Dagen efter dagen… det var en dejlig juleaften i går, hvor vi fik slappet af, hygget, spist god mad og åbnet en masse skønne gaver. Om eftermiddagen holdt vi jul med yndlingsnevøen, og jeg fik tumlet så meget rundt med ham, at jeg ikke savnede …
I går holdt jeg julefrokost sammen tre andre hunkønsvæsner. Gemalen og hans rollespilsgruppe havde arrangeret julefrokost uden bedre halvdele (det må selvfølgelig have været en forglemmelse), så vi arrangerede straks, at vi også holdt julefrokost hjemme hos mig, og så partycrashede vi drengenes julefrokost efter …
Jeg fik bagt peanutbutter-cookies, squashkage med ingefær og citronglasur samt chokolademuffins med appelsin og honning, da jeg skulle afsted til blogger-arrangement. Sifka havde som sagt lokket mig med på at lave kagekalas, og jeg var ret spændt på, hvordan det ville forløbe. For det første skulle jeg vælge tre kager, jeg skulle medbringe (og de skulle være lette at transportere, for jeg bor et stykke væk fra København OG tager med offentlige transportmidler), men det lykkedes da. Af dem, der var tilmeldt, var der kun to, jeg kendte lidt til i forvejen (og udelukkende ved at læse deres blogs), så det var meget spændende at se, hvem der dukkede op.
Men det var hyggeligt, underholdende og lærerigt – jeg fandt for eksempel ud af, at jeg ikke har særlig mange holdninger til tebirkes (altså bortset fra at det hedder tebirkes og ikke københavnerbirkes!).
Peanutbutter-cookies
30 stk.
150 g smør 200 g rørsukker 1 æg 100 g crunchy peanutbutter 200 g hvedemel ½ tsk vaniljepulver 1 tsk bagepulver ½ tsk salt 1 æggehvide 200 g usaltede jordnødder
Hak smørret i små stykker, lad dem få stuetemperatur og pisk dem cremet sammen med de to slags sukker. Pisk ægget sammen med peanutbutter – det kan godt betale sig at lune sidstnævnte inden i en mikrobølgeovn, så det er mere flydende. Sigt mel, vaniljepulver, bagepulver og salt sammen og rør det i dejen.
Pisk æggehviden let. Hak jordnødderne groft. Rul kugler af dej på størrelse med bordtennisbolde og vend dem først i æggehvide og så i jordnødderne. Sæt kagerne på bagepapir med god afstand og tryk dem forholdsvis flade med hånden. Bag dine peanutbutter-cookies i 10-15 minutter ved 180 grader. Når kagerne er helt afkølede, kan de opbevares i tætsluttende dåse.
Note: Sprøde og lækre peanutbutter-cookies! Du kan godt eksperimentere med at bruge salte jordnødder i disse peanutbutter-cookies, men du risikerer dog, at de bliver meget salte.
Chokolademuffins med appelsin og honning
16 stk.
175 g smør 1½ dl honning 3 æg 250 g hvedemel 2 tsk bagepulver 100 g god chokolade 1 usprøjtet appelsin
Appelsincreme: skallen fra ½ appelsin saften fra ½ appelsin 100 g flødeost flormelis til du skammer dig
Smelt smørret og rør det med honning. Pisk æggene i. Bland mel og bagepulver og vend det i æggemassen. Riv skallen af appelsinen og rør den i dejen. Pres appelsinen. Smelt chokoladen og rør den i dejen med appelsinsaften. Fordel dejen i muffinsforme, trekvart fulde, og bag dem ved 200 grader i 12-15 minutter. Smør cremen på, når kagerne er kolde, og drys lidt pynt på.
Note: Appelsincremen var mit eget påfund, og det var godt med et ekstra skud appelsin – synes jeg.
Efter det hyggelige kagearrangement susede jeg sydpå, for jeg skulle i biffen med gemalen. I dag var det Den Store Biografdag, hvilket betød biobilletter til halv pris, og det tilbud kunne vi jo ikke lade passere. Udbuddet af film er til gengæld ikke så fristende for tiden, men jeg havde læst om Zombieland for nylig, og den fik overraskende gode anmeldelser. Nu er gemalen ikke til gysere, og det er denne film bestemt heller ikke. Til gengæld er den rigtig underholdende – især hvis man har et afslappet forhold til zombiesplat, vold og sjove referencer til en masse andre film. Jo, instruktøren har bestemt set Tarantino over skulderen – på den gode måde. Det er en zombie-roadmovie, og bortset fra en scene med Bill Murray, som var noget malplaceret, så fungerede filmen godt. Vi hulkede af grin undervejs, og den ligger til mellem fire og fem stjerner for en film i den genre. Men igen – se den kun, hvis du synes, det er sjovt at se zombier blive pulpet til døde på alskens måder, for selvom den sagtens kunne have indeholdt langt mere ulækre scener, så er zombierne generelt ret klamme i filmen – og de dør også ret brutalt.
Squashkage med ingefær og citronglasur
1 stor, solid kage
3 æg 250 g sukker 1 stang vanilje 2 tsk stødt ingefær 1 tsk salt 350 g hvedemel 1 tsk natron 3 tsk bagepulver skallen fra en usprøjtet citron 75 g hasselnøddekerner, hakket 350 g squash 125 g rosiner 2 dl vindruekerneolie
Citronglasur: citronsaft og flormelis
Pisk æg og sukker sammen, til det er lyst og skummende Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Rør vaniljekorn, stødt ingefær og salt i den piskede æggemasse. Tilsæt mel, natron og bagepulver og rør rundt.
Riv skallen af citronen fint. Hak hasselnødderne. Riv squashen fint, og bland dejen sammen med citronskal, hasselnødder, rosiner og vindruekerneolie. Hæld dejen i en smurt springform og bag kagen i ovnen i ca. 45 minutter ved 170 grader. Prik i den med et træspyd – der må ikke hænge våd dej ved.
Lad kagen køle helt af, inden glasuren puttes på.
Note: Jeg kan godt lide squashkage, og dette var bestemt en opskrift, jeg kan godt finde på at vende tilbage til. Den er saftig og frisk – og så er der gods i den, så den kan godt række til mange mennesker! Jeg erstattede vindruekerneolien med rapsolie, og så fik kagen omkring 15 minutter mere, end der står i opskriften.
I dag fik jeg gæster allerede inden frokost. Det var dog ikke supergodt koordineret fra min side, eftersom vi var til 30-års fødselsdagsfest i går, og vi kom først i seng lidt halv fire. Derfor var det også lidt hårdt at stå op kl. halv …
Tiltrængt weekend, og som jeg dog har glædet mig – den står både på besøg af venner, træning, cocktailparty – og spændende madlavning! Først- og sidstnævnte var der masser af her til aften, hvor vi havde besøg af et vennepar og deres 1-årige knægt med …
Min kollega prøvede dette rødbederugbrød og var så begejstret, at jeg fik lov til at smage en skive – og så var jeg også solgt! Jeg har bagt det flere gange, og det kan godt svinge lidt, hvor fugtigt det bliver. Derfor anbefaler jeg, at du løbende prikker brødet for at tjekke, hvornår det er gennembagt – bagetiden kan nemlig svinge noget.
Rødbederugbrød med hasselnødder
1 brød i stor rugbrødsform
Dag 1 fordej
3½ dl surdej
300 g hvedemel
3½ dl vand
3 dl mørk øl
1½ spsk salt
300 g rugkerner
Ingredienserne blandes og står i køleskab til næste dag.
Dag 2
2 spsk anisfrø
150 g groftrevne rødbeder
75 g hele ristede hasselnødder
300 g rugmel
75 g ristede græskarkerner
100 g hørfrø
Fordejen og alle ingredienser fra dag to røres grundigt sammen. Hæld rugbrødsdejen i en form. Lad brødet efterhæve ca. en time og sæt det i ovnen i ca. 1½ time ved 175 grader. Når dit rødbederugbrød er bagt, vender du det ud og pakker ind i et viskestykke. Det forhindrer, at skorpen bliver alt for hård. Lad det køle helt af, inden du skærer det i skiver.
Der er virkelig smag og tyngde i det her rødbedebrød!