Recent Posts

Flamberede pandekager med chokolade

Flamberede pandekager med chokolade

Vi får grillet en del for tiden, men det var nu stegepanden, der blev fundet frem, da jeg lavede flamberede pandekager i går. Jeg overvejede at lave de klassiske franske crepes suzette, men da det ikke er appelsinsæson, valgte jeg at lave en mere enkel …

Cicchetti på Nørrebro

Cicchetti på Nørrebro

På den første varme forårsaften spiste jeg på Cicchetti sammen med en af  mine venner. Cicchetti er en ret ny restaurant på Nørrebro, hvor fokus er på små lette italienske retter, og det er jo perfekt her i varmen.  Vejret kaldte jo på drinks, så …

Hindbærsnitte-is

Hindbærsnitte-is

Ideen til denne hindbærsnitte-is opstod, da jeg fjollede med en kollega, som er virkelig, VIRKELIG glad for hindbærsnitter! Selvom den opstod som en joke, så kunne jeg godt lide ideen, så jeg måtte selvfølgelig prøve at lave det. Denne hindbærsnitte-is er derfor dedikeret til min hindbærsnitte-glade kollega 🙂

Først overvejede jeg at lave en hindbæris og derefter røre kagestykker i – i bedste Ben & Jerry-stil – men da jeg talte med gemalen om ideen, foreslog han, at jeg lavede dem som iskager, og da jeg øjnene muligheden for at lave dem, så de lignede rigtige hindbærsnitter, så gjorde jeg straks det.

Til en hindbærsnitte-is skal du naturligvis bruge en god, hjemmelavet hindbæris samt sprøde dejstykker som i rigtige hindbærsnitter.

Du får 8-12 hindbærsnitte-is ud af følgende opskrift (afhængig af hvor store eller små du skærer dine iskager).

Hindbæris

3 dl hindbær, jeg brugte frosne pga. årstiden
1 dl rørsukker
1½-2 dl fløde

Hæld hindbær og rørsukker i en kasserolle og varm det op. Lad det simre i 5-10 minutter, inden du tager kasserollen af komfuret. Lad det køle lidt af, inden du blender det sammen med fløde. Stil blandingen i køleskabet, indtil den er kølet helt af og kør den derefter på en ismaskine. Sæt din hindbæris i fryseren, indtil du skal bruge den.

Hindbærsnitte-dej

1 tsk vaniljepulver
75 g flormelis
150 g blødt smør
250-300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
2-3 spsk vand

Rør ingredienserne til dejen sammen og ælt den, til den er ensartet og fin. Stil den i køleskabet en halv times tid, inden du deler den i to lige store dele. Rul dem ud hver for sig til aflange stykker – prøv at undgå, at de bliver over 12 cm brede og sørg for, at de er ca. lige store. Læg derefter dejstykkerne på en bageplade, der er dækket med bagepapir. Bag dem i ovnen i 10-12 minutter ved 200 grader – de må gerne se lyse ud, for det er vigtigt, at de ikke får for meget. Lad dem køle helt af.

Tid til at samle din hindbærsnitte-is!
Du samle dine iskager på forskellige måder. Den mest enkle er at fordele ½-1 cm hindbæris ud over den ene kagebund (der vender med bagsiden opad) og derefter lægge den anden kagebund på (med bagsiden ned mod isen). Tryk dem sammen, så isen kommer helt ud til kanten. Pynt din hindbærsnitte-is med glasur og evt. lidt frysetørrede hindbær. Put din hindbærsnitte-is i fryseren en ½-1 times tid, inden du skærer den ud til iskager.

Du kan også – hvis du er mere forsigtig – forsigtigt skære kagebundene ud i lige store stykker (det kræver et godt øjemål eller at du bruger lineal) og smør et stykke med hindbæris, læg et andet stykke på, klem sammen og pynt med glasur. Put den gerne i fryseren, så din iskage er lettere at bide af, når du serverer den.

