Sommersalat med mozzarella-tomater samt linsesuppe med grøntsagstopping – LCHF-style
I weekenden lavede jeg to forskellige frokostretter, linsesuppe og spidskålssalat – begge selvfølgelig LCHF-style. Jeg lavede en salat bestående af fintsnittet spidskål, der blev krammet med verdens bedste basilikumpesto, inden den blev vendt med fintsnittet hjertesalat, avokadotern og solsikkekerner.
Ost er som bekendt på listen over fødevarer, du gerne må spise, hvis du følger LCHF-principperne, så det har jeg købt ekstra ind af denne måned. Det blev blandt andet til et par mozzarellaer, og vi fik én hver, der blev skåret i skiver og lagt sammen med en stor tomat.
En dejlig frisk og mættende frokostservering – og så smagte den selvfølgelig ekstra godt, da den blev indtaget i blændende solskinsvejr!
Om søndagen havde jeg The Boys på besøg, og de blev naturligvis også udsat for LCHF-benspændet. Til frokost lavede jeg en simpel linsesuppe, som jeg toppede med friske grøntsager. Linserne kom fra en pakke med linser og bønner, som Urtekram sendte til mig for nylig. Det er ikke 100% korrekt at bruge linser og bønner i LCHF-mad, men det er godt at bruge i overgangsfasen, når du skal vænne din krop fra at indtage hurtige kulhydrater.
Linsesuppe med grøntsagstopping
frokost for ca. 6 personer
2 store løg, skåret i tern
smør
2 gulerødder, skåret i små tern
1 tsk chipotle
1 tsk rød paprika
2 tsk chiliflager
1 pose røde linser (400-450 g)
1-1½ l vand
2 spsk frisk oregano
1 dl fløde
salt og peber
Grøntsagstopping:
agurketern
tomattern
frisk koriander
lidt salt
Steg løgene bløde i smør på en pande og tilsæt så gulerodstern samt chipotle, paprika og chiliflager. Svits det i et minuts tid, inden du tilsætter røde linser og vand. Lad din linsesuppe simre i 20-25 minutter og tilsæt så oregano og fløde. Lad det koge op, inden du blender det med en stavblender, indtil suppen er jævn. Smag til med salt, peber og evt. lidt mere paprika.
Bland grøntsagstoppingen og servér den sammen med din linsesuppe.
Note: Fløden er med til at gøre denne linsesuppe ekstra mættende, ligesom den også gør suppen mere mild og cremet. Jeg er ikke så god til supper, hvis ikke der er noget at ‘bide i’, så derfor kan jeg godt lide at kombinere den med en form for topping – i dette tilfælde små stykker grøntsager.
Uhm, en lækker salat! Jeg spiser også nærmest tomatsalat hele tiden p.t., føles det som – men det er jo så lækkert! Næste gang skal jeg helt bestemt have det i kombination med din spidskåls-pesto-blanding!
Og lige i forhold til linser, bælgfrugter m.m.: Som du selv siger, er der en del kulhydrater i, så de er som udgangspunkt ikke inkluderet i LCHF. Nogle vælger dog at spise dem ind imellem alligevel, ved jeg, så det er – som så meget andet – et spørgsmål om hvad man selv har det bedst med 🙂 Jeg spiste det i overgangsperioden, men bruger det faktisk efterhånden ret sjældent 🙂
Jeg faldt over nogle lækre økologiske cherrytomater den anden dag, som jeg må prøve at opspore igen – mener jeg købte dem i Føtex. De er nemlig stærkt vanedannende 😉
Hvad er dit favorit-tilbehør til aftensmaden?
Jeg er i hvert fald stor fan af bønnefritterne – dem MÅ du prøve 😀 Og derudover er nærmest alt – både salater og “erstatningsting” med blomkål også et hit 🙂
Jeg skal prøve at huske det 😀
Det ser ubeskriveligt lækkert ud og bliver straks printet ud og vil indgå i vores gæstemad på søndag 🙂
Bon appetit! Håber I kan lide det 🙂
Dejlige retter – og det glæder jo et ostehjerte som mit, at LCHF blåstempler osten. For uanset hvilken retning man spiser efter, så er ost jo uundværligt 🙂
Det er nemlig rigtigt 😀