

4 merquez-pølser (kan erstattes af andre kraftigt krydrede pølser)
4 hotdogbrød
½ avokado, skåret i tern

tomatsalsa, salsa, tomater, røget paprika, chili, chipotle, rørsukker, hvidløg, mexicanskTomatsalsa
120 g cocktailtomater
1 spsk chipotle
1 tsk arbol chili
2 tsk røget paprika
rapsolie
2 fed hvidløg
250 g cocktailtomater
½ dl hvidvinseddike
lidt vand
evt. rørsukker
salt

Svits chipotle, chili, røget paprika og hvidløg i lidt olie i en gryde. Hak tomaterne og vend dem grundigt i krydderierne i gryden. Lad dem simre ved mediumvarme – evt. under låg – indtil tomaterne er møre. Tilsæt hvidvinseddiken og lad det simre videre i ti minutter. Blend det og tilsæt evt. lidt vand for at gøre tomatsalsaen lidt mere lind. Smag til med rørsukker og salt.

majskompot, majs, majskerner, chili, mayonnaise, ost, smørMajskompot

2 dl majskerner fra frost
lidt rapsolie
1 fed hvidløg, presset
1 spsk pasilla chili (eller en anden mild chili)
1 tsk arbol chili
1 dl fintrevet parmesan
1 spsk mayonnaise – gerne Hellmann’s
saften fra ½ citron
salt

Steg majskernerne og de to slags chilier i olie ved mediumvarme i ca. 15 minutter. Husk at røre jævnligt i blandingen. Tilsæt hvidløg, vend det grundigt i majsene og tag så panden/gryden af komfuret. Lad majskornene køle af et par minutter, inden du tilsætter revet ost, mayonnaise og citronsaft. Blend det – tilsæt evt. lidt vand – men sørg for, at det stadig har en lidt grov struktur. Smag til med salt.

Når du samler dine mexicanske hotdogs, luner du først hotdogbrødene og steger pølserne. Derefter skærer du en dyb ridse i et hotdogbrød, inden du smører det med en god klat tomatsalsa. Læg en stegt pølse i og top den med majskompot og avokadotern. Vupti – så er du klar til at spise mexicanske hotdogs!

Omvendte hotdogs med soltørrede tomater og chili

hotdogs, hotdog, pølser, svinekød, løg, chili, sennep, hvedemel, fuldkornshvedemel, rugmel, yoghurt naturel, gærI rækken af madpakke-ideer er jeg nu kommet til de omvendte hotdogs. Efter de gode oplevelser med pirogger tænkte jeg, at indbagte madpakker i det hele taget er ret smart, så jeg fik lyst til at lege videre med denne madpakkeform. Jeg kom i tanke om pølsehorn, som jeg lavede i en fuldkornsudgave for et par år siden, og så fik jeg lyst til at lave en ‘voksenudgave’, som er en slags krydsning mellem pølsehorn og hotdogs! Mine pølsehorn skulle nemlig ikke bare fyldes med pølser, men også indeholde tomater, sennep og løg, så de blev mere som hotdogs.

Jeg valgte at ælte soltørrede tomater i dejen i stedet for at putte ketchup i selv hotdogbrødene. På den måde undgik jeg, at fyldet i mine omvendte hotdogs blev for våde og risikerede at åbne sig under bagningen. De soltørrede tomater var sammen med yoghurten også med til at gøre dejen ekstra saftig, så de også var spændende at spise dagen efter.

Omvendte hotdogs med soltørrede tomater og chili
ca. 8 stk.

20-25 g gær
2 dl yoghurt naturel
2 dl varmt vand
2 tsk salt
2 dl fuldkornshvedemel
1 dl rugmel
5-6 dl hvedemel
1½ dl soltørrede tomater i olie

Fyld:
4 gode pølser – gerne fra frilands- eller økogrise
sød eller stærk sennep
2 store løg, fintsnittede
1-1½ spsk tørrede chiliflager
smør til stegning

Rør yoghurt og vand sammen og tjek, at det ikke er varmere end spidsen af din lillefinger. Rør gæren ud i yoghurtblandingen og tilsæt derefter salt, fuldkornshvedemel, rugmel og soltørrede tomater. Rør det til en jævn masse og rør derefter hvedemel i, indtil du har en smidig, blød og fugtig dej. Dæk dejen med et fugtigt viskestykke og lad den hæve en times tid.

Mens dejen hæver, smelter du en god klat smør på en stor pande og steger løgene bløde sammen med chiliflager. Løgene må ikke tage farve, men er klar, når de er bløde og smidige.

Når dejen har hævet, vipper du den ud på et meldrysset bord. Del dejen i otte lige store stykker og tryk dem ud til ovale stykker, der er lidt længere end de pølser, du vil bruge til dine hotdogs. Smør sennep på midten af hvert dejstykke – jeg brugte 1½-2 tsk bornholmsk sennep til hver hotdog – og fordel de stegte løg på dejstykkerne. Tag pølserne, flæk dem og læg en halv pølse på hvert dejstykke. Tryk forsigtigt dejen rundt om hotdoggens indhold og tjek, at der ikke er huller i dejen. Rul evt. hotdoggen forsigtigt til sidst. Læg dine hotdogs på en bagepapirbeklædt bageplade og lad dem efterhæve i et kvarters tid, inden de pensles med pisket æg. Bag dem ved 200 grader i 20-25 minutter.

Note: Omvendte hotdogs er en yderst praktisk måde at spise hotdog på – og en dejlig voksenudgave af pølsehorn. Kan varmt anbefales.

Kan den spises med én hånd? – Ja.
Skal den opbevares på køl? – Helst – men frys dem evt. ned og tag dem først op om morgenen samme dag, som du skal spise dem.
Kan den laves dagen før? – Ja.

hotdog, pølser, svinekød, løg, chili, sennep, hvedemel, fldkornshvedemel, rugmel, yoghurt naturel, gær

Torta med oksekødspølser, avokado og ost

torta, mexicansk, sandwich, oksekød, oksekødspølser, avokado, pølser, løg, mayonnaise, røde bønner, ostTorta – den mexicanske sandwich, jeg bloggede om i går – kan laves i mange forskellige versioner ligesom europæiske sandwiches, så jeg lavede en version mere, der også var inspireret af ‘Tacos, tortas and tamales’. Bogen anbefaler en mexicansk ost, jeg ikke kender, og den valgte jeg at erstatte med en cheddar.

Du skal bruge følgende til en torta:
en telera-sandwichbolle
– smør
– oksekødspølser – du kan f.eks. bruge oksekødspølser fra Løgismose – de kan købes i Netto
– sød sennep
– creme fraiche
– kogte røde bønner
– løgringe
– avokado
– cheddar

Kog oksekødspølserne. Flæk sandwichbollen og put smør på begge snitflader. Læg begge halvdele med smørsiden nedad på en stegepande og steg dem, indtil de er gyldne. Smør creme fraiche og sød sennep på den nederste halvdel og fordel en håndfuld røde bønner på sandwichoverfladen. Flæk oksekødspølserne og dæk sandwichbunden med dem. Fordel løgringe og avokado oven på. Tag den øverste halvdel af sandwichbollen og fordel tykke skiver cheddar oven på snitfladen. Varm den op i ovnen eller mikrobølgeovnen, indtil osten smelter, og læg så oven på resten af din torta.

¡Buen provecho.

torta, mexicansk, sandwich, oksekød, oksekødspølser, avokado, pølser, løg, mayonnaise, røde bønner, ost

Klamme pizzasnegle med fingre

pizzasnegle, pizzaboller, pizza, madbrød, boller, Halloween, Halloween-boller, zombiefingre, pølsefingre, svedjerug, fuldkornshvedemel, sauce, tomater, tomatpuré, løg, tomatsauce, rødvin, oregano, basilikum, hvedemel, gær, ost, cocktailpølser, mandler, kyllingepølser, pølserJa, jeg ved det godt – det er ikke ligefrem fordi, at overskriften sælger disse pizzasnegle særlig godt – men de ser altså klamme ud! Smagen fejler til gengæld ikke noget.

Konceptet er ret simpelt – lav en bolledej baseret på 6 dl håndvarmt vand, 20 g gær, 2 dl svedjerug, 1-2 dl fuldkornshvedemel,1 spsk salt. samt hvedemel – ikke for meget, for dejen skal stadig være ret blød og fugtig. Svedjerugen og fuldkornshvedemelet kan erstattes af andre grove meltyper. Rør dejen sammen, ælt den godt og grundigt og læg den i en skål. Dæk dejen med et fugtigt viskestykke og lad dejen stå og hæve et lunt sted, indtil dejen er vokset til dobbelt størrelse.

Mens dejen hæver, koger du en pastasauce – for eksempel af 1 dåse flåede tomater, 1 dåse tomatpuré, 1 stort løg (finthakket), 1-2 dl rødvin, oregano, basilikum, salt og peber. Det må godt stå og simre et stykke tid ved svag varme, så sæt den gerne over, så snart dejen er sat til hævning.

Drys rigelig med mel på bordet og rul dejen ud i et rektangel – ikke for tyndt, den skal være minimum 1 cm tyk. Fordel pastasaucen ud over dejen – hold ca. 5 cm fri på den ene langside, så det er lettere at rulle pizzasneglene sammen. Nu kan du enten vælge at rulle dejen sammen som en roulade og forsigtigt skære den i skiver, eller du kan skære strimler af dejen, som du ruller sammen til pizzasnegle. Læg dine pizzasnegle på en bageplade beklædt med bagepapir og drys lidt ost over hver. Stik en cocktailpølse eller en anden form for kort pølse i dine pizzasnegle – jeg brugte kyllingepølser, som jeg halverede – og bag  dem så ved 200 grader i ca. 20-25 minutter.

Når dine pizzasnegle er færdige, skal de køle lidt af, inden du vipper lidt af pølseskindet af og trykker en halv smuttet mandel ned i pølsen, så det ligner en negl. Dryp lidt ketchup på til sidst og servér dem lune.

Nammenam!

pizzasnegle, pizzaboller, pizza, madbrød, boller, Halloween, Halloween-boller, zombiefingre, pølsefingre, svedjerug, fuldkornshvedemel, sauce, tomater, tomatpuré, løg, tomatsauce, rødvin, oregano, basilikum, hvedemel, gær, ost, cocktailpølser, mandler, kyllingepølser, pølser