Note: Dette var i al ubeskedenhed en god idé! Hindbærsnitter i sig selv er en dejlig kage, og denne isudgave er bestemt originalen værdig. Denne hindbærsnitte-is har en lidt sødere og blødere smag end den traditionelle hindbærsnitte, men det gør absolut ikke noget. Vil du have den mere syrlig, kan du altid skære lidt ned på fløden og/eller sukkermængden.

Pastaret med aubergine, pesto og svampe

Pastaret med aubergine, pesto og svampe

Hverdagsretterne hos os består ofte af rester, vi tidligere har frosset ned, eller retter baseret på forskellige rester fra køleskabet. Nu er sommeren over os, og så dukker der også en pastaret eller to op, for vi spiser vegetarisk cirka halvdelen af tiden om sommeren, …

Lammeculotte med grøntsager

Lammeculotte med grøntsager

Det er ved at være lang tid siden, vi sidst fik lammekød, så i weekenden fandt jeg en lammeculotte frem og lavede en dejlig sommerret med masser af grøntsager. Jeg tilberedte min lammeculotte i ovnen, for så kunne jeg lægge den på et lag af …

Flammestegte bøffer på grill

Flammestegte bøffer på grill

Jeg bliver jo nødt til at lave flammestegte bøffer, nu jeg har ild-benspænd! Flammestegning på grill egner sig fortrinligt til oksekød, for her må midten af kødet godt være rødt (i modsætning til kylling). Du skal bruge en grill, der kan komme godt op i temperatur eller eventuelt lave et velvoksent lejrbål, hvor du sætter en rist over.

Sørg for at vælge noget godt oksekød, hvor der er tydelig fedtmarmorering i kødet. Så bliver det dejligt saftigt og mørt, når det bliver grillet. Jeg stegte bøffer, der vejede ca. 200 g hver, men du kan selvfølgelig også sagtens bruge tykkere bøffer – så bliver stegetiden dog anderledes.

Flammestegte bøffer

2 personer

2 oksekødsbøffer på ca. 200 g hver
salt og peber
balsamico-eddike, ølsirup eller æblesirup
friske krydderurter – for eksempel estragon

Tænd op for grillen og læg risten over. Grillen skal være meget varm, og der skal selvfølgelig være flammer (ikke meterhøje flammer men nok til, at de kan nå op til risten – se billedet nederst i indlægget). Drys bøfferne på begge sider med salt og peber og læg dem på den varme rist. Giv dem et minut på hver side og derefter et minut mere på hver side (dvs. så de får i alt to minutter på den ene side og to minutter på den anden side). Tag de flammestegte bøffer af grillen og smør dem med enten balsamico-eddike, ølsirup eller æblesirup. Personligt foretrækker jeg ølsirup, men de to andre varianter passer også godt til det saftige oksekød.

Så kan de flammestegte bøffer ellers serveres med en god salat og eventuelt nogle kartofler til.

Kyllingepizza med ricotta og bacon

Kyllingepizza med ricotta og bacon

Det er jo dejligt, at solen er kommet igen, så vi skulle naturligvis spise kyllingepizza på terrassen her i weekenden! Vi elsker at bage pizza på grill, og denne gang ville vi prøve en ny variant – nemlig føromtalte kyllingepizza. OBS – du kan selvfølgelig …

Nr. 30 i Nansensgade

Nr. 30 i Nansensgade

Tidligere på ugen havde jeg en spisedate med min Onkel Rejsende Mac, og her endte vi på Nr. 30 i Nansensgade i København. Vi havde oprindeligt planlagt at spise et andet sted i nærheden, men her kunne vi ikke få bord, så vi tog spontant …

Hindbærtærte med marengslåg

Hindbærtærte med marengslåg

Jeg bliver selvfølgelig også nødt til at lave nogle desserter i løbet af mit ild-benspænd, så derfor bagte jeg denne hindbærtærte i fredags. Den blev toppet med et lag marengs og derefter nænsomt brændt. Jeg har ikke en lille brænder, da det ikke er så tit, jeg har brug for at sætte ild til maden, men så er det jo godt, man har en havebrænder! Den kan også bruges i en snæver vending, men så skal brændingen altså foregå ude på terrassen…

Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på lemon meringue pie men erstattede citronfyldet med hindbær. I nedenstående opskrift har jeg desuden skruet endnu mere op for mængden af hindbær i forhold til den udgave, jeg bagte, da jeg opdagede, at kagen sagtens kunne tåle lidt mere fyld – og i øvrigt lidt mindre sukker, end jeg først havde brugt. Derudover har jeg skåret lidt ned for mængden af dej og marengs, så det passede bedre med formen.

Hindbærtærte med marengslåg

ca. 10 personer

Tærtedej:
150 g hvedemel
75 g koldt smør
1 æggeblomme
2 tsk sukker
1½ tsk ren vaniljepulver
1-2 spsk vand

Hindbærfyld:
450 g frosne hindbær
200-250 g rørsukker
2 æggeblommer
2 spsk majsstivelse
evt. citronsaft

Marengs:
3 æggehvider
ca. 110 g rørsukker
½ tsk vaniljepulver

Bland de tørre ingredienser til dejen og gnid smørret godt ind i det. Tilsæt lidt vand, så du efterhånden kan forme en dej af det. Læg dejen på køl i mindst en halv time. Rul derefter dejen ud uden at ælte alt for meget. Beklæd en smørsmurt tærteform med dejen (formen skal være ca. 28 cm i diameter) og læg et stykke bagepapir med kikærter eller ris oven på. Forbag bunden ved 200 grader i 15 minutter og fjern derefter bagepapir og ris, inden den får fem minutter mere.

Varm hindbær og rørsukker op i en kasserolle. Lad det boble et par minutter, indtil hindbærrene er helt møre, og rør så æggeblommer ud i bærrene. Tag lidt af saften fra kasserollen og hæld over i en lille skål. Rør majsstivelsen ud i den og hæld derefter majsvæsken tilbage i kasserollen. Lad det simre i yderligere nogle minutter. Smag forsigtigt på hindbærfyldet og tilsæt enten mere sukker (hvis det er meget syrligt) eller citronsaft (hvis det er ret sødt). Lad det køle af nogle minutter. Hæld hindbærfyldet i den forbagte bund og bag din hindbærtærte i ti minutter mere ved 200 grader.

Lad kagen køle af – stil den evt. i køleskabet, indtil en halv time før, at du skal bruge den. Vær opmærksom på, at jo køligere din hindbærtærte er, når den serveres, jo mere syrligt smager den.

Nu er det tid til at lave marengsmassen. Pisk æggehviderne stive og pisk herefter ved høj hastighed, mens du langsomt tilsætter sukker, indtil massen er blank. Dæk din hindbærtærte til med marengsmasse – sørg for at dække kagen helt – og find en brænder frem. Brænd marengstoppene med bløde bevægelser – det går hurtigt, så lad ikke brænderen pege for længe mod din hindbærtærte.

Servér din hindbærtærte med det samme.

Note: Sød og intens hindbærtærte – næsten konfektagtig i sin koncentration, så husk at skære små stykker.

hindbærtærte, tærte, hindbær, dessert, desserttærte, æg, rørsukker, hvedemel, vanilje, smør, majsstivelse, dessert, kage
Orange Dream – appelsindrink

Orange Dream – appelsindrink

Jeg må indrømme, at jeg er pænt træt af det kolde forår, så i ren protest mixede jeg denne appelsindrink her til aften! Så var der også noget dejligt at nippe til, mens jeg bagte hveder. Orange Dream er en sød appelsindrink med et letbittert …