Jeg har tidligere skrevet om, hvor god mikroovnen er til at tilberede grøntsager, men hvad med kød? Kan mikroovnen overhovedet bruges til kødretter? Ja, det kan den godt, men der er en del kødretter, jeg ikke vil tilberede i mikroovn. Oksekødsudskæringer (i hvert fald dem, …
Efteråret byder på mange dejlige grøntsager, frugter og bær, og to af mine yndlingsafgrøder på denne årstid er græskar og svampe. Det er bare om at spise løs af dem, mens det er muligt at købe de danske udgaver. Jeg faldt for nylig over en …
Chokolademousse i mikroovnen – aka chokolademousse på skumfiduser?! Jo, det var et sjovt projekt, jeg havde gang i denne weekend, da jeg ville overraske gemalen med en dessert. Den skulle selvfølgelig passe til månedens mikroovnsbenspænd, så jeg bladrede lidt i en række mikroovns-kogebøger og faldt over en sjov opskrift i ‘Lækker mad i mikroovn’. Kogebogen er skrevet i 1994, og dengang hed skumfiduser åbenbart Tea-skum (… what?!). Det kan være ret interessant – og underholdende – at læse kogebøger med nogle år på bagen 🙂
Men altså – jeg tog udgangspunkt i fremgangsmåden, men justerede på ingredienserne, så det blev til denne chokolademousse med valnødder og skumfiduser.
Chokolademousse med valnødder
2 personer
80 g skumfiduser 35 g valnødder 25 g mørk chokolade 2 tsk pulverkaffe 4 spsk vand 1 æggehvide 3 spsk yoghurt naturel
Hæld vandet i en skål og sæt den i mikroovnen i ca. 25 sekunder ved 900 W. Rør kaffepulveret i og put skumfiduserne i skålen. Sæt skålen tilbage i mikroovnen og giv den 1 minut ved 900 W.
Skumfiduserne svulmer op og bliver meget bløde. Rør dem sammen med kaffen, så det bliver en jævn masse. Stil skålen i køleskabet.
Riv chokoladen fint. Tag to teskefulde fra til pynt. Tag derefter skålen ud af køleskabet og rør resten af chokoladen i.
Tag to valnødder fra til pynt og hak resten af nødderne, inden du vender dem i chokoladecremen sammen med yoghurten.
Stil skålen tilbage i køleskabet og vent, indtil den er næsten kold og begynder at stivne. Pisk æggehviden stiv og vend den forsigtigt i chokolademoussen.
Hæld chokolademoussen i en sprøjtepose. Et lille tip – det kan godt betale sig at stikke posen ned i en høj beholder, inden du går i gang – så er det lettere at overføre moussen til sprøjteposen.
Fordel chokolademoussen i to dessertglas eller drinkglas og stil dem derefter i køleskabet i et par timer, så chokolademoussen kan stivne.
Pynt med revet chokolade og valnødder inden servering.
Note: Chokolademousse med valnødder og skumfiduser er en sjov og anderledes dessert. Jeg havde ikke tænkt på at bruge skumfiduser til chokolademousse, men det fungerede fint. Moussen er ret mild i smagen, så en anden gang vil jeg nok putte mere chokolade i – måske bare 15 g.
Jeg har lovet, at jeg også ville lave en friturestegt dessert i løbet af Texas-benspændet, så jeg serverede funnel cakes for vores gæster i lørdags, efter de havde mæsket sig i Texas Brisket og Vegetable Pozole Stew. Funnel cakes – eller tragt-kager, som de løseligt …
Ideen til denne hyldebærsorbet blev født, da jeg fik kvajet mig under kogningen af hyldebærsaft for et par uger siden. Jeg havde gang i flere gryder på én gang, og på et tidspunkt kom jeg til at fordoble mængden af sukker i en af portionerne. …
Da jeg faldt over avokadofritter i kogebogen ‘The Texas Food Bible’, så tænkte jeg straks “hold op, hvor lyder det skørt – det må jeg prøve!”.
Friturestegte avokadoer… ja, hvorfor ikke? Det er ret let at lave, og disse avokadofritter kan enten spises, som de er – evt. kombineret med en sauce – eller de kan bruges som tilbehør til andre retter såsom True Texas Chili.
Jeg freestylede over opskriften, jeg stødte på i kogebogen, og så lavede jeg en lille portion avokadofritter, hvilket vil sige to store fritter (eller fire små) til hver person. Kogebogen anbefaler dog det dobbelte.
Du skal bruge én moden avokado, som du skære i fire brede både eller otte smalle både.
Dernæst skal du lave en tempuradej. Pisk en æggeblomme og tilsæt derefter en dl iskoldt vand lidt efter lidt. Bagefter tilsætter du en spsk hvedemel og rører den grundigt ud i æggeblandingen, inden du rører endnu en spsk hvedemel i dejen.
Vend avokadostykkerne i tempuradejen…
… og vend dem derefter i rasp (du skal bruge 1½-2 dl rasp). Sørg for, at avokadoerne er helt dækkede af dejen og raspen. Læg avokadostykkerne i en plastikbøtte og sæt dem i fryseren i mindst to timer.
Når du skal bruge dine avokadofritter, tager du blot plastikbøtten ud af fryseren. Varm 6-8 dl rapsolie op i en lille dyb gryde. Tjek om olien er klar ved at stikke den ene ende af en tændstik (den uden svovl) ned i olien. Hvis der straks kommer små bobler omkring tændstikken, så er olien klar. Steg avokadostykkerne i olien.
Note: Det var et ret interessant eksperiment, og disse avokadofritter smagte såmænd udmærket, men jeg synes dog også, at det er lidt overkill at friturestege avokadoer. De smager simpelthen så godt, når de er friske, at der ikke er nogen grund til at pille yderligere ved dem.
Sidste weekend fik jeg tid til at pjatte lidt i køkkenet, da jeg skulle lave en fødselsdagskage en til af mine mindste venner, som fyldte 6 år. Han er ret glad for Lego, så jeg valgte selvfølgelig at lave en legokage til ham.Hvordan laver man …
Denne lækre forret med røget makrel lavede jeg en sommeraften, hvor vi havde gæster på besøg. Der er blevet grillet en del denne sommer, og denne aften var ingen undtagelse. Jeg syntes dog også, at der skulle være en forret, og hvorfor ikke lave den …
Pecan pie – eller pekannøddetærte på dansk – er i mine øjne en af de mest amerikanske desserter, der findes, og den er stærkt repræsenteret i Texas, hvor de har mange pekannødder. Nu er nødder generelt dyre i Danmark, og pekannødder er desværre ingen undtagelse. De fleste supermarkeder har dem, men har du en grønthandler i nærheden, så tjek om du ikke kan gøre et godt køb der.
Jeg fandt inspirationen til denne pekannøddetærte ved at kigge hos Food & Wine. Amerikanere har jo en lidt sødere tand, end hvad vi er vant til i Danmark, så jeg skruede ned for sukkermængderne i tærten. Men det er generelt en sød pekannøddetærte, så den bliver nærmest konfektagtig, når den er afkølet. Jeg lavede en lidt mindre portion dej, da jeg ikke ville have en nær så bred kant på tærten, og så droppede jeg forbagningen af tærtebunden.
Pecan pie – pekannøddetærte
8-12 personer Tærtedej: 3½ dl hvedemel ½ tsk bagepulver 1 spsk rørsukker ½ tsk salt 125 g koldt smør lidt vand
Tærtefyld: 150-160 g pekannødder 175 g smør 200 g mørk farin 100 g rørsukker 1 dl lys eller mørk sirup 2 spsk hvedemel 1 tsk vaniljeekstrakt eller kornene fra en vaniljestang ½ tsk salt 4 æg
Rør mel, sukker og salt sammen i en skål sammen med bagepulveret. Skær det kolde smør i små tern og gnid smørret ind i melblandingen, indtil det er jævnt fordelt. Tilsæt lidt vand – kun lige akkurat nok til, at du kan samle melblandingen til en dej. Rul dejen ud og læg den i et ildfast tærtefad, der er ca. 26-28 cm i diameter. Prik dejen gentagne gange med en gaffel og stil derefter fadet i fryseren i en halv times tid.
Mens dejen er i fryseren, laver du tærtefyldet. Rist pekannødderne på en tør pande, indtil de får farve. Lad dem køle af. Hæld smør, mørk farin, sukker, sirup, hvedemel, vanilje og salt i en gryde og varm det op. Lad det simre et par minutter og tag derefter gryden af varmen. Lad det køle af i 5-10 minutter.
Pisk æggene luftige og tilsæt lidt efter lidt den lune sukkermasse. Tag tærtefadet ud af fryseren og fordel pekannødderne ud over bunden. Hæld sukkermassen ud over og stil derefter fadet i ovnen ved 175 grader. Lad din pekannøddetærte bage i ca. 45 minutter.
Lad din pekannøddetærte køle helt af, inden du serverer den med en klat flødeskum – eller evt. creme fraiche, for kagen er ret sød.
I søndags serverede vi sliders med pulled pork, da vi havde gæster – i øvrigt samme gæster, der blev udsat for 7 Layered Dip. Sliders er små sandwiches – ofte i form af mini-hamburgere – men kan også dække andre former for burgere/sandwiches i mini-udgave. …