Restaurant Amago
Vi spiste på Restaurant Amago på vores sidste aften i Lissabon. Amago er et lidt usædvanligt spisested, for der er ét bord til ti personer, så du sidder til bords sammen med en række fremmede mennesker. Men det lød da bare endnu mere spændende!
Udover os var der en enkelt canadier, et kærestepar fra Sydkorea, et ægtepar fra Lissabon samt tre amerikanere, så en bred vifte af nationaliteter. De lokale gik heldigvis med på, at samtlige præsentationer af maden blev på engelsk, og derefter kastede det unge ægtepar, der ejer Amago, sig ud i at fortælle om maden og konceptet.
Man kunne vælge en vinmenu til, men det sprang vi over og valgte i stedet et par glas vin i løbet af aftenen.
Vi lagde ud med nogle appetizers til deling. Den første var en lille kåldolmer med rejer, soyasauce samt bergamotte. En kompakt lille sag, hvor soyaen gav den noget dybde.
Den næste var den sødeste minitærte med ærter, søpindsvin og sesamfrøcreme. Nu er søpindsvin en af de få ingredienser, jeg virkelig ikke bryder mig om, men denne her var heldigvis mild og ikke så jernholdig, som de ellers kan være.
Den tredje og sidste appetizer bestod af en dybstegt wonton med oksetunge, ingefær og krydret ketchup. Den slags serveringer er altid et sikkert hit hos mig, og denne var ingen undtagelse.
Der kom surdejsbrød, en god olivenolie samt pisket smør på bordet. Og ja, den tykke keramiktallerken, som smørret blev serveret på, lignede virkelig en rund brie!
Nu var det tid til forretterne. Den første bestod af asparges, miso, smør og en creme med dild. En rigtig forårsret, hvor den lækre aspargessmag blev understøttet af smør og miso. Dejligt!
I den næste ret skulle vi et lille kulinarisk smut til Japan, for her fik vi shabu shabu med nashipære, svampebouillon samt ‘rogn’ fra finger-lime. Virkelig lækker fortolkning af shabu shabu, som jeg har det lidt blandet med. Delikat og velkomponeret.
Den sidste forret var et stykke perfekt tilberedt pighvar, der var glaseret og serveret sammen med grillet julesalat, tang og bourreblanc sauce. Trods de lidt usædvanlige råvarer virkede den enkel og logisk sammensat – som en ret, man har spist masser af gange før og stadig nyder.
Nu nåede vi til hovedretten, og det var lidt af en oplevelse. Det virkede som kød, men vi kunne simpelthen ikke gætte, hvad der var på tallerkenen, og det var ikke så underligt. Det brune, faste element var den svamp, der blandt andet går under navnet løvemanke. Den var kogt, stegt og glaseret med soyasauce og kombineret med pinjekerner. Den kunne sagtens gøre det ud for kød, og den mættede da også ret godt. Fantastisk spændende servering!
Vi nærmede os afslutningen, for nu kom vi til den første dessert. Den bestod af sort sesamcreme – muligvis rørt med lidt cremet ost – samt en japansk is, en gelé lavet på japanske bær samt ristet boghvede. En ret funky og lækker dessert med en behersket sødme.
Og så kom den anden dessert. En slags arme ridder med kokosis og limecreme. En skøn, frisk og sødmefuld dessert.
Som det allersidste punktum var der også en Madeleinekage til hver. Den havde jeg dog ikke behøvet, for den var ikke noget særlig.
Det var en rigtig spændende og hyggelig oplevelse. Efter første ret gik snakken lystigt ved bordet (selvom sydkoreanerne var lidt udfordrede mht. sproget, og portugiserne var lidt generte), og folk delte tips og historier om spændende madoplevelser, de havde haft i andre lande. Det viste sig, at restaurantens ejere samt de lokale gæster havde spist på Noma (og var meget, meget begejstrede), og at den ældste af amerikanerne skulle til København til september. Verden føltes lidt lille – men på en god måde.
Vi var ret begejstrede for maden hos Amago, og servicen var selvfølgelig i top, når man er så få gæster. Drikkevarerne var til gengæld på det jævne i forhold til de tidligere aftener, men de havde selvfølgelig heller ikke en stor restaurant med en sommelier ansat.
Jeg ender på fem stjerner til Amago og en klar anbefaling af at prøve stedet.
