Lasagne galore

Lasagne galore

Månedens benspænd skal selvfølgelig starte med en lasagne galore – eller rettere en klassisk lasagne, hvor alt er lavet fra bunden. Den kan varieres i det uendelige, og der er rigtig mange holdninger til, hvordan en rigtig lasagne skal være. Personligt ynder jeg at skære lidt ned på kødet og i stedet øge mængden af grøntsager – for eksempel små tern af gulerødder. Jeg valgte dog at lave en mere traditionel udgave, men så blev der også kælet for detaljerne, og alt skulle naturligvis være hjemmelavet.

Denne lasagne galore er til ca. fire personer.

Start med at lave kødsaucen. Den skal nemlig stå og simre i et par timer.

Kødsauce

1 stort løg, finthakket
2-3 fed hvidløg, finthakket
olivenolie
1½ dåse flåede tomater
400 g hakket oksekød
1½-2 dl italiensk rødvin
basilikum, oregano og timian
salt og peber

Svits løg og hvidløg i olivenolie i en gryde. Tilsæt oksekødet, og når det er brunet, tilsætter du hakkede tomater, rødvin og en tsk af både basilikum, oregano og timian. Skru ned for varmen og lad kødsaucen simre et par timer. Rør i den af og til og tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis den er ved at koge tør. Smag til med krydderier.

lasagnepladedej

Når kødsaucen er sat over, kan du meget passende kaste dig over lasagnepladerne. De er superenkle at lave, for du skal blot lave en almindelig pastadej, som skal hvile i mindst en time, inden du ruller den ud. Følg anvisningen i linket.

ostesauce, mælk, smør, hvedemel, muskatnød

Ostesaucen skal laves lige inden, at lasagnen skal lægges sammen. Jeg lavede en bechamelsauce og tilsatte revet ost til sidst, så den fik en god, fyldig ostesmag. Bechamelsauce laves på mælk, men det havde jeg ikke. Jeg havde til gengæld en rest fløde, så jeg lavede en kombination. Samtidig har jeg på et tidspunkt fået anbefalet, at mælken er varm, når man pisker saucen sammen, så det tip brugte jeg undervejs.

Ostesauce

2 spsk smør
2 spsk hvedemel
2 dl piskefløde
2 dl meget varmt vand
muskatnød
4-5 spsk fintrevet mellemstærk ost – jeg brugte Vendsysselost
salt og peber

Smelt smørret i en lille gryde og pisk melet i. Brug et lille handy piskeris og sørg for, at temperaturen er på middelvarme. Bland fløde og vand sammen i en skål og tilsæt en smule til melblandingen. Pisk grundigt, tilsæt mere væde og fortsæt således, indtil al væden er pisket ind i saucen. Varm saucen langsomt op, indtil det bobler. Tilsæt osten og pisk den ind i saucen og smag så til med muskatnød, salt og peber.

Derefter skal lasagnen lægges sammen. Jeg plejer at starte med et tyndt lag ostesauce, derefter en smule kødsauce og så et lag lasagneplader. Så kommer ostesauce, kødsauce og sådan fortsætter jeg, indtil jeg slutter af med et lag lasagneplader og den sidste rest ostesauce. Lidt revet ost bliver drysset på overfladen, inden lasagnen kommer i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time.

lasagne galore

… og så er der serveret! Jeg spiser altid lasagne sammen med en salat, men nu hvor det er vinter, er det oplagt at bruge kål. Jeg brugte fintsnittet spidskål, der blev krammet med lidt god, frisk olivenolie og en lille smule salt.



11 thoughts on “Lasagne galore”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *