Lamb bhuna er en indisk lammeret, som jeg stødte på, da jeg researchede retter til månedens krydderi-benspænd. Her får man nemlig virkelig mulighed for at give den gas med krydderierne, og da både gemalen og jeg elsker indisk mad, så var det en perfekt lejlighed …
Der kom konfiteret andelår på bordet i går. Det er ellers en ret, der tager flere timer at tilberede, men så er det jo godt, at man kan lave den aftenen før og så blot varme den op dagen efter! Konfiteret andelår er tilberedt på …
Nu er det tid til hjemmebagt pitabrød – det er nemlig langt bedre end det, du kan købe i supermarkedet!
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg fik pitabrød i min barndom og ungdom, men det er godt nok ikke mange gange, jeg har fået det siden – og så har det primært været med kebab i. Pitabrødet er faktisk fra Mellemøsten, men som barn fik jeg primært pitabrød i en rigtig 80’er-version med skinke, ærter, tomater, salat og thousand island dressing.
Selvom jeg har 80’er-benspænd, så har jeg tilladt mig at modernisere denne udgave lidt, så den passer bedre med årstiden og mine smagsløg.
Men inden jeg når til fyldet, må jeg hellere først præsentere en opskrift på hjemmebagt pitabrød. Inspirationen har jeg fra ‘Gyldendals Bagebog’, men jeg valgte dog at udskifte noget af melet med fuldkornshvedemel samt tilsætte noget rapsolie.
Hjemmebagt pitabrød
6 stk.
3 dl håndvarmt vand 25 g gær 1 tsk salt 2 spsk rapsolie 2 dl fuldkornshvedemel 5½ dl tipo 00 hvedemel
Hæld vandet i en stor skål og rør gæren ud i det. Tilsæt salt, olie og fuldkornshvedemel og rør det ud, inden du tilsætter hvedemelet lidt ad gangen, indtil du står med en blød og fugtig dej. Ælt den igennem og læg derefter et fugtigt klæde over dejen. Lad den hæve til dobbelt størrelse.
Tænd ovnen og sæt den på 250 grader. Del dejen i seks lige store stykker. Form dem som boller og tryk dem flade. Læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade og læg klædet over. Lad dem efterhæve, mens ovnen varmer op. Når ovnen er varm nok, putter du pitabrødene i ovnen. Bag dem i 8-10 minutter og lad dem derefter køle af.
Der skal naturligvis også fyld i et hjemmebagt pitabrød, og her rørte jeg en thousand island dressing samt snittede lidt grøntsager og skinke.
Wannabe mild thousand island dressing
6 tsk creme fraiche 18% 5 tsk ketchup (Heinz) et lille fed hvidløg, presset 1 tsk sød paprika 1 spsk worchestersauce evt. en smule cayennepeber godt med salt og peber
Rør ingredienserne godt sammen. Smag den til, så den passer til dine smagsløg.
Fyld i pitabrød: – thousand island dressing – fintstrimlet kinakål – fintskåret skinke – tynde rødløgsringe – ost med jalapenos
Note: Jeg havde helt glemt, hvor godt hjemmebagt pitabrød smager! Det er mindst 100 gange bedre end det pap, man køber i supermarkederne. Og så var det ganske hyggeligt at bruge kinakål igen. Kålen tilføjer et frisk og sprødt pift til retten, men det er først og fremmest dressingen, skinken og osten, man kan smage.
Nu er det snart tid til at afsløre denne måneds benspænd, men inden da kommer her den sidste ret fra ris-benspændet for november måned – nemlig arancini, der er friterede riskugler fra Italien. Faktisk tilberedes de ofte på risotto, så jeg kalder dem friterede risottokugler. …
I forbindelse med mit ris-benspænd er det ret oplagt at lave en ret med stegte ris, så det har jeg naturligvis gjort. Det blev til en omgang stegte ris med grøntsager – dvs. en vegetarudgave, hvis du ikke tæller fiskesaucen med. Den kan du dog …
Her i weekenden var det atter tid til madlavning med mindre opvask – denne gang en kødstuvning med gulerødder og kartofler. Vi købte for nyligt noget friskhakket oksekød fra en lokal landmand, så det ville jeg godt bruge i madlavningen, og så blev det samtidig en fin anledning til noget simremad. Nu laver jeg normalt simreretter med større stykker kød, men da jeg netop prøver at minimere opvasken i denne måned, så blev det altså hakket oksekød denne gang, da det kom direkte fra fryseposen (efter optøning).
Jeg brugte følgende køkkenredskaber:
– spækbræt
– mellemstor køkkenkniv
– gryde
– grydeske
Kødstuvning med gulerødder og kartofler
2-3 personer
1 løg
2 fed hvidløg
Olie til stegning
250 g hakket oksekød
1 spsk mild chili
½ spsk sød paprika
1 dåse flåede tomater
1 dl rødvin
4-5 dl vand
4 mellemstore kartofler
2 store gulerødder
Evt. lidt sirup
Salt og peber
Finthak løg og hvidløg. Varm olie op i en gryde og svits løg og hvidløg ved mediumvarme. Tilsæt chili og paprika, lad det stege med et minuts tid, inden du tilsætter oksekødet. Sørg for at brune det godt, inden du tilsætter tomater og rødvin samt et par dl vand. Læg låg på gryden, skru ned for varmen, så det kun lige holder sig i kog og lad det simre i et par timer. Kig til gryden undervejs og husk at tilsætte mere vand, hvis det er ved at koge tørt.
Vask kartofler og gulerødder grundigt – du kan evt. skrabe dem lidt med kniven – og skær derefter kartofler og gulerødder i tern. Hæld dem i din kødstuvning – evt. med lidt mere vand – og lad det koge i 30-40 minutter. Smag gryderetten til med salt, peber og evt. lidt sirup.
Servér din kødstuvning, som den er, eller evt. toppet med lidt creme fraiche.
Note: Alt-i-en-gryde-madlavning er jo supersimpelt, og når det samtidig er langtidstilberedt, så smager det også lige en tand bedre, da de forskellige smage ‘smelter sammen’. Jeg puttede en klat creme fraiche oven på denne kødstuvning, da det giver en god, cremet konsistens.
Månedens burger-benspænd har allerede affødt én vegetarburger – nemlig den lækre tomatburger – men jeg har skam også fremtryllet en aubergineburger! Aubergine er en fantastisk råvare – blød og cremet, når den er stegt, og derfor super at bruge i blandt andet pastaretter. I denne …
Da jeg researchede mit cajun-benspænd, faldt jeg over New Orleans-klassikeren muffuletta sandwich. Nu kunne jeg selvfølgelig ikke stå for navnet, men det gør heller ikke noget, at muffuletta indeholder en del ost, og det kan sådan en ostehapser som mig slet ikke stå for! Såeh… …
Dirty rice!? Hvad er det? Jamen, det er skam en ret fra cajun-køkkenet, som jeg eksperimenterer med i denne måned. Dirty rice har fået sit navn efter udseendet på retten, for den består typisk af ris iblandet finthakket kyllingelever sammen med enten hakket svinepølse eller hakket oksekød. De finthakkede kødstykker giver retten et lidt ‘grumset’ udseende, men det er – ligesom med så megen anden comfort food – en virkelig lækker og vanedannende ret.
Jeg piftede min udgave af dirty rice lidt op, da jeg valgte også at bruge rød peberfrugt i retten (normalt bruger man kun grøn), og så dryssede jeg også lidt frisk grøn peberfrugt over ved serveringen. Min version af dirty rice er desuden en lidt mere ‘våd’ udgave, da jeg sørgede for at lave portionen stor nok til, at der var rester til dagen efter. Så var der nemlig aftensmad på få minutter, og det er nu dejligt i den travle hverdag 🙂
Dirty rice – cajun risret
4-5 personer
300 g kyllingelever
5 dl kyllingebouillon
200 g svinepølser, skåret i mindre tern
1 løg, skåret i tern
2 spsk baconfedt eller andefedt – kan erstattes af smør
2 fed hvidløg, finthakkede
2 stængler bladselleri, skåret i små tern
½ grøn peberfrugt, skåret i små tern (tag evt. lidt fra til pynt)
½ rød peberfrugt, skåret i små tern
1 tsk sød paprika
1 tsk oregano
1 tsk timian
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgssalt
1 tsk sambal oelek
3½ dl ris
ekstra vand
salt og peber
Hæld bouillonen i en gryde og varm den op. Skyl kyllingeleveren grundigt igennem og fjern evt. strenge. Put kyllingeleveren i det kogende vand og lad det simre i ca. 20 minutter. Tag kyllingeleveren op med en hulske og læg det på et spækbræt. Hæld væden op i en skål og smelt nu fedt eller smør i gryden. Finthak kyllingeleveren. Svits nu løg, pølse og kyllingelever i gryden i et par minutter. Tilsæt hvidløg og rør godt rundt, inden du tilsætter bladselleri og de to slags peberfrugt. Rør rundt og tilsæt så krydderierne. Lad det simre i ca. fem minutter, indtil grøntsagerne begynder at blive bløde. Hæld nu ris og væden fra kogningen over og rør grundigt i gryden, inden du lægger låg på og lader det simre i ca. 15 minutter. Kig til det et par gange undervejs og tilsæt lidt mere vand, når det er ved at koge tør. Smag til med salt og peber og servér din dirty rice med det samme – evt. toppet med lidt frisk grøn peberfrugt.
Note: Dirty rice er ikke verdens kønneste ret, men hold da op hvor smager den godt! Jeg synes, at krydringen er helt tilpas, og selvom der ikke er brugt så meget fedtstof i retten, så kan man godt smage det – uden at det bliver overvældende.
Denne smukke, farverige ret er selvfølgelig endnu en del af mit cajun-benspænd – nemlig en krebsestuvning eller en crawfish étouffée, som den originalt hedder. Den tager ca. en halv time at lave, så hvis du trænger til noget festlig og farverig mad i hverdagen, kan …