Stor kødpie med krydderier

Stor kødpie med krydderier

Denne kødpie serverede jeg tidligere på ugen, da jeg havde gæster lige efter arbejde. Mit benspænd med hakket kød er jo perfekt, når der skal laves mad til mange mennesker på én gang, og i dette tilfælde kunne jeg lave maden dagen før, så den blot skulle varmes, da jeg kom hjem fra arbejde. Pien er let at lave og fylder en hel bradepande, så du skal ikke bakse med flere tærtefade.

Jeg brugte hakket kalv og flæsk i denne kødpie, men du kan selvfølgelig også bruge andre former for hakket kød, ligesom du også sagtens kan putte flere grøntsager i din pie.

Stor kødpie med krydderier

7-8 personer

Tærtedej:
2½ dl fuldkornshvedemel
4 dl hvedemel
200 g smør
lidt salt
1 æg
ca. ½ dl vand

Fyld:
600 g hakket kalv og flæsk
1 stort løg, hakket
3 fed hvidløg, hakket
250 g champignons, hakkede
3 dl okse- eller svinebouillon
1 tsk stærk cayennepeber
1 tsk stærk chili
2 tsk timian
500 g hytteost
salt og peber

1 pisket æg til pensling

Start med tærtedejen. Rør melet sammen med lidt salt. Skær smørret i små stykker og smuldr dem ud i melblandingen. Tilsæt æg og vand og ælt derefter dejen sammen. Sæt den i køleskabet en halv times tid.

Imens laver du fyldet til din kødpie. Svits løg, hvidløg, cayennepeber og chili ved mediumvarme, indtil løgene bliver bløde. Tilsæt kødet og steg det, til det er brunt. Tilsæt champignons og bouillon og lad det simre i 10-15 minutter. Vend hytteost i, giv det et par minutter mere og smag så til med salt og peber.

Del dejen i to lige store klumper. Rul den første ud på et meldrysset bord, indtil den er stor nok til at fylde en hel bradepande. Læg et stykke bagepapir på en bageplade og læg dejen ovenpå. Fordel fyldet ud over dejen – sørg for, at det ikke kommer helt ud til kanten. Der skal være ca. 3-4 cm fri kant hele vejen rundt. Fugt kanten med vand eller pisket æg. Rul den anden del af dejen ud og læg den ovenpå fyldet. Klem kanten af din kødpie sammen og pensl den med æg. Skær et par små huller i midten af pien, så den varme luft kan slippe ud under bagningen.

Stil din kødpie i ovnen ved 200 grader i 35-40 grader. Servér den sammen med en mild hvidløgscreme samt kålsalat – i dette tilfælde rød spidskål, der var krammet med basilikumpesto og vendt i kogte ris og sorte linser.

Note: Denne kødpie var let at lave, og den kan som sagt varieres en hel del. Jeg var især begejstret for hytteosten, der var med til at gøre pien saftig og samtidig sørgede for, at de stærke krydderier ikke var for dominerende.

pie, kødpie, tærte, madtærte, kødtærte, oksekød, svinekød, løg, chili, cayennepeber, hytteost, timian, hvidløg, svampe, champignons, æg


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